Snak

@ Bosse

(Det næste skal læses, mens man forestiller sig Johannes Møllehave eksalteret hamre sin håndflade mod panden for derefter pludseligt at løfte pegefingeren op imod himlen og se afklaret ud mod det fremmødte publikum på Smørum bibliotek.)

Men det at dø hører det til livet eller døden? Den skarpe skelnen mellem liv og død abonnererer jeg ikke på - det har ikke noget med spøgelser at gøre - men mere den måde, man tænker døden på. Død er grænsen, og det er den grænse, man frygter. Dermed ikke skrevet at man konstant er bevidst om den grænse, og jeg tror sagtens, at man kan overveje en masse ting om døden i sit trygge varme hjem uden, at den grænse bliver nærværende som andet end en abstrakt tanke. Jeg tror dog også, at det modsatte kan være tilfældet. Dét afhænger af temperament og sindelag. Lettere halvfilosofisk så er det vel dødens rolle i livet, og hvordan døden forekommer umulig helt at afsondre fra livet, som er grundlaget for, at jeg er bange for at dø.

89590: Hvad er din kæreste ejendel?
Min bil eller cykel.

89591: Hvor har du fået dit bedste måltid mad (og hvad var det)?
Hos min mor.

89592: Hvad vil du gerne huskes for?
For at kunne hvile i mig selv.

89593: Hvornår har du sidst været rigtig bange?
Blev truet med en kniv engang, men var fuld, så registrerede ikke frygten.

89594: Hvis du kunne gøre noget om, hvad skulle det så være?
Rådet mine forældre til at købe nogle Nokiaaktier tilbage i 1980´erne.

89595: Hvilket sted, ville du anbefale andre at rejse hen?
Ulvik i Hardangerfjord.

89596: Hvad har du lært af din far?
At nyde sit eget selskab, og hvile i sig selv.

89597: Hvilken egenskab værdsætter du mest hos andre mennesker?
Omsorgsfuldhed.

89598: Hvordan starter den perfekte dag for dig?
Med overskud i benene.

89599: Er du bange for at dø?
Ja, tanken om uendeligheden er grum.

89590: Hvad er din kæreste ejendel ?
Min bankkonto.

89591: Hvor har du fået dit bedste måltid mad (og hvad var det)?
En fantastisk haggis på en kro langt oppe i det skotske højland.

89592: Hvad vil du gerne huskes for?
At jeg var til stede for mine venner når det gjaldt.

89593: Hvornår har du sidst været rigtig bange?
Da der et par minutter på valgaftenen var blåt flertal var jeg godt nok nervøs. Mere personligt da jeg for 10 år siden gik ned med stress.

89594: Hvis du kunne gøre noget om, hvad skulle det så være?
Et job jeg sagde nej til og at jeg ikke fik købt Novoaktier da jeg kunne få dem medens kursen var (for) lav.

89595: Hvilket sted, ville du anbefale andre at rejse hen?
Intet særligt sted men generelt at bevæge sig ud i det land man besøger istedet for at være i metropolerne.

89596: Hvad har du lært af din far?
At leve livet forlæns og ikke baglæns.


89597: Hvilken egenskab værdsætter du mest hos andre mennesker?
Selvironi. Og at de ikke holder med United...

89598: Hvordan starter den perfekte dag for dig?
Som denne. Sammen med konen og på vej til brunch med gode venner.

89599: Er du bange for at dø?
Dont fear the ineviatable.

Alsen, man HAR da konstateret intelligent ikke-menneskeligt liv i rummet?

Når jeg siger, at jeg er skeptisk overfor mennesker, der frejdigt og skråsikkert erklærer, at de ikke er bange for at dø, er det ikke, som man tilsyneladende kunne forledes til at tro, et led i den plan vi fascist-kommunister har, som går ud på at få alle mennesker til at tænke ens.
(Jeg føler mig ca. lige dele smigret og frastødt over ofte at blive gjort til repræsentant for denne fiktive bevægelse - nej, vent; den hedder nok snarere 20/80.)
Det bunder i en reel dyb undren over, hvordan man uden videre kan afvise at beskæftige sig med noget, jeg opfatter som noget af det allermest definerende for mit eget liv, nemlig at livet, hvis alt går vel, kommer til at slutte inden for de næste 50-60 år. Livets endelighed placerer efer min mening et ret så stort ansvar i mit eget skød; et ansvar for at få de år, jeg har til rådighed, til at betyde noget. Mine livsvalg, som jeg træffer uden en fast struktur af på forhånd sikkert definerede religiøse eller politiske værdier, er ofte definitive og kan ikke gøres om. Tvivlen om hvorvidt disse valg er "rigtige"(bedre ord kan jeg desværre finde på) og bevidstheden om, at jeg ikke har evigheder til at rette på konskvenserne af evt. "forkerte" valg; at det er NU, det tæller, fylder mig med en konstant skyldsbevidsthed(eller ansvarsbevidsthed, hvis man insisterer på optimisme), der fylder meget i mit liv.
På den måde er mit liv i høj grad defineret af døden; uden bevidstheden om den uundgåelige død ville jeg ikke have disse overvejelser om livets "vigtighed" hver eneste dag. Uden døden ville mit liv være befriet for angst. Men samtidig ville det være tømt for mening.

