Det er så smukt at Napoli formår at trodse nærmest alle odds og vinde mesterskabet for anden gang på tre sæsoner. Det betyder uendeligt meget for Napolitanerne og deres selvforståelse. En befolkning og by der ofte bliver hånet og gjort grin med i det rige norditalien. En hån der forstummede for en stund da Maradona kom til Napoli i midt 80´erne, og nærmest egenhændigt vendte op og ned på magtbalancen i Serie A. En liga der i 80´erne og 90´erne var verdens ubestridt stærkeste liga.
Årets mesterhold er mere profilfattigt. Men Conte har formået at piske en stor portion disciplin og holdånd ind på det her hold. Og når man så har de napolitanske tifosis i ryggen, så kan man åbentbart præstere mere end hvad de fleste havde turde drømme om inden sæsonen. Derfor er mesterskabet også fortjent. Det er et mesterskab jo altid, da det jo ikke afgøres over en kamp, men over 38 spillerunder.
Inter har nok det bedste hold spiller for spiller. Men de løb simpelthen tør for kræfter i slutspurten, i både ligaen og pokalturneringen. Nu håber jeg så, at de formår at vinde CHL, og på den måde kroner en stor sæson, som jeg trods alt uanset hvad synes at Simone Inzaghi og Inter har haft.