Hvis man ikke kan se, hvorfor Brian og Peter bør fyres omgående, kræver det næsten en længere forklaring, for der er ganske enkelt mange ting, der er galt.
For det første handler det ikke isoleret om, at spillerne ikke præsterer i afgørende øjeblikke. Problemet er, at der på intet tidspunkt i deres periode har været en bred oplevelse blandt fodboldkyndige danskere af, at der blev leveret kompetent sportslig ledelse i DBU. Møller red i en periode på bølgen fra Kasper Hjulmands succes, men efterfølgende blev hans ledelse igen udstillet af alt det der foregik under Qatar, hvor politik kom til at fylde for meget og for lidt fokus på det der egentlig betød noget.
Ansættelsen af Brian Riemer understreger problemet. Han havde et uimponerende CV og var netop blevet fyret fra sit første cheftrænerjob. Allerede dér sænkes barren for, hvad det kræver at blive landstræner. Samtidig står Møllers eget CV som sportslig leder i en stor organisation også svagt. Når de to øverste ansvarlige for landsholdet ikke har bevist noget væsentligt uden for DBU’s egne rammer, sender det et klart signal: kompetencer og erfaring er ikke førsteprioritet. Det ligner i højere grad et system præget af netværk og bekendtskaber end merit.
Ser man isoleret på Riemers trænerkvaliteter, er billedet ikke bedre. Han har ikke imponeret taktisk på noget tidspunkt. Der mangler tydelige kampplaner, og det virker som om, der ikke arbejdes med klare A-, B- og C-scenarier. I stedet fremstår det improviseret, hvor han skal stå med Daniel Agger (som ved gud heller ikke har overbevist nogen om sin trænerkapacitet) og diskutere hvad de skal gøre.
Derudover har han ikke formået at sætte spillerne op. Ja, spillerne har et ansvar, men en landstræner skal tilføre retning og struktur. Når budskaber reduceres til banaliteter som “bare udfordre hver gang” (sagde han til Isaksen), peger det på et fravær af nuanceret trænerarbejde. Dygtig trænerarbejde handler netop om at give spillere flere løsninger og skabe variation, så spillet ikke bliver forudsigeligt.
Også i forhold til dispositioner virker det tilfældigt. Der er ikke et klart system eller en genkendelig spillestil, snarere en tilgang, hvor man håber, at individuelle kvaliteter løser problemerne. Det kunne f.eks. være at bruge tre midtbanespillere, som minder meget om hinanden. Man kan blive ved med at finde eksempler, og det er netop pointen: det er ikke enkeltstående fejl, men et gennemgående mønster. Derfor er kritikken heller ikke en overreaktion, men en konsekvens af vedvarende mangler i den sportslige ledelse. Der er også det absolut tragikomiske ved at man forlængede med Riemer før VM-slutrunden var i hjemme. Altså listen er lang..
Om man vil grine eller græde af det, er op til den enkelte, men det er svært at have tillid til, at DBU ændrer kurs foreløbig.