Nu er jeg ikke lige sikker på, hvad den officielle betegnelse for “flot bold” er, men det var i hvert fald ikke det, der kendetegnede Prelec’ spillestil. Efter de første tre kampe var der stort set ikke mere at komme efter, og vi gik ind i en fase, hvor vi ikke bare havde svært ved at samle point, men hvor præstationerne blev ringere og ringere, grænsende til det pinlige mod Sønderjyske.
Og så må jeg indrømme, at jeg ikke forstår det knæfald for Prelec og den håbløse omgang fodbold, der blev lagt for dagen under ham. Han famlede krampagtigt rundt efter noget, der virkede. Det gjorde det stort set aldrig. Som et skrækeksempel kan nævnes Max Jensen, der på tre kampe gik fra indskifter til startopstillingen til slet ikke at være i truppen.
Kampen i går var fin fodbold. Bevares, den var da ikke fyldt med tekniske lækkerier, men VB’erne var for en gangs skyld taktisk indstillet på det, som ville komme. Det var en taktisk affære, hvor det var VB-træneren, der lagde den bedste taktik, fik spillerne til at udføre den til mere eller mindre punkt og prikke og derfor fortjent kunne hive den første sejr i over 25 år over FCK hjem. Indstillingen var for en gangs skyld på plads, og der var fine momenter i spillet, hvor vi blev bedre og bedre efterhånden som kampen skred frem. VB var markant tættere på en hurtigere 2-0-føring end FCK på en udligning. Hvorfor? Fordi spillerne havde et klart billede af, hvad de skulle… og gjorde det. Professionelt og mandfolkeindsats kunne være nogle af de superlativer, man satte på indsatsen. Ikke ligefrem superlativer, man brugte i Prelec’ tid.
Mht en fastansættelse af Kielstrup kan jeg bare gentage mig selv; enhver anden klub, der havde en så engageret og loyal klubmand med et så stort trænertalent og så fantastiske resultater havde naturligvis indgået i kabalen om cheftrænerjobbet. Om han skal have jobbet, kan jeg da også godt være i tvivl om, men det er i hvert fald ikke, fordi han ikke er kvalificeret. Du kan have en pointe i, at arbejdsbelastningen kan blive for stor, men på den anden side, så er der andre, der har fungeret som cheftræner, mens de er ved at tage P-licens. Som et minimum bør Hemmersam spørge Kielstrup om hans holdning. Rent fagligt har han mere end bevist sit værd.