Den mindst elendige løsning er naturligvis at de nationale forbund undlader at sanktionere klubber for noget der egentlig er en diskussion mellem dem og UEFA. Intentionen er jo at man stadig skal bidrage med solidaritetsbetalinger fra den nye liga, hvor klubberne har medbestemmelse. Det i kontrast til at trække læsset for bundkorrupte UEFA, som ikke vil høre klubberne og ikke respekterer ejernes autonomi uanset ydre forhold.
Men det er jo ikke kun en diskussion mellem klubberne og UEFA. Når der ikke længere er kvalifikationer at spille for, hvor meget værdi er der så reelt i fx nuværende top 4 kamp, hvor Chelsea, Liverpool og til dels Spurs skal forsøge at få røven i gear? Hvor meget spænding er der om fx Arsenals projekt? Er der nogen som helst antydning af relevans over Arsenals ligakampe i en sæson, hvor det er helt åbenlyst, at Arsenal ikke vinder mesterskabet?
Og tager vi skridtet videre, hvad kæmper West Ham og Leicester så reelt for? Om de slutter nummer 3 og 15 point efter førstepladsen eller nummer 8 og 35 point efter er jo pludselig knap så spændende, hvis der ikke er CL-guleroden.
Kan PL reelt markedsføre sig selv, hvis vilkårene for klubberne er så forskellige og den sportslige værdi af kampene er så svingende? Vi kunne jo pludselig ende i den sjove situation, at arvefjendeopgør i ligaen ender som ligegyldige venskabskampe, fordi holdene hellere vil spare sig til kampe, der faktisk har sportslig betydning.
Hvis både Chelsea og Arsenal er sikret ESL næste sæson, hvad er værdien så af den indbyrdes kamp vi har senere på sæsonen? Who cares? Chelsea kan ikke vinde mesterskabet og det kan Arsenal heller ikke. Hvorfor ikke bare bruge U21 holdene? Hvorfor spille kampen på 100%?
Begynder du at se Newcastle-kampe, hvis de pludselig har et stjernespækket hold?
Hvis mit hold ikke spiller andet end 18 kampe om året før man slutter i midten eller bunden af ESL, hvad andre muligheder er der så reelt? Holder du stort set op med at se fodbold, hvis Arsenal kun spiller 18 kampe om året?