Jeg tror nu nok, du forstår formuleringen, men lad mig endelig forklare det for dig... Det er de to yderpunkter: "at være brændemærket og være færdig som chef resten af sine dage" versus "at det er en menneskeret, og at man derfor altid kan blive det". (Det er dig, der starter med at lave en ´overdrivelse fremmer forståelsen´)
Når jeg skriver, det ikke er en menneskeret mener jeg altså blit, at man nok lander et sted mellem aldrig at kunne blive det - og at kunne blive det med det samme hos ny arbejdsgiver. Jeg håber formuleringen nu giver mening.
Det er jo absolut, ganske umuligt og latterligt at forsøge at sætte nogen konkret, specifik grænse for hvor længe, det så skal være. Det kan kun tiden vise :) Det vil jo være op til enhver potentiel arbejdsgiver at vurdere, hvilken vægt man vil tillægge historien.
Hvis dit virkelige ærinde egentlig er, at beskytte individet fra løse rygter i medierne, og det fornemmer jeg måske det er? Så er jeg egentlig enig. Vi står som samfund i en svær situation, hvor der er nødt til at ske holdnings- og adfærdsændringer hos mænd med magt - og meget tyder på det skifte kræver offentlige ofre, netop da synderne har magten. Det skulle selvfølgelig helst ikke blive et pressionsmiddel eller kræve uskyldige ofre. Men det har jeg dog til gode at støde på.