@ Jeller
Jeg ser da heldigvis et stigende antal i denne tråd, der kan anlægge en lignende vurdering af sagen.
At du vurderer, at det er et forsvar af ledelsen, at jeg skriver, at Keller ser ud til at være gået fra ikke at ville forhandle til nu at acceptere sin fremtid uden mulighed for at komme tilbage i truppen. Tja .. Der er en anden her, der skriver, at Keller måske satsede på, at det hele ville drive over, og at han ville kunne komme ind i varmen igen. Det er nok meget sandsynligt, at det var et motiv fra hans side.
Jeg forstår din agenda som, at andre forstår din sandhed.
Ja, det kan vel sjældent være andet? Ingen af os kommer til at kende den objektive sandhed i denne sag, hvis der da overhovedet er en sådan.
Mit forsøg har været at udrede de forskellige misforståelser, som der nøgternt set har været (og stadig er). Bedst og fremmest udtalt ved, at mange tror, man bare konsekvensfrit har kunnet afskedige Keller, fordi de synes, han er et d**t s**n.
Der lader netop til at være en ret så udbredt misforståelse om, at man blot kunne ophæve Kellers kontrakt uden videre og evt. mod en betaling. Det er jo åbenlyst forkert, da det kræver Kellers accept. Han har netop ikke forbrudt sig på kontrakten, så det kan ikke gøres ensidigt fra ledelsens side.
Så var der hele trummerummen med, at man da bare kunne sende ham i U-truppen, og så "kunne han lære det", og skulle nok gå med til en ophævelse. Det er ved flere lejligheder blevet udtalt, at netop Kellers kontrakt indeholder bestemte krav til træningsfaciliteter og -niveau, hvorfor denne mulighed også har været udelukket. Jeg har hertil gennem hele forløbet fastholdt, at hvorvidt Keller spiller, og hvordan hans træning med truppen doseres mv. inden for de kontraktlige rammer må være trænerteamets afgørelse. Hvilket Colin Todd fornuftigt nok også afgjorde!
Jeg kan godt forstå, at du ser dette som et forsvar af ledelsen og alle dens gerninger. Det kan jo let virke sådan, fordi det grundlæggende står i mod, hvad størstedelen af folk mener og tror omkring sagen. Jeg forsøger at fremlægge det nøgterne og at analysere mig frem til de handlemuligheder, klubben havde ud fra dette. Hvad klubben så valgte/vælger, kan alle have deres gode mening om. Min agenda (min sandhed) har dertil været at forsøge at få folks holdning til at dannes ud fra et oplyst grundlag.
Jeg har tilmed i nu rigtig mange tilfælde medgivet, at ledelsen set udefra kunne have gjort mere for at "presse" Keller til en aftale [i denne tråd]. Det er for mig endnu uvist, om de egentlig reelt nogensinde forelagde ham muligheden for en gensidig aftale om ophævelse før i fredags. Jeg har også flere gange medgivet [i en anden tråd], at jeg er enig i, at ledelsen burde have bakket Colin Todd mere op i hans beslutninger.
Jeg får altså det indtryk, at du mener, jeg er en evig forsvarer for ledelsen, fordi min agenda/sandhed/analyse/vurdering, ikke stemmer overens med din, og du altså partout ser mig som din modspiller (du må være godt gal på ledelsen!)
Jeg har allerede tidligere skrevet, men gentager gerne, at jeg nok havde truffet meget lignende beslutninger, da problemet opstod, men at jeg i dag kan se, at konsekvenserne af ledelsens strategi særligt på det kommercielle plan har været uheldigt, fordi fans og andre interessenter er hurtige til at dømme ud fra moralske overbevisninger, hvilket vist kun kunne imødekommes ved at give folk det, de ville have.
Men derudover kunne man også have begrænset den skade han udgjorde i truppen ved at forklare de forskellige aktører situation, hvilket vil have givet dem et andet handlerum.
Skal det forstås således, at man skulle have forklaret folk (både internt og eksternt), hvorfor man gjorde, som man gjorde? I så fald er det da netop det, man har forsøgt. Gravgaard stillede op til en del længere interviews lige i starten, og han deltog i et live-feed på klubbens Facebook-side med det ene formål at forsøge at forklare folk situationen og ledelsens position. Mon ikke de også har haft nogle samtaler med de involverede og spillertruppen for at forklare sig?
Folk var bare uenige. Det minder jo meget om, hvorfor du mener, jeg ikke kan se, at ledelsen har begået fodfejl i sagen.
Her peger du på Keller som en person der skal acceptere sin position. Min pointe er at det ikke alene er Keller der har skulle acceptere sin position, men at Randers kunne have ageret, enten ved på bedre vis at vise ham hans position i fremtiden, igennem udtalelser i medierne eller udtalelser internt.
Der er ingen af parterne, der ikke har kunnet/skullet gøre noget. Man kan jo også sige, at spillet mellem ledelsen og Keller aldrig var blevet aktuelt, hvis ikke Borring havde stillet sit ultimatum. Der er så mange aspekter i sagen, og hvorvidt ledelsen gjorde nok for at få Keller til forhandlingsbordet må som nævnt være op til den enkelte at vurdere. Jeg nævner igen; jeg
tror ikke, de gjorde særlig meget, da jeg tror, de håbede på at kunne løse det i en form for mindelighed.
På et punkt vil jeg til gengæld medgive dig, at jeg har haft som agenda at forsvare ledelsen - og det var i en anden tråd, hvor der blev debatteret omkring alle nepotismebeskyldningerne. Jeg har hele vejen igennem sagen fundet det lettere stødende, når folk uden videre mener at kunne konkludere, at Gravgaard reddede Keller på baggrund af venskab (nu håber jeg ikke, at jeg lige har fået blusset den debat op igen, for den er ved at være trættende ...)