Snak

Fodboldforelskelsen er ved at fordufte. Tømmermænd fra hvedebrødsdagene har indfundet sig. Som i alle livets forhold, hvis ikke der geninvesteres dør passionen. Tiki-taka drømmesyn på et nærmest fyldt Jysk park står som i et fatamorgana. Endnu en Silkeborg dreng er skudt afsted. Tomheden stinker, når man er den der er forladt. Gusten er stanken af indelukket muldvarpeskind, der vil, hvis den havde øjne, glippe med dem, når de små 30 millioner fra et flot salg af Pelle, sirligt lægges i. Det føles lunt at sidde endnu højere på millionerne fornemmer man. Papir er også glimrende isoleringsmateriale. Tænker isoleringsvarmen fra papirpengene har svært ved at undslippe fra fodboldkræmmernes bagdele. Det lyssky muldvarpskind har en deformitet cirka tilpasset Betinia Liga. Man kvæles i den stramme uambitiøse indkøbspolitik. Investeringen der træder direkte ind i startopstillingen er gjort i Al Hajj, så hvad brokker vi os for synes at være mantraet. Der er flere måneders forberedelse af et køb siger Stüker, men SIF synes at være overhalet på strategien af VFF længe inden da. Man skæver næsten misundeligt mod VB hvor der er en reel ærlig hårdtarbejdende lugt af skridtsved fra prøvede nyindkøb af ligaspillere i truppen. Selv Kolding IF har mere udluftning til bollerne i deres spillershorts end ledelsens boxershorts syet af Silkeborg Classic muldvarpeskind. Mit niveau er ikke til mere end Silkeborg. Jeg dør langsomt i et mikroklima af gnier-mentalitet.

Sikke et poetisk dysfunktionelt essay. Dog sigende om et korthus, der falder. Vildt at se det kollaps der er sket siden vi vandt over RFC i playoff’en. Ingen der shiner længere. Jeg spørger bare, hvor er Trivela Group og Benjamin hulubulu Boycott henne? Intet sker. Som at råbe ud i en tom skov.