Snak

Er der nogen som følger med i tyrkisk bold?

Hvordan kan de hente den ene store spiller efter den anden? Hvordan har de råd til transfer og løn? Det er da helt vildt hvor store navne der vælger den liga

Jeg har også længe undret mig over tykisk fodbolds økonomiske muskler, især når man tænker på at danske hold har spillet jævnbyrdigt op mod dem hver gang vi har mødtes i Europa.

Jeg spurgte AI, som gav mig det her svar:

Forklaringen ligger i en cocktail af skattefordele, statsstøttede bankaftaler, rige klubpræsidenter og et økonomisk system med enorm risiko.

1. Et skattely for fodboldspillere
Fodboldspillere forhandler næsten altid deres løn som et netto-beløb (hvad de får udbetalt i rentes- og skattefrie kontanter).

I Vesteuropa (f.eks. England, Frankrig, Spanien): Skattesatsen for højtuddannede og topatleter ligger ofte på 45–50 % eller mere. Hvis en klub skal udbetale €6 mio. netto, koster det klubben over €11–12 mio. i bruttoudgift.

I Tyrkiet: Fodboldspillere beskattes med en flad sats på kun ca. 15–20 %. En nettoløn på €6 mio. koster derfor kun den tyrkiske klub omkring €7,5 mio. samlet. Det gør det markant billigere for tyrkiske klubber at matche den løn, som spillerne ville få udbetalt i europæiske storklubber.

2. Statsstøtte og omlægning af kæmpe gæld
De fire største tyrkiske klubber (Galatasaray, Fenerbahçe, Beşiktaş, Trabzonspor) har samlet set oparbejdet en gæld på over 1 milliard euro. I et helt frit marked ville de være tæt på konkurs. Statsejede banker træder til: Den tyrkiske stat og det nationale bankforbund (Banks Association of Turkey) har af flere omgang omstruktureret og udskudt klubbernes gæld på lempelige vilkår.

Valutakursens effekt: Meget af klubbernes gæld blev omlagt til tyrkiske lira (TRY). Når liraen falder voldsomt i værdi pga. høj inflation i Tyrkiet, bliver den reelle værdi af den gamle lira-gæld mindre, hvilket giver klubberne et midlertidigt pusterum til at bruge Euro på spillere.

3. Rige mæcenater og præsidenter
Præsidentposterne i tyrkiske storklubber besiddes ofte af landets mægtigste forretningsfolk og milliardærer. Et klassisk eksempel er Fenerbahçes præsident, Ali Koç, som tilhører en af Tyrkiets rigeste familier. Når klubberne mangler likviditet, kan præsidenterne trække på personlige formuer, stille personlige bankgarantier eller hente enorme sponsorater ind fra deres egne virksomhedsimporier.

4. Salg af ejendomme og statsstøttede land-deals
Mange af de store klubber har historisk set ejet værdifulde grundarealer og anlæg i og omkring Istanbul. Gennem store statsgodkendte bygge- og ejendomsprojekter (f.eks. Galatasarays salg og reudvikling af grundarealer som Florya) har klubberne kunnet skaffe massive engangsbeløb i kontanter til at købe spillere og dække underskud.

5. En enorm og passioneret fanbase
Selvom TV-rettighederne er faldet i værdi, har storklubberne i Istanbul tiotals millioner af tilhængere. Det skaber store indtægter på: Billetsalg og VIP-boxe på store moderniserede stadions.Merchandise og trøjesalg (hvor en ny stjernesignering ofte kan finansiere sin egen overgangssum via trøjesalg over natten). Tunge lokale sponsorater (f.eks. flyselskaber, byggefirmaer og telekommunikation).

Opsummering:
Tyrkisk fodbold lever i stor stil over sine evner. Klubberne prioriterer øjeblikkelig succes og tilhængernes begejstring over langsigtet balance. Det fører regelmæssigt til, at de havner i problemer med UEFA´s Financial Fair Play (FFP) eller oplever FIFA-sager pga. forsinkede lønudbetalinger.

De tyrkiske klubber har lidt det samme forhold til gæld, som Erdogans Tyrkiet har haft til økonomisk stabilitet: Man kan godt blive ved med at refinansiere og skubbe problemerne foran sig, men regningen forsvinder jo ikke.

Erdogan har i mange år været stærkt imod høje renter og det traditionelle rentebaserede økonomiske system, og Tyrkiet har betalt en høj pris for den økonomiske kurs med voldsom inflation og en svækket lira. Nu er det selvfølgelig ikke helt det samme som klubøkonomi, men de tyrkiske storklubber har også en ret vild appetit på gæld og en tendens til at bruge penge, før de reelt har dem.

Det holder næppe i længden. Men, ja, rigtigt nok er kombinationen af lave skatter for spillere, enorme fanbaser, rige præsidenter og en økonomi, hvor gælden ofte kan refinansieres eller omstruktureres, gør det muligt for dem at blive ved med at hente store navne. Det ser bare markant sundere ud udefra, end økonomien egentlig er.

En ting er måske pengene, men de kunne vel i realiteten have fået mere i Saudi-Arabien?

Hvorfor vælger så store spillere den liga? Sportsligt er det da ikke de store ambitioner, og uden at vide det tænker jeg en Osimhen, Vlahovic osv kunne tjene mere enden i Saudi-Arabien, eller få større Sportslig udfordring i en af top 5 ligaerne

Korruption. Skattely. Matchfixing. Også en Erdogan der betaler kæmpe summer for et image, som det ala Qatar og saudi Arabien. Forskellen er bare at araberne har pengene, det har den tyrkiske skat ikke. Ligesom dengang de betale klassen for et Turkish airline show som sponsor for blandt andet Barca, i et kæmpe under bord aftale ved også at købe Arda Turan til Barcelona som Turkish airline betale for. Kæmpe korruption. Men ellers ærgeligt Corum FK tabte. De var ellers gode i 1. division. Et andet oprykker hold Amed SK slog Trabzonspor i Diyarbekir. Vild kamp. Kæft de spiller fandeme aggressivt og flot angrebsbold. Det bliver spændende at se mere til dem. Især fordi det er jo efter sigende er et kurdisk hold der har haft det svært med en masse hetz og racisme har jeg læst. Men den tyrkiske liga er stærk i år. Virkelig stærk. Galatasaray er forrygende, Fenerbacje slog Lyon i Frankrig og for første gang i 18 år har Tyrkiet to hold i Champions league igen. Et Besiktas i Euro league og Trapzonspor i Conferance league. 4 virkelig stærke hold i år med en masse store nykøbte navne.