Redigeretsøn 12. mar 2023
Jeg er stor tilhænger af det nuværende format. Jeg forstår ikke spilleres snak om stress i forhold til at nå top 6. De fleste fodboldspillere nyder at spille kampe med noget på spil.
Hvis man som klub efter 22 runder, hvor alle har mødt alle to gange, ikke har klaret at spille sig ind i øverste halvdel, så har man i min optik og forståelse bare ikke haft den fornødne kvalitet. I indeværende sæson kan man være grov og sige, at de seks klubber, der i øjeblikket kæmper for at nå med i top 6, ikke for alvor kan påstå at være en del af medaljekampen. På samme måde vil ingen af disse kunne påstå, at være helt fejlplaceret i et nedrykningsspil.
Argumentet om, at flere talenter vil kunne få spilletid i en liga med 14, 16 eller 18 klubber holder efter min mening ikke. Uden jeg har de eksakte tal, vil jeg hævde, at top 3 klubberne har nogle af ligaens yngste trupper. Ikke mindst, hvis man kigger på hvor mange af klubbernes egne unge spillere, der optræder på holdene, vil man opdage, at det er en ganske pæn andel.