89590: Hvad er din kæreste ejendel?
Jeg kan godt lide min lille lejlighed, selvom den lugter og ligger på Frederiksberg.
89591: Hvor har du fået dit bedste måltid mad (og hvad var det)?
Da jeg forrige år var cykelrejse, og min kone og jeg havde været undervejs i 3-4 måneder, tog vi os sammen og købte en stegepande, der i størrelse passede udmærket til Trangiabørgen. Den første omelet, som indeholdt anselige mængder gedeost og dild, vi tilberedte på denne pande, var intet mindre end himmelsk. Den blev indtaget på en sydfransk campingplads og akkompagneredes af en kold øl af tvivlsom kvalitet; man var vel i France.
89592: Hvad vil du gerne huskes for?
Jeg vil gerne huskes som en, der har har integritet. Forhåbentlig dør jeg ikke foreløbig, for der er lidt at arbejde på.
89593: Hvornår har du sidst været rigtig bange?
Jeg er bange hver dag. Eksistensens uendelige mangel på mening fylder mig ofte med en sugende fornemmelse af at falde i et sort tomrum. Indtil videre er den fornemmelse ikke specielt behagelig for mig; den er snarere forbundet med angst.
89594: Hvis du kunne gøre noget om, hvad skulle det så være?
Jeg har såret en hel del mennesker. Nogle var jeg nødt til at såre for at kunne se mig selv i øjnene. Andre, også mennesker tæt på mig, havde jeg ikke behøvet at gøre ondt. Dét plager mig.
89595: Hvilket sted, ville du anbefale andre at rejse hen?
Dresden er en dejlig by.
89596: Hvad har du lært af din far?
For lidt. Han døde ret tidligt i mit liv.
89597: Hvilken egenskab værdsætter du mest hos andre mennesker?
Evnen til ikke altid at tage sig selv alvorligt kombineret med integritet skatter jeg højt.
89598: Hvordan starter den perfekte dag for dig?
Når jeg har en perfekt dag, kommer det altid bag på mig; den finder bare sted, og bagefter kan jeg måske se tilbage på den og indse, at den har været fantastisk. Men at dekonstruere den i den grad, at jeg kan sige, hvordan den begyndte, ligger udenfor min rækkevidde.
89599: Er du bange for at dø?
Ja, det er jeg. Jeg tænker på døden hver eneste dag.
Det store Intet er for mig en ufattelig størrelse, som vækker en urrædsel i mit inderste. På fattede dage kan jeg se, at det ikke at eksistere er noget, jeg, om jeg så må sige, har prøvet før, og at tanken om den uendelighed, der ligger før min eksistens´ begyndelse jo ikke gør mig bange, hvorfor uendeligheden efter mit liv heller ikke burde gøre det. Andre dage tænker jeg, at netop dødeligheden er det eneste, der trods alt giver livet en smule betydning. Men den slags dage er sjældne.
Jeg nærer i øvrigt en dyb og inderlig skepsis overfor folk, der skråsikkert konstaterer, at de ikke frygter døden.
Niddets arkivar