Snak

Det er da en fredelig form for angst og OCD han trods alt har sig.

Skulle Kaastrup læse med her, så skal der også herfra lyde en kæmpe ros for den åbenhed og de refleksioner, han lægger på bordet her.

Jeg håber virkelig, han bliver en succes i GF, og hvor han ellers måtte komme hen - med det her interview er han godt på vej også uden for banen.

Som jeg læser artiklen, så er Kaastrup er fuldt ud klar over, at det er de bagvedliggende fysiske og psykiske realiteter, som er udfordringen for ham, og ikke diagnoserne i sig selv, blandt andet når han omtaler koncentrationsbesvær, og hyperaktivitet. Her kan sprogbruget have en stor betydning, hvor diagnose måske lyder mindre negativt end lidelse eller sygdom. Skulle Kaastrup sige lidelse er det måske sværere bagefter at sige det er en fordel, sproget kan være utrolig vigtigt i den sammenhæng, når han skal præge hans egen indstilling til de udfordringer han har, det bliver en slags sproglig smuthul ud af en negativ konnotation, til en mere positiv og brugbar en af slagsen.

I det omfang at en sportsudøver, eller et menneske i al almindelighed, på det konnotative plan oplever en lettelse ved at omtale sygdomme/lidelser som ´udfordringer´ eller ´særheder/særlige vilkår´ opstår der ikke en pseudo-forestilling om at diagnoserne er vedkommendes problem, og dermed er der heller ingen anledning til at tage et decideret vildledende sprogbrug i anvendelse. Jeg er helt indforstået med den positive, dynamiske virkning, det kan have at justere sproget i en lettende retning, men der findes ikke noget godt argument for at vende det på hovedet. Tilmed øges risikoen for at diagnoser får en alt for autoritær betydning, al den stund at vi ved (det er der både solid empiri og evidens for) at specielt psykiske lidelser og sygdomme er foranderlige størrelser, som dels tilgås forskelligt af fagvidenskaben, dels diagnosticeres med en vis diversitet og dels påvirkes enormt af (udviklingspsykologisk) alder, livsbetingelser/øvrige ressourcer og socialt samspil m.m.

En diagnose er ikke en sygdom, men nærmere et handicap. Sygdomme kan som oftest kureres over tid, hvor diagnoser ikke kan forsvinde. Der kan dog arbejdes med den enkelte (gives "værktøjer") og medicineres.

OT:
Stærkt gået af den unge Kaastrup!

Der bliver forklaret nogle ting om psykiatrisk diagnostik herinde på Bold.dk.
En diagnose er sådan set hverken en sygdom eller et handicap. Det er et mærkat, der skal danne sprog for et symptombillede, og som derudover kan - ikke skal - være rettesnor for en evt. behandling eller mestringsstrategi mhp. at højne funktionsniveau og livskvalitet.
At diagnoser "ikke kan forsvinde" er en enorm debat med mange nuancer, der slet ikke kan udfoldes i et forum, men din pointe er ikke helt skæv.

Med andre ord er ADD, OCD og angst betegnelser, der hjælper Kaastrup til at forstå sin livsverden og måde at fungere på, samt at sætte ord på dette, så medmennesker kan få samme forståelse.

I øvrigt er det blevet en besynderlig, kulturel uvane at omtale diagnoser, som årsag til givne adfærdsmønstre, når det i virkeligheden først og fremmest er de diagnosticerede lidelser/sygdomme, som har betydning. Diagnostik er blot en metode til beskrivelse af lidelser/sygdomme etc., og selvom diagnoser kan skabe selvopfyldende profetier og dermed forstærke/forankre sygdomme og lidelser, så er det altså primært sidstnævnte, som spiller en rolle for mennesker som er ramt af dem.

Nu taler han selv om diagnoserne, så i det her tilfælde er det vel okay.
Jeg vil nærmere omvendt sige, at tabu omkring psykiske lidelser/diagnoser er et langt større problem.
Mem som du selv skriver er diagnoser et redskab, en overordnet beskrivelse af underliggende udfordringer, som jo er individuelt forskellige og selvom os der forstår hvad det indebærer vil omtale det anderledes, synes jeg som udgangspunkt at det er ok man bruger dem for at skabe større indsigt hos dem der ikke gør.

At diagnoser "ikke kan forsvinde" er en enorm debat med mange nuancer, der slet ikke kan udfoldes i et forum, men din pointe er ikke helt skæv.

Pointen er i nogen grad misvisende, fordi en lang række diagnoser dels viser sig at være stillet på diskutabelt grundlag og dels viser sig insufficiente på et senere tidspunkt i den diagnosticeredes liv. Men naturligvis er det ofte sådan at mennesker med psykiatriske diagnoser risikerer at forstå sig selv først og fremmest via diagnose(r)n(e) og betragte dem som identitetsbærende, ligesom omverdenen ofte gør det samme.

Det er da en fredelig form for angst og OCD han trods alt har sig.

