Der er noget dybt mærkeligt over den måde, Pep Guardiola bliver omtalt på i disse dage. Som om vi taler om en mand, der ene og alene revolutionerede fodbolden gennem genialitet, visioner og hårdt arbejde. Som om Manchester Citys dominans opstod i et vakuum, uden den økonomiske virkelighed, der har omgivet klubben gennem hele hans periode.
Manchester City er ikke bare blevet anklaget for at bryde reglerne. Klubben er anklaget for minimum 115 regelbrud. Et tal så absurd højt, at det i sig selv burde dominere enhver samtale om æraen. I stedet er det lykkedes klubben at skabe et narrativ, hvor folk, der nævner de 115 sager, bliver fremstillet som bitre, jaloux eller dårlige tabere. Det er måske Citys største triumf af dem alle.
For det er lykkedes at adskille succesen på banen fra de forhold, den muligvis er skabt under. Financial Fair Play blev indført for at beskytte sporten mod præcis den slags økonomisk manipulation, som almindelige klubber ikke kan konkurrere imod. Reglerne skulle sikre, at penge ikke bare kunne bøje virkeligheden. Alligevel står vi nu et årti senere og hylder en æra, mens den største sag om økonomiske regelbrud i moderne fodboldhistorie stadig hænger over klubben.
Og hvad har Manchester City gjort? De har gjort det, som ekstremt rige institutioner altid gør. De har trukket tiden ud. Ansat hære af advokater. Gjort processen så lang, kompleks og udmattende, at mange mennesker næsten er holdt op med at interessere sig for sagen. Det hele er blevet normaliseret. Det mest absurde er næsten, at man i dag kan tale om Peps storhed uden overhovedet at nævne fundamentet under den succes. Som om de økonomiske anklager er et irriterende sidespor og ikke selve elefanten i rummet.
Ingen siger, at Guardiola ikke er en dygtig træner. Selvfølgelig er han det. Men hans navn burde være uløseligt forbundet med de 115 anklager og den økonomiske virkelighed omkring Manchester City. Ikke adskilt fra den. For hvis det viser sig, at en klub systematisk har omgået reglerne i årevis, så er triumferne på banen ikke bare romantiske sportsøjeblikke. Så bliver de en del af samme historie. Og måske er det netop det, mange ikke vil forholde sig til. At moderne fodbold er blevet så rig, så kynisk og så juridisk pansret, at selv massive anklager om snyd kan drukne i PR, trofæer og smukke highlights på sociale medier.