Vi ser trætte ud, og det er der måske ikke så meget at se til. Truppen er smal, det er sidst på sæsonen og kampene falder tæt. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke kan blive til en syvendeplads og europæiske kampe eller hvad det nu er, folk har gået og hidset sig selv op til. Men come on... Vi har det med afstand mindste spillerbudget, så alene det at overleve i superligaen vil være en præstation, og efter i aften er vi kun 1 point fra overlevelse. Det skal vi nok få i løbet af de sidste kampe, men jeg ser os ikke som favoritter til førstepladsen i slutspillet. Det prædikat løber OB (eller måske endda Nordsjælland) med.
Jeg synes også, det er alt for tidligt at fælde dom over Nye Friis. Han bliver smidt ind på posten stort set uden muligheder for at præge opstarten eller truppens sammensætning, og efter alt at dømme ser det alligevel ud til, at han kører overlevelsen i hus. Så ved jeg godt, at den gamle Friis lagde ud med 10 sejre i rap eller sådan noget, med høj hat og store armbevægelser. Det var dog også et andet udgangspunkt, hvor han kunne sætte sig til rette ved et veldækket oprykningsbord. Nu er vi så kommet en række længere op og skal slide mere for det i kampe, hvor vi aldrig vil være favoritter mod nogen af vores modstandere. De to Friis´ers personligheder kunne heller ikke være mere forskellige, og folk falder nok mere for verdensmands-attituderne end den over-introverte nordjyske. Jeg er dog ikke sikker på, at man er en bedre træner, fordi man kan råbe og skrige og rulle rundt på sidelinjen.
Og så er der selvfølgelig helt åbenlyst, at resultatet var mod spil og chancer. Det ændrer dog ikke på, at det var et ret klart straffespark. Det er jo i det hele taget torskedumt at lave glidende tacklinger bagfra i eget felt. Så beder man jo nærmest om det, og det mest utrolige var næsten, at dommeren ikke kunne se det i første omgang. Så hurra for VAR (også) i denne omgang.