Barcelona er den eneste store klub, der stadig har moral.
Alle andre storklubber har bidraget til at forværre fodbolden – både på og uden for banen. De, der hader Barcelona, gør det mest af alt, fordi de har ondt i røven over dem.
Den eneste grund til, at Barcelona overhovedet spiller med betalte sponsorer på trøjen i dag, er fordi de er blevet tvunget til det. De andre klubber – PSG, Liverpool, Bayern, Real Madrid, Milan, Chelsea – har gjort det umuligt at konkurrere uden at tjene milliarder på sponsorer, oliepenge og korruption. De kan simpelthen ikke stille et kvalificeret hold uden. Det ses tydeligt på transfermarkedet, hvor priserne er skruet kunstigt op af de her pengemaskiner.
Og på banen? I dag er der ingen skam tilbage i fodbolden. Selv storklubber står med ti mand på egen banehalvdel. Den udvikling startede i 2010, da Mourinho lod Inter parkere bussen mod Barcelona i Champions League-semifinalen. Eksperter, kommentatorer og fans hyldede ham for det – som om det var genialt at ødelægge spillets sjæl. De samme mennesker klager nu over, at fodbold ikke længere har magien fra dengang. Men hvordan skal den have det, når de bedste driblere i verden konstant løber ind i ti mand, der står kompakt foran eget felt?
Jer, der kalder Barcelona umoralske, har et perspektiv på størrelse med et musehul. Det er jer – og jeres klubber – der har gjort fodbolden til det kyniske, pengepumpede produkt, den er i dag.
Barcelona har gennem generationer vist, at man kan vinde med integritet. De har produceret egne talenter, de har stået for offensiv, smuk fodbold, de spillede i over 100 år uden betalte trøjesponsorer og de har gjort alt dette i et land, hvor klubben konstant er blevet modarbejdet af et fascistisk system, der har forsøgt at ødelægge både deres brand og deres resultater.
Så når jeres klubber lærer at skabe deres egne spillere, vinde med æstetik og stå for noget større end penge og PR, så kan I begynde at snakke om moral og sympati.
Indtil da er Barcelona det eneste lys af integritet i en fodboldverden, der har solgt sin sjæl.