Principielt kan han jo være angst for, at han ikke lykkes med sine ambitioner, og denne angst kan føre til tvangstanker, som kan hæmme hans livsførsel. Selvom hans angst virker fredelig for dig, kan den sagtens være gigantisk og hæmmende for den unge mand. Angst og OCD (OCD er retteligt en form for angst) kan dog behandles, men man slipper ikke nødvendigvis af med problemerne, man lærer bare at håndtere og minimere dem.

Jeg gætter på, at Kaastrup har udviklet sig en og arbejdet med sine problemer siden han fik diagnoserne og derfor er kommet tilet sted, hvor han har styr på dem, og at de derfor ikke længere virker så voldsomme.

Det er vanvittigt sejt af Kaastrup at åbne op. Så flot. Udover at være en inspiration for andre fodboldsspillere, så håber jeg også, at han bliver en inspiration for andre børn og unge i lignende situationer - gud jeg håber, at Kaastrup får en stor karriere, så han kan vise andre unge, at man godt kan nå sine drømme på trods (og måske endda på grund af) sine diagnoser!

Kæmpe respekt herfra.

Slettet

"I det omfang at en sportsudøver, eller et menneske i al almindelighed, på det konnotative plan oplever en lettelse ved at omtale sygdomme/lidelser som ´udfordringer´ eller ´særheder/særlige vilkår´ opstår der ikke en pseudo-forestilling om at diagnoserne er vedkommendes problem, og dermed er der heller ingen anledning til at tage et decideret vildledende sprogbrug i anvendelse. Jeg er helt indforstået med den positive, dynamiske virkning, det kan have at justere sproget i en lettende retning, men der findes ikke noget godt argument for at vende det på hovedet. Tilmed øges risikoen for at diagnoser får en alt for autoritær betydning, al den stund at vi ved (det er der både solid empiri og evidens for) at specielt psykiske lidelser og sygdomme er foranderlige størrelser, som dels tilgås forskelligt af fagvidenskaben, dels diagnosticeres med en vis diversitet og dels påvirkes enormt af (udviklingspsykologisk) alder, livsbetingelser/øvrige ressourcer og socialt samspil m.m."


Nu ved jeg selvfølgelig ikke om Kaastrup bruger ordet diagnose, bevidst frem for sygdom eller lidelse, og om han så gør det for at opnå den positive effekt han evt. måtte føle han kan få ved det, men er det tilfældet så jo, så er der en god grund til at bruge vildledende sprogbrug, som du kalder det, du skriver jo selv du er indforstået med den positive effekt, jamen hvorfor må manden så ikke få lov til at opnå den, hvis det hjælper ham?
Martin Braithwaites coach sagde på et tidspunkt, at de altid vinder, enten vinder de kampen (ikke nødvendigvis på banen) eller så vinder de erfaringen, det er da også vildledende sprogbrug (jeg foretrækker at kalder det et sprogligt smuthul), for selvfølgelig vinder du ikke hvis du taber, men det har en enorm betydning mentalt, at se på det på den måde, og her er sprogbrugen alt afgørende.

Er det bare, og det er måske mere sandsynligt, et sprogbrug, der følger den mere gængse måde at bruge ordet diagnose, så kommer samtalen til at handle om hvor vidt det at identificere diagnoser sprogligt med de bagvedliggende sygdomme lidelser, som de dækker over, altså når man omtaler disse sygdomme/lidelser, som når Kaastrup ifølge artiklen siger: ”Jeg er pga. mine diagnoser et følsomt og sensitivt menneske (…)”, om det er at vende sproget på hovedet eller benytte sig af vildledende sprogbrug.
Her er det jo strengt taget rigtigt hvad du siger, det er ikke diagnoserne i sig selv der gør at han er et følsomt og sensitivt menneske, men de bagvedliggende fysiske og psykiske realiter. Men de bagvedliggende fysiske og psykiske realiteter beskrives jo netop sprogligt, med ordet diagnose, så derfor kan man vel egentlig godt argumentere for, at man kan bruge ordet diagnose, som det der gør Kaastrup til et følsomt og sensitivt menneske, når man skal komme med en beskrivelse, som den Kaastrup kommer med, for selv om det ikke er diagnosen i sig selv så er det det diagnosen beskriver.
På samme måde kunne man også argumentere for at sygdom er en samlet betegnelse, som ikke er tilstrækkeligt beskrivende i sig selv, fordi det kan være mange ting, og man skal så ned i at beskrive den enkelte sygdom mere præcist: min forkølelse var en barriere for min fodboldkarriere indtil jeg lærte at arbejde med den eller noget.

Og at psykiske lidelser er foranderlige ved Kaastrup jo så godt, ellers kunne han lige så godt droppe det hele, det gør han ikke, han tager hånd om problemet, og oplever at han selv kan være med til at ændre på tingene, blandt andet med hans sproglige tilgang, ergo er hans psykiske lidelse ikke mejslet i sten, den er foranderlig.