2-2 OG I FÅR BORNHOLM
Sådan stod der på Ekstra Bladets spiseseddel den 22. juni 2004. Andre der husker den?
Jeg var på kolonitur i Vang med fritidshjemmet, og vi sad og så kampen på et meget lille transportabelt antennefjernsyn med batterier, der skulle skiftes i pausen. Da kampen blev fløjtet af, sad en af de yngre drenge og var ved at tisse i bukserne, fordi han troede, at han ikke ville kunne komme hjem til Danmark igen, fordi vi nu var på svensk jord. Og han havde jo ikke sit pas med.
Det gav ingen mening, men jeg husker det meget tydeligt, fordi alle de voksne lo så højt, da han sagde det
Jeg har set highlights en del gange siden. Tomassons drømmemål, Sørensens dobbeltredning og Gravesens dribletur er det, jeg husker bedst. Og så Svenskens bunkejubel, da de scorede det udlignende mål til sidst i kampen.
Ser man kampen i sin helhed, tror jeg ikke, man kan være i tvivl om, at danskerne ville slå svenskerne og omvendt. Men som kampens flaskede sig, et perfekt resultat for begge hold, så var det selvfølgelig ingen overraskelse, at de i Italien, matchfixing’ens eget hjemland, var overbeviste om, at vi havde snydt.
Jeg havde en ven der tog på sommerferie til Italien ugen efter, og hans far fortalte, at de ikke blev mødt med samme venlighed (altså så venlige som italienere nu kan være), som de plejede at gøre. Tværtimod. Det sad dybt i dem, at de var blevet snydt af de skide skandinavere.
Jeg tænker, at når en kamp ender 3-3, så er der næppe nogen, der har prøvet at snyde. Det er i forvejen et vildt resultat. Men med tanke på trådende til ikke-angrebspagten fra ‘82, så er det sgu et ret skægt resultat. En cirkel slutter, om end det havde været endnu sjovere, hvis det var tyskerne, det var gået udover.
"... once more it's all about defeating our own demons. Always with the demons. Tottenham's greatest adversary is Tottenham."