Som jeg ser det består der jo en konflikt mellem klubbens økonomiske målsætning og den sportslige målsætning.
Klubben henter jo afrikanske og oversøiske talenter, som man søger at videreudvikle for derefter at sælge dem af hensyn til den økonomi, som jo må være førsteprioriteten. Det er også en kendsgerning, at man aldrig forløste talenter som Junker, Mølvadgård og Høgh. Omvendt er det lykkedes i visse tilfælde at forløse talenter som Tammer Bany og andre.
Hvis den sportslige målsætning skal lykkedes, så er spørgsmålet om man ikke skal satse på Bodø/Glimt modellen med en stærk holdånd og en skandinavisk grundstamme, lidt en model som AGF læner sig op af. Ingen tvivl om at man evner at finde talenterne ude omkring, men de skal integreres, så der opstår en stærk holdånd. Simen Nordli er et klart eksempel, at det tager tid at finde sin plads på holdet. Det er bemærkelsesværdigt, at resultaterne i hans sidste tid var gode, hvorefter det hele nærmest blev nulstillet efter hans afgang. Klubben havde jo dengang en grundstamme, der formåede at levere.
Kun hvis man har en grundstamme over længere tid kan man skabe sportslige resultater - det betyder, at man ikke skal sælge for tidligt, men igen vejer hensynet til økonomien vel tungest? Der er heller ingen tvivl om, at både SP og RB er kompetente i deres roller, og det er positivt, at man efter Gravgård har oplevet en kontinuitet i ledelsen med SP, Thomasberg og Bertelsen. Todd var en dybt konservativ træner, der altid valgte det sikre, og på den måde var han ingen fornyelse.
Randers - Da Freja og Erik Sørensen spillede!