Snak

Tak for hjælpen, Jussi.

Pantera
Domination

Den får fuld skrue, og jeg får lyst til at løbe hovedet forrest ind i en betonvæg. Metal bør næsten for rimelighedens skyld bedømmes af metalfolk. Det emmer jo af vild energi, og det kan jeg sagtens anerkende, ligesom jeg kan lytte med. Af den grund:

6/10

Them again
It´s All Over Now Baby Blue (et cover af Dylan - man vil måske bemærke Van Morrisson på vokalen).

https://www.youtube.com/watch?v=Zijgikmm4zw&list=RDZijgikmm4zw&start_radio=1

Them´s version flytter nummeret fra en ret ren folk-tradition over mod den rytmiske rock´n roll - og i dén forbindelse er det vel værd at notere sig at en myte om genskrivning af teksten opstod, på basis af bitte små justeringer, som bidrog til covernummerets genrebevægelse.

På smagssiden er jeg ret indifferent; begge udgaver er overall ret fede.

Hér er en anden musikalsk potent bøf på grillen, fra en ret smuk kvinde med en ret original vokal - akkompagneret af bl.a. et vanligt virtuost bas- og slagtøjsarbejde: https://www.youtube.com/watch?v=T2u2eqerRks&list=RDT2u2eqerRks&start_radio=1

Sådan, Wanks. Tak for ikke at lade mig hænge. Nu er det i gang, så kan man håbe på yderligere livgivende føstehjælp. Egentlig skulle man have givet en karakter - men skid på det.

Sade
The Sweetest Taboo
1985

Fed soul. Jeg kendte ikke nummeret, og ved bekendtskabet er det ikke sidste gang, jeg lytter til det. Meget elegant og en smule overskudsagtigt underspillet. Sensuelt, tillader jeg mig at skrive. Man behøver ikke at troppe op i g-streng og fem fistere med pisk og latex suppleret af en rapper for at opnå det samme. Hvilket fint eksempel. Det ville også stråle på en jazz-klub.

9/10

Jeg bliver lidt sentimental - forrige nummer var fra min fra barndom, og nu ankommer vi til min ungdom. Det var sammen med andet en introduktion til en helt ny og frisk musikstil:

https://www.youtube.com/watch?v=OR7R9Kuw2fY&list=RDOR7R9Kuw2fY&start_radio=1

Green Day - Welcome to Paradise:

Jeg er nok biased, men disse nyere Green Day sange resonerer ikke på samme måde for mig som de gamle gør. Jeg synes stilen er generisk, og uden samme bundklang som deres gamle numre. Derfor kan det kun blive til 4/10.

Jeg synes derfor kun det kan være på sin plads at det næste nummer er et af de ældre Green Day numre som jeg lyttede en del til da jeg var knejt:

https://youtu.be/i8dh9gDzmz8?si=AYioP8xexmlxZbcW

Atlas, fint med en malerisk respons - og sorry; jeg vil give en stor 8´er.

TUW, knejtmusik er måske en meget passende betegnelse; jeg vil give en frisk 7´er for en solid rytmik, pæn punkpop og klar party pitch.

Nogenlunde samtidig med When I come around udgav Counting Crows Mr Jones - og hér er en live-version fra albummet Across a Wire (1997), der angående energi og arrangement afviger fra den noget trivielle 1993-studieversion:
https://www.youtube.com/watch?v=FXQfAvWFz0Q&list=RDFXQfAvWFz0Q&start_radio=1

Counting Crows Mr Jones

Smukt nummer det havde jeg ikke hørt før. Dejligt metodisk, jeg synes at det minder mig om et upbeat Neil Young nummer, og det er bestemt positivt. Jeg vil give den 8/10.

Det gav mig løst til at høre noget mere melodisk musik. Derfor dette nummer:
https://youtu.be/lDpnjE1LUvE?si=DPNcvuiQJZwiQQwJ

Where The Wild Roses Grow

En flot ballede og et skønt gensyn, tak for den. Jeg er stor Nick Cave fan. Handlingen er virkelig både smuk og tragisk på samme tid.

Dette nummer er jeg dog helt pjattet med:

https://m.youtube.com/watch?v=TqhOVY58zIo&list=RDTqhOVY58zIo&start_radio=1&pp=ygUQdGhlIHdlZXBpbmcgc29uZ6AHAQ%3D%3D

Tak for tudesangens ironiske kompleksitet; jeg vil give en 9´er for det samlede kunstneriske udtryk, tilsvarende den smukke mordballade fra det episke 1996-album.

Ligesom Cave i perioder dyrkede den gotiske og alternative rock, var 16 Horsepower i bandets 13 årige eksistens ret leveringsdygtige i et ofte sælsomt beskidt mix af goth, alternativ og hård rock, gospel, punk, country, folk og såkaldt appalachisme, som kastede talrige ret varierende albums og koncerter af sig.

De efterhånden ældre herrer har annonceret at man i år, efter 20 års adskillelse, genforenes for at fyre den af på landevejene (rammer Amager Bio i maj), og mange fans ser frem til en nostalgisk tur i tumbleren. Balladen Poor Mouth er blandt klassikerne, og hér er studieversionen fra 2002: https://www.youtube.com/watch?v=-8kCJ6caW9o&list=RD-8kCJ6caW9o&start_radio=1

Endnu en ny oplevelse for mig. Kæmpe tommel op for det. Og så er det faktisk musik. Man mestrer instrumenter, vokal og skaber et ret unikt landskab af gotisk country. Vi er i den mørke afdeling, hvor sjæles forfald møder eksistensiel tvivl i en kristen kontekst og smertens univers. Det er musik til eftertanke eller fortabelse. Pisket eller elsket, tilgivet eller fortabt.

16 Horsepower
Poor Mouth

De kan ride på himlens heste drevet over grønlands is spændt for af hjemlige Tessa, Gilli, Rahim, Kesi og Lamin i et spor af varmt blod til sammenligning. Alligevel må jeg begrænse mig til 5/10. Det er trods alt tungsindigt.

Jeg glæder mig lidt til kontemporær musik præsenteret. Det ser jeg en del ned på, men man kan jo overraskes.

I et nyt univers en gammel kending:

https://www.youtube.com/watch?v=B_RQv7OMJFI&list=RDB_RQv7OMJFI&start_radio=1

Jeg giver en lille 7´er til Norwegian wood, bl.a. fordi citaren fylder smukt og teksten har Beatles-historisk interesse. Det sidste ved jeg kun, fordi jeg for et par uger siden søgte på Murakami´s roman af samme navn og bumpede ind i dette foredrag: https://www.youtube.com/watch?v=9277jpfHDRk&t=254s

Det skal nævnes at jeg aldrig har sat særligt stor pris på The Beatles, måske er jeg for ung. Eller tung. Men for at være imødekommende ovenpå downeren fra 16 Horsepower er der hér en trekvart upper fra DMB - som dog er mere end 20 år gammel. Don´t drink the water, en festlig og støjende åbner fra livekoncerten i Central Park: https://www.youtube.com/watch?v=7yr983MfFvk&list=RD7yr983MfFvk&start_radio=1