Den her tråd er et glimrende bevis på, at “mængden” aldrig bliver tilfreds.
Nu hvor Hjulmand er stået af toget starter blot en ny diskussion - Nemlig: Hvem skal være landstræner. Og i den diskussion kan DBU ikke vinde. Medmindre de lander en af verdens 5-10 bedste trænere, så vil der være kritik at valget. Alene det faktum at der er så meget brok over at DBU vælger ikke at lave er granatchok ved at kaste sig hovedkulds over en ny træner (midlertidig eller permanent), dagen efter landstræneren har oplyst dem om at han stopper, viser med al tydelighed, at det ikke handler om at blive tilfreds, men blot at man ønsker at være utilfreds pr. definition.
Lad os nu være ærlige om Hjulmand. Han var en journalist-kæledægge, der reelt havde et internationalt enormt tyndt CV i bagagen. FCN stod for en af de største ydmygelser i CL´s historie, og i Mainz blev han sparket ud på røv og albuer på - i Mainz´-sammenhæng - rekordtid.
Han blev valgt på nogle helt andre kvaliteter end sit CV, og så håbede DBU og Hjulmands gode ven, Peter Møller, at den velmenende varme luft af værdisnak, som Kasper Hjulmand i begyndelsen var god til at levere, kunne skabe momentum for landsholdet. Og det fik de jo - til dels - ret i. Billetsalget steg i al fald, og Hjulmand havde de vildeste marginaler med sig, da Danmark gik videre fra EM´21 trods to nederlag i begyndelsen.
Samtidig gav den frygtelige situation omkring Eriksen præcis det moralboost, som Hjulmand ikke selv formåede (se bare første halvleg af Finland-kampen, hvis du vil se et dansk landshold, der ikke var tjekket mentalt ind trods hjemmebanefordel).
Siden har vi heldigvis været forskånet for den type voldsomme moralboost. Men det har så til gengæld kostet sportsligt, hvor vi siden EM´21 ikke har spillet en eneste slutrundekamp for fuld skrue. Jo, der var momenter mod England. Men det hold lignede så selv et hold i granatchok, der bare var heldig med at møde de allerletteste modstandere frem mod finalen.