Som B.T. fortalte tidligere i dag, var Pione Sistos aftale med FC København fuldstændig på plads, og det blev i Parken betragtet som 99 procent sikkert, at Pione Sisto ville stå i en hvid trøje inden for et par timer. Der manglede nærmest kun en underskrift.
Men kort før klokken 14.30 onsdag forlod Pione Sisto Parken, og det var uden en signatur på en FC København-kontrakt. Det har sendt et chok igennem gangene på Østerbro. For Pione Sisto har bedt om mere tænketid, og den tænketid skyldes et sidsteminuts-tilbud fra FC Midtjylland.
FC Midtjylland har ifølge B.T.s oplysninger været meget ivrige efter ikke at lade klubbens egen knægt skifte til den allerstørste konkurrent. Derfor valgte midtjyderne tidligere på dagen at sende et kontrakttilbud af sted til Pione Sisto, der overgik FC Københavns.