Snak

Når jeg svarer nej til at frygte døden, så tænker jeg på den tilstand, som kommer efter livet.

Jeg tror på at jeg sover, som når jeg jeg bliver lagt i narkose. Jeg er helt væk, drømmer ingenting tænker ingenting, skærer ikke tænder eller har en hystade med en gloende trefork stående bag mig. Der er bare helt slukket.

De begivenheder som kan føre til døden, eksempelvis i form af et langt og smertefuldt kræft-forløb, kan naturligvis være skræmmende og skabe frygt.

Og dermed er det teknisk set livet jeg frygter og de smerter som er forbundet dermed.

Og så kan døden jo være en frelse og befrielse.

Nu er det at dø teknisk set ikke døden.

fribytter, dén skal jeg lige ha´ én gang til...

Når jeg dør, så er jeg ikke allerede død. Og jeg kan helt ærlig ikke følge den tekniske skelnen mellem livets smerter og dødens fred. Hvis en stor grum mand trækker en stor grum kniv og truer mig på livet, så er jeg bange for ham og kniven, men skelner ikke mellem smerten fra bladet og dødens fred.

Hvad er der sket?

Han blev levende begravet.

En grusom måde at dø på.

Teknisk set så var det en grusom måde at leve på.

Nu er det at dø teknisk set ikke døden.

Det var netop det jeg svarede på, som jeg også skrev tidligere.

@Fribytter

Det er jo hele humlen i Kaffes oplæg. Jeg siger at jeg naturligvis gruer mig for det som fører frem til, men ikke det som måske, måske ikke, følger efter.

Spørgsmålet om man er bange for at dø, handler så om, hvad man forstår ved det: Om man er bange for døden som begivenhed, eller for ikke at være i live længere. Det er jo to vidt forskellige ting. Begge dele kan dog være ret skræmmende. Hvad angår det sidste (frygten for ikke at leve længere) er alle, store som små, overvejelser om, hvad der er bedst for en - om det er at tage sikkerhedssele på, når man kører bil, ikke indtager light-produkter, holder sig selv i god, fysisk form eller noget helt fjerde - et udtryk for, at man har livet kært, og derfor også har noget at miste, ved ikke at være i live længere. Af samme årsag finder jeg det utroværdigt, om nogen ikke i et eller andet omfang finder det skræmmende, at dø. Med mindre da man er religiøs, og helt alvorligt tror på, at det er bedre "på den anden side".

@Matias

Jeg forstår ikke du finder det utroværdig at man ikke finder det skræmmende. For det første er selvopholdelsesdrift i et eller andet omfang en instinktiv størrelse. For mit vedkommende tror jeg, så simpelt formuleret som muligt, at lyset bare slukkes og at jeg derefter ophører med at opfatte noget som helst. Alternativt kaldet den store intethed. Det er ikke en tilstand jeg ser frem til, så naturligvis er det noget man ønsker at udskyde, så længe den nuværende eksistens ikke gøres utålelig af den ene eller anden årsag. Når man eksempelvis spiser sundt er det derfor i ligeså høj grad et spørgsmål om modvilje, samt at forlænge og forbedre den tid man har, og ikke nødvendigvis et udtryk for frygt. Ydermere er man i min optik selv et ganske egoistisk væsen, hvis man antager at personer kun tager selen på for deres egen skyld. Der er lidt flere mennesker involveret i min tilværelse, som jeg naturligvis også tænker på når jeg foretager mig det ene eller andet, især når der er en risiko forbundet hermed.

Der er to egenskaber, jeg misunder andre mennesker for at besidde; evnen til at lukke øjnene og falde i søvn øjeblikkeligt og evnen til at acceptere døden på en måde, så den ikke fylder i det daglige. En god dag kan måles på noget så konkret, om jeg har været bevidst om min egen dødelighed.

For mit eget vedkommende begik jeg den fatale fejl i en relativ ung alder at kaste mig over eksistentiel litteratur. Jeg er overbevist om, at man som ung er mere modtagelig og sårbar over for viden om, at alting har ende. Helt konkret stresser det mig ualmindelig meget at vide, at de år, jeg lever nu, i følge videnskaben, er de år, hvor jeg er fysisk på toppen, og hvor min hjerne lagrer, optager og udfordrer ny viden allerbedst. Jeg ved godt, at livet ikke er slut, når man fylder 30, men jeg ved også godt, at mange voksne mennesker ærgrer sig over, at de ikke nød deres ungdom i højere grad. Derfor har jeg også ondt af de unge mennesker, der har forbandet travlt med at blive voksne. Og jeg har næsten ligeså ondt af de unge mennesker, hvor et grimt udseende eller et asocialt væsen forhindrer dem i tage del i den fest, som det at være ung jo heldigvis tit er.

Jeg frygter ikke døden, men jeg frygter at leve i en tid, hvor meningsløsheden vil titte frem. Jeg tænker tit på, hvilke vidtrækkende konsekvenser det ville have, hvis man opdagede liv i rummet, eller hvis en tilfældig planet truede med at kollidere med jordens bane. Ingen af de to scenarier er jo desværre usandsynlige - det eneste usandsynlige er, at det skulle ske i min levetid.

Jeg tror selvfølgelig godt på, at spørgsmålet ikke fylder meget, og at det ikke umiddelbart er skræmmende. Men det er snarere fordi døden for de fleste af os, uanset om man har mistet personer der stod en nært, er noget fjernt, end det er et udtryk for en rationalisering som gør, at den fornuftsbaserede holdning gående på, at den alligevel venter os alle, har fået tag i os.

I forhold til argumenterne om selvopholdelsesdrift og det instinktive, synes jeg egentlig de taler min sag ret godt. Livet må alligevel have ret meget værdi, siden så mange af de ting vi konstant foretager os, har det formål at holde os i den tilstand, så længe som muligt. Vores tanker er også en del af den værdi, og jo mere frie tøjler, de har fået, des mere tror jeg også, at det ukendte skræmmer. Jeg tror ikke på, at mennesker enten er religiøse, med en tro på, at alt foregår i en gudsskabt virkelighed, som udspiller sig efter "hans" ønske, eller fungerer som programmerede robotter, som usagt accepterer alt, herunder netop det ukendte. Egoismen er i øvrigt ikke et modargument til den holdning. Den kan jo af gode grunde netop være en udløber af glæden ved livet. Ej heller er hensynet, i den sammenhæng, til andre. Det er også et udtryk for den egoisme, der kommer af glæden ved livet. For den kommer af tankerne om, hvad andre måtte mene, om livet uden en. Jeg er fint klar over, at man kan påberåbe sig omsorg for andre (og det kan det da også sagtens være (også)), men helt basalt er det at projicere egne overvejelser (igen, om livet uden en selv) over på sine omgivelser.

Det sagt vil jeg af gode grunde ikke påstå, at du nødvendigvis har nøjagtigt de samme tanker om spørgsmålet, som jeg har - men jeg tror at alle ikke-religiøse, hvis de har lidt omløb i hovedet, i et eller andet omfang er skræmt af det ukendte, døden er. I hvert fald hvis man forholder sig til spørgsmålet, i et omfang der strækker sig ud over de umiddelbare 10-sekunders-tanker, der som regel kræves som svar.