Det er jo ikke en ukendt størrelse, at landsholdet har svært ved at begå sig på trods af klubbernes succes.
"Det kan også undres at England ikke klarede sig bedre på landsholdsplan, når de var suveræne på klubplan i slutningen af 70´erne og starten af 80´erne. De havde noget større succes end de svenske klubber og skulle have forløst deres potentiale bedre end de gjorde."
F.eks. Spanien havde indtil Xavi/Iniesta aksen slog til, også relativt lidt succes -et EM i 64 og et OL i 92-, og det er et land, der har 4 klubber, der har været i mere end 1 European Cup/CL finale, et Sevilla der har vundet UEFA Cuppen/Euro League 5 gange osv.
Men det var først da Xavi (Spaniens mest dekorerede spiller) begyndte at svinge dirigentstokken med sin OL finale i 2000 og efterfølgende fik følgeskab af bla. Iniesta, at Spanien for alvor bragede igennem med succes på landsholds plan, og det er jo ikke fordi at Spanien ikke har haft ret gode spillere før (selv med f.eks. nationaliseret stjernespillere som Di Stéfano i 50/60´erne og en Puskás til VM i 62)
Hvordan hænger det sammen? Det er et godt spørgsmål, og nok svært at svare på
Det har i hvert fald været meget debatteret både i og udenfor Spanien,
men ja, ligesom med England burde de vel også "have forløst deres potentiale bedre end de gjorde." (før Xavi æraen)? Og hvorfor skete det ikke?
Men succes på klubplan og landsholds plan følges åbenbat ikke bare ad