Tværtimod lykkedes det faktisk for de 5 dårligste hold i La Liga (Elche, Almería, Osasuna, Real Valladolid og Real Betis) at stjæle flere point fra de 5 bedste hold i La Liga (Atlético Madrid, Barcelona, Real Madrid, Athletic Club og Sevilla), end det lykkedes for de 5 dårligste hold i Premier League (Hull, West Bromwich Albion, Norwich, Fulham og Cardiff) at stjæle point fra de 5 bedste hold i Premier League (Manchester City, Liverpool, Chelsea, Arsenal og Everton). Forskellen på antallet af stjålne point er utrolig lille, nærmest ubetydelig, men ikke desto mindre falder forskellen ud til fordel for de spanske bundhold.
Det lykkedes således for bunden af La Liga at stjæle 18 point fra de fem bedste i Spanien, mens det lykkedes for bunden af Premier League at stjæle 16 point fra de fem bedste i England. Der blev spillet 50 kampe mellem top 5 og bund 5 fra hver liga. I La Liga endte det med 38 sejre til toppen, 9 uafgjorte og 3 sejre til bunden. I Premier League endte det med 38 sejre til toppen, 10 uafgjorte og 2 sejre til bunden. Målscoren i Spanien hed 132-35 i toppens favør, mens målscoren i England hed 126-41 i toppens favør. Toppen i Spanien hentede således 123 point mod bunden af La Liga, mens toppen i England hentede 124 point mod bunden af Premier League.
Som bekendt er det en meget, meget lille forskel, men det er ikke desto mindre en forskel, der indikerer at bunden ikke er ligeså håbløst stillet overfor toppen i Spanien, som mange gerne vil have det til at se ud. Husk på at La Ligas nummer 5 ikke var et hvilket som helst hold, men derimod vinderen af sidste sæsons Europa League, så udfaldet af denne undersøgelse, er altså ikke en konsekvens af at det 5. bedste hold i Spanien, er mange længder ringere end det 5. bedste hold i England.
Food for thought for de der mener at Premier League er verdens ubestridt bedste liga. Som en klog mand, hvis identitet jeg ikke husker, sagde for ikke så forfærdeligt længe siden, er Premier League ikke verdens bedste liga; det er verdens bedste brand.
På hvilken måde er det defensive niveau [i Premier League, red.] lidt højere? Lige nu er antallet af mål scoret per kamp i Premier League i denne sæson på 2,59. Det er præcis det samme i La Liga. Ser vi på sidste sæson blev der scoret 2,75 per kamp i La Liga og 2,77 per kamp i Premier League. Ser vi på antallet af skud tilladt fra modstanderholdet i indeværende sæson, er gennemsnittet for et Premier League hold på 13,0, mens gennemsnittet for et La Liga hold er på 11,7. Med andre ord tillader La Liga holdene altså deres modstandere færre afslutninger end Premier League holdene gør. Ser vi på tacklinger så laver et Premier League hold gennemsnitligt 19,5 tacklinger i denne sæson, mens et gennemsnitligt La Liga hold laver 20,4. Ser vi på interceptions, altså afleveringer der bliver opsnappet, laver et Premier League hold 15,2 per kamp og et La Liga hold 17,4 per kamp.
Så kan vi kigge på hvordan de store hold har gjort det i Champions League. I gruppespillet har både La Liga og Premier League haft 4 hold med i løbet af de sidste 4 sæsoner, denne sæson inkluderet. Det vil sige at der er blevet spillet 96 kampe i gruppespillet med La Liga hold involveret, og samme antal kampe i gruppespillet med Premier League hold involveret. La Liga holdene har scoret 205 mål og lukket 90 ind. Det giver et snit på 2,135 mål scoret og 0,938 mål lukket ind per kamp, altså en måldifference på 1,198 per kamp. Premier League holdene har scoret 178 mål og lukket 108 ind. Det giver et snit på 1,854 mål scoret og 1,125 mål lukket ind per kamp, altså en måldifference på 0,729 per kamp.
Går vi et skridt videre i forbindelse med Champions League, og ser på knockout-fasen, er forskellen endda mere markant. Der har været 5 forskellige La Liga hold involveret i knockout-fasen de sidste 4 sæsoner; 48 kampe er der spillet med La Liga hold involveret. Der har været 4 forskellige Premier League hold involveret i knockout-fasen de sidste 4 sæsoner; 27 kampe er der spillet med Premier League hold involveret. La Liga holdene har scoret 92 mål og lukket 57 ind - altså 1,917 mål scoret og 1,188 mål lukket ind per kamp; en måldifference på 0,729 per kamp. Premier League holdene har scoret 34 mål og lukket 38 ind - altså 1,259 mål scoret og 1,407 mål lukket ind per kamp; en måldifference på -0,148.