Desuden tror jeg simpelt hen bare ikke på, at næsten alle mennesker ikke et sted i deres indre føler angsten for døden - et lille svimlende glimt af egenv absurde endelighed i ny og næ. Men jeg tror på, at man kan gøre mange - bevidste som ubevidste - krumspring for at undslippe denne angst.
Angst er jo utålelig, fordi den ikke har noget objekt; døden er (for ikke-troende) ophøret af eksistens, hvilket for mange i hvert fald, i mangel på bedre begreber, perciperes som Intetheden.
Jeg oplever selv, når jeg har særligt pessimistiske perioder, hvordan denne angst for ingenting kan æde mig op og give mig denne berømte følelse af at falde i et sort tomrum. Ville det ikke være bedre for psyken, hvis jeg kunne afgrænse denne angst og gøre den til noget konkret? Hvis jeg kunne blive bange for Noget?
Selvfølgelig er jeg klar over, at der faktisk findes mennesker, der forholder sig roligt og afklaret til døden, og som med overbevisning kan sige, at de ikke frygter den. Min egen bedstemor, som døde i en alder af nogenoghalvfems, virkede forberedt og fattet. Men jeg tror, at det er en fattethed, der for langt størstedelen af alle mennesker kommer i takt med, at det uundgåelige rykker nærmere.
Derfor betragter jeg det med skepsis, når flertallet at brugere, der har besvaret disse 10 spørgsmål, erklærer, at de ikke er bange for døden.

duck, hvis du tænker på wow-signalet i 1977, der varede i 72 sekunder, så er det aldrig blevet endelig bekræftet 100 %...

http://ing.dk/artikel/36…eger-stadig

Når jeg læser dit indlæg Kaffe, så kommer jeg til at tænke på John Lennons ord: "Life is what happens to you while you´re busy making other plans.". I dit tilfælde lyder det så til at være angst og bekymring snarere end planer.

Egentlig tror jeg mange deler dine følelser omkring det, men omvendt er det slet ikke så utænkeligt at tolke det anderledes. Fatalismen (eller jihadisterne for den sags skyld) vælger jo blot ikke at anskue døden som udgangspunktet; men som en konsekvens af noget, der er større.

Jeg har sågar mødt folk, der var så fatalistiske, så de anså døden som en belejlig måde at "slippe afsted med alt". At uanset, hvor pinligt og skidt deres liv var, så kunne de trøste sig selv med, at de døde og alt ville blive glemt.

Hvis man kan bilde sig selv ind, at det hænger sådan sammen, så vil det jo uundgåeligt påvirke ens liv. Om det så er en flugt eller ej, er så det helt store spørgsmål.

Men jeg tror, at det er en fattethed, der for langt størstedelen af alle mennesker kommer i takt med, at det uundgåelige rykker nærmere.

Det argument virker vel i lige så høj grad omvendt. Man frygter sjældent eksamen på første skoledag, men alt efter hvor godt forberedt man er, begynder uroen at nage jo nærmere man kommer.
Ydermere er du naturligvis i højere grad tvunget til at tage stilling til døden, når tiden nærmer sig.

@Fribytter

Jeg tror dog også, at det modsatte kan være tilfældet. Dét afhænger af temperament og sindelag. Lettere halvfilosofisk så er det vel dødens rolle i livet, og hvordan døden forekommer umulig helt at afsondre fra livet, som er grundlaget for, at jeg er bange for at dø.

Og netop din afsluttende pointe, er det som er med til at give mig ro omkring emnet. Man kan gøre en masse for at udskyde det, men det er i sidste ende uundgåeligt. Kombineret med min begrebsopfattelse bliver det derfor ganske frugtesløs at dvæle for meget ved det. Døden er mig ikke ligegyldig, men frygt er ikke følelsen jeg ville bruge til at beskrive mit forhold til den.

"... er det ikke, som man tilsyneladende kunne forledes til at tro, et led i den plan vi fascist-kommunister har, som går ud på at få alle mennesker til at tænke ens"

- Hvis du hentyder til snakken om de programmerede robotter, er den netop ikke henvendt til dig. Bare for at være på den sikre side, her i din opfarende periode.