X-Box Christian:
Det har du bestemt en pointe i, men sådan som de øverste danske ligaer er skruet sammen, så gælder det død og pine om at få point, og så kan man konstatere, at spillet bliver derefter. Vi gjorde det jo selv, da vi var i Superligaen, og reddede os på det.
Jeg synes derfor, at det klinger lidt hult, når LN her “anklager” Hobro for det, som vi har gjort de sidste par år. Og vi får jo syn for sagn, når Brøndby kigger forbi Vejle på torsdag; angriber vi dem eller stiller vi os dybt? Ifølge LN skal vi jo angribe dem, så det bliver spændende at se, om vi tør. Jeg tillader mig at tvivle.
Jeg synes, at Hobro spiller en rigtig god kamp med de midler, de har til rådighed. De to unge i forsvaret, Dorph og Dietz, spillede solidt. Måske man skulle have kigget den vej, da man kiggede efter forstærkninger på CB-pladsen? Evt som erstatning for LN og Vatnhamar, som ikke imponerede mig (jeg er med på, at sidstnævnte kun har spillet to kampe og lige skal have en chance).
Budgetmæssigt er der stor forskel på de to klubber, så hvis der skal peges fingre, så må det bestemt være af VB. Jeg havde selv taget et par timer før fri for at støtte drengene i Hobro. Det var egentlig ikke køreturen værd - ligesom det heller ikke var det imod Aarhus Fremad. Det var svært at se, at det var et fuldstids-setup mod deltids-setup. Men tænk, hvad den rigtige indstilling kan gøre - både i positiv og i negativ retning.
Jeg ser en middel præstation fra stort set alle spillere - og det er sgu bare ikke godt nok med de ambitioner, som man siger, at man har i VB. Og det er sgu heller ikke godt nok over for de forholdsvist mange mennesker, der begav sig til Hobro en regnfuld fredag aften.
Jeg savner den vildskab og ild i øjnene, der var i tiden med Kielstrup og Mølby/Bisgaard. Hvis man skal vise, at man er bedre end hold som Fremad og Hobro, så skal der en helt anden tilgang til efter min mening: langt mere kontrolleret vildskab, markant mere arbejde (løb!) og langt mere dedikation. Det er som om, at man tænker, at “flot” fodbold ikke kræver stenhårdt arbejde, men er sådan en omgang smålunteri og lækre afleveringer og tricks. Men det er jo det diametralt modsatte. Se fx de distancer, som en Pedri tilbagelægger i Barca… uden sammenligning i øvrigt, men blot for at demonstrere, at der skal langt større villighed til at arbejde markant mere… og selv en Pedri føler sig ikke for fin til at arbejde stenhårdt; måske fordi han ved, at det er løsningen?
Og det er i alt det her, at man finder årsagen til, at VB ikke kan nedbryde Hobros defensiv… ikke at de stiller sig defensivt, for det var vel forventeligt.