Det, der gjorde Allan til noget helt særligt i mine øjne, er, at han altid shinede i de største og vigtigste kampe. Dét kendetegner en rigtig stjernespiller.
Hans straffesparksmål på Wembley er selvfølgelig legendarisk. Men det var - trods alt - et straffespark. Samme kamp indledte han dog med en kattepotetæmning af en umulig bold, hvorefter han satte et par englændere af og med en knivskarp aflevering op gennem midten spillede Michael Laudrup fri alene med Shilton. Havde Laudrup udnyttet friløberen, havde det været et mere illustrativt eksempel på Allans genialitet og impact i store kampe.
Derudover bliver hans klassemål mod Liverpool i finalen i Europacuppen for Mesterhold (CL) ofte vist. Men den kamp tabte Gladbach 3-1.
I mange år (og muligvis fortsat?) var Allan Simonsen dog den eneste spiller i verden, der havde scoret i samtlige europæiske finaler, og flere af finalerne blev vundet med Allan som kampafgørende spiller.
Jeg tror, at Danmark med Allan på holdet havde vundet EM allerede i ´84. Hans genialitet og evne til at shine på de største arenaer var lige det sidste, vi manglede. Desværre satte det brækkede ben i åbningskampen en stopper for Allans tid som verdensklassespiller, om end han stadig var en klasse over de andre i den danske liga.
You can talk about spirit, or you can live it - Jürgen Klopp