@SotD:
Jeg kan jo starte med samme tirade: Det er ganske enkelt noget sludder.
Ja, gør du det...
Spillerne repræsenterer den værdi, andre vil betale. Ingen værdi i sig selv.
Men dog en værdi. Værdien falder selvsagt jo længere man venter med at reagere, og des mere truende eventuel konkurs bliver. Lyngby var i sommers bronzemedalister, og skulle ud og spille Europa League. På daværende tidspunkt havde en del af deres spillere en værdi der LANGT overstiger den de repræsenterer i dag. Heraf min kommentar om risikovurdering. Var det risikoen værd at holde på dem? Efter min klare overbevisning nej. Heller ikke da man stod i dén situation. Lyngby ville ALDRIG kunne opnå mere end de netop havde gjort, og når man vidste hvor ringe situation man stod i (og ja, det vidste man dengang), så skulle man naturligvis have skaffet kapital på baggrund heraf, fremfor det modsatte - som reelt var tilfældet. Nu holder jeg lige Jens Odgaard ude af sammenligningen fordi det salg kunne være opstået når som helst - også i 1. division.
Sponsorerne har kontrakter, som de skal opfylde. Men hvis de går konkurs, så kan man råbe og skrige; det kommer der ingen penge ud af. Kontrakterne med sponsorerne udløber en gang imellem, og så skal de genforhandles, og det kan sagtens tænkes, at sponsorer tegner sig for mindre end før eller falder helt fra. Og dermed kan man ikke honorere de spillerkontrakter, man har indgået, og som stadig løber.
Igen. Du forholder dig kun til den meget unuancerede del. Nemlig penge IND. Spillernes kontrakter er jo altså OGSÅ til genforhandling, og de bevæger sig naturligvis også i både opad, og nedadgående. Det samme med sponsorerne. Og lad os da blive ved scenariet fra før. Hvordan tænker du, at Lyngbys konkurrencesituation var i sommers kontra sommeren 2016? Har de kunne presse citronen mere eller mindre? Det er et retorisk spørgsmål.
At virksomheder går konkurs kan man ikke gardere sig mod - synes jeg at læse ud af dit indlæg. Og det er lodret løgn. Ganske enkelt. Jeg gider ikke engang at begive mig ud i en debat omkring det.
Klubberne kan sætte risiko på alt, hvad de vil, men det er ikke en garanti for noget som helst. De konkurrerer med hinanden indbyrdes, ligesom de konkurrerer med andre kulturtilbud, andre idrætsklubber og andre virksomheder. Forskellen er, at deres succes er umulig at forudse, da den afgøres på meget kort sigt gennem resultater på banen. En enkelt fejldom eller en spillemæssig hjerneblødning kan betyde nedrykning og store konsekvenser. Det er vilkårene.
Lyngby har præsteret over al forventning og alligevel står man med håret i postkassen. Det betyder ganske enkelt at man ikke har budgetteret korrekt, man ikke har foretaget risikovurderinger i tilstrækkeligt omfang og nu fanges af det. Og det giver jo god mening, at man ikke har foretaget en god og grundig risikovurdering af Hellerup Finans, fordi klubbens bestyrelse er sovset godt og grundigt ind i personager derfra. Det er ananas i egen juice, men ikke desto mindre BØR de øvrige medlemmer fandme slå i bordet og kræve en objektiv vurdering. Og den har altså ikke været voldsom svær at fremskaffe. I stedet har man lukket øjnene. Så alt dit ævl med, at budgettering af en stor virksomhed der er afhængig af penge udefra består af en linje A og linje B, og hvis linje A ikke sker, så vælter linje B, er simpelthen forkert. I grove træk, ja. Men når man stædigt nægter at acceptere reelle virkemidler, værktøjer og gængs procedure som en tilføjelse til ligningen, så bliver det sgu for dumt. Og forkert.
Lyngbys ledelse kunne helt sikkert have gjort alt mulig andet, end de har gjort, og det vil jeg ikke blande mig i. De har forsøgt at sælge aktiemajoriteten tidligere uden held. Måske har de forsøgt det samme med spillerne. Hvis der ikke er en køber, er der ingen værdi.
Det kan være. Det kan vi ikke vide, men vi kan dog gisne. Og det er nu engang min klare opfattelse at spillere som Jeppe Kjær, Mikkel Rygaard, Kristoffer Larsen og sikket flere andre, sagtens kunne have været afhændet. Det samme kunne man formentlig have gjort med relativt løntunge spillere som ikke var påtænkt nogen nøglerolle i den indeværende sæson. Man kunne også have undladt at hente dyre spillere (løn) som Mikkel Andersen, Oliver Lund, Mohammed Saeid og Herolind Shala hvis man var i pengenød.
Det helt grundlæggende er, at alle klubber i Danmark er afhængige af investorer og sponsorer med store hjerter og store tegnebøger. Det er risikabelt, men det er sådan, vilkårene er.
Delvist. Det handler selvsagt om andet end held, men usikkerhedsmomenterne er der da. Du får det blot til at lyde som om det usikkerhedsmoment står helt og aldeles alene. Det gør det simpelthen ikke.