Nu har jeg læst så meget om det frispark, der angiveligt skulle have været inden Vallys’ scoring - og her til morgen så jeg så endelig situationen i highlights…
Det er på ingen måde et frispark, der skal dømmes!!
Jeg kan ikke lide BIF, jeg bryder mig SLET ikke om Putros - men i situationen med Diomande, er der ingenting set fra min stol.
Manden spiller en håbløs aflevering lige ind i løvens gab (Ingvartsen under kæmpe pres) - og så vender Diomande sig og løber lige ind i Wass, som han jo udemærket er klar over kommer op i benhårdt pres.
Da jeg spillede fodbold, fik man ikke frispark for at vende sig og løbe lige ind i en mand, som er på vej op i et hårdt pres.
Da jeg spillede fodbold fik man en lammer af holdkammeraterne, for at vende sig med bolden op igennem midten, fordi der var kæmpe risiko for at miste bolden.
Idag mener utroligt mange åbenbart, at man som boldfører (eller uden bold i det her tilfælde) bare må løbe lige ind i en forsvarende spiller, der kommer op i pres - og den forsvarende spiller skal så åbenbart flytte sig og sige: “værsgo - løb du bare lige forbi”.
Måske skyldes alle FCN’s frustrationer en masse der er gået forud for situationen her - men når man som mig kun har set denne isolerede episode, så syntes jeg de er helt galt på den.
Nu får jeg sikkert en masse ‘hæl-og-tå-futtsal-spillere’ på nakken med det her, men jeg bliver så træt i kroppen af 18-20 årige spillere, der råber på frispark hele tiden, fordi der er kontakt med en forsvarsspiller - en kontakt de som oftest selv søger, fordi de vælger at løbe mere eller mindre direkte ind i forvarerens bane i forventningen om at han enten vil flytte sig, eller at de i det mindst får et frispark for dårskaben.