Forhåbentlig er der ingen kritiske behandlingsformer, der skal nedprioriteres, det vælger jeg at tro på, så må du gerne kalde mig for naiv eller blåøjet. De 300 mia. dem låner vi, og kommer jo ikke til at mangle dem, vi har så en gæld, der skal betales af, men det er jo "bare" penge.
Der er egentlig flere aspekter i dette.
For det første er det allerede sket. Eksempelvis har vi allerede oplevet et væsentligt fald i kræftudredninger. Det er velkendt, at chancerne for overlevelse af en kræftsygdom, i høj grad afhænger af hvor tidligt den opdages.
Dernæst kan det ikke undgås, at der kommer konsekvenser af dette. Der er fx lavet studier der klart har dokumenteret sundhedseffekter post finanskrisen.
Vi forventer, at de forskellige støtteordninger kommer til at koste statskassen 15 mia. Det er rigtigt, at der bl.a. er et økonomisk råderum og at vi kan låne os til resten. Men det er jo stadig penge der skal betales tilbage og både afdrag og renter skal tages fra statsbudgettet. Det er penge der ikke kan bruges for fx sundhedsvæsenet.
Oven i dette kommer, at man forventer, at virksomhederne taber yderligere 150 mia. Det betyder lavere skatteindtægter, ligesom vores behov for understøttelse til de mange mennesker der har mistet der job permanent under krisen, også kommer til at tynge statskassen.
Et eller andet sted skal pengene jo spares - det er ikke fordi der er flere penge i samfundet lige pludselig. Tværtimod.
Statsministeren sagde det selv (hvilket jeg har stor respekt for), vi kommer ikke til at se det samme velfærdssamfund som vi er vant til.
Tallene er stadig usikre, men et optimistisk estimat lyder, at dødeligheden ved coronavirus er 0,6 procent.
Så vidt jeg ved, er WHOs tal 0,4%.
Men det er nu ikke pointen.
Og for at feje misforståelsen af vejen, så sammenligner jeg ikke corona med influenza ift "impact".
Det handler om, at vi i masser af andre situationer kunne gå langt længere for at redde menneskeliv end vi gør i dag. Grunden til at vi ikke gøre det, er økonomiske.
Det vurderes pt, at man bruger ca. 40 gange så mange ressourcer på at redde en covid-19 patient, som man gør under normale omstændigheder.
Hvis argumentet var, at vi risikerede at overskride kapaciteten i sundhedsvæsenet, tror jeg alle (de fleste) var med på, at det var et nødvendigt offer. Men det er bare ikke længere situationen. Så hvorfor gør vi så meget for lige netop at redde disse mennesker?
...men nu følger myndighederne så de sundhedsfagliges råd og anvisninger og det accepterer jeg fuldt ud.
Det er sådan set ikke korrekt - altså at myndighederne (regeringen) følger de sundhedsfaglige råd.
Det er helt og holdent en politisk beslutning, når vi ikke længere er i nærheden af en kapacitetsgrænse.
Sundhedsmyndighedernes egne beregninger viser, at vi sagtens kunne åbne mere op uden at vi ville udfordre den grænse.
Derfra er det regeringens og folketingets beslutning hvad man skal gøre.
Desuden har regeringen også truffet beslutninger som ikke var sundhedsfagligt understøttet - som fx lukningen af grænserne.
Jeg ved det er en super svær diskussion - det handler om liv (og følelser). Men jeg mener oprigtigt det er kujonagtig ledelse, når man ikke tør tage ansvar for det længerevarende konsekvenser, fordi det vil skade ens image på kort sigt. Mette Frederiksen er, uden sammenligning, den mest populistiske (top)politikker vi har set i rigtig mange år. Det er enormt farligt i denne situation.