Nogle iagttager 9/11 som en forcering af polariseringen mellem the establishment og store dele af befolkningen - og Trump har da også søgt at høste på at begivenheden officielt er ringe og kritisabelt kortlagt.
Nogle mener at Clinton´s indtog i Demokraterne drejede partiet i en neoliberal retning (den første tredje vej), og at Jesse Jackson var den sidste lederrepræsentant for et reelt progressivt Demokraterne.
Andre igen mener at det meste var givet på forhånd af the founding fathers udtænkning af et demokratur, som kun i begrænset grad er reformeret siden dets fødsel.
Men naturligvis er udviklingen betinget af utallige faktorer ... og naturligvis kan vi se det afspejlet i nærmest tilsvarende indskrænkede ideologiske akser i europæisk politik, hvor de konkurrerende magtjægere tænker indenfor samme systemorden (med neo- til forskel). Rød og blå stue på toppen af deres myretue.
Mht. RFK´s mulige chancer, så er jeg enig i at de er strengt marginale - men minder dog om at en tilsvarende pessimisme blev udtrykt af mange om Trump´s muligheder forud for 2016. Husk også hvilken overraskelse Reagan serverede i sin tid.
"Jo, men det er da et eller andet sted en falliterklæring hvis begge lejre hades."
Begge disse lejre hader jo hinanden indbyrdes pga. magtrivaliseringen - så tag den venligst med dem. Jeg kritiserer systemet i dets helhed og pointerer at aktørerne i det korrumperes og udvikler en magtfuldkommenhed, som uundgåeligt vil avle rabiate modreaktioner (hvorpå de modreagerende vil blive genstand for yderligere magtanvendelser). Først pisser man på folk og derpå får de at vide at de stinker. Siden stinker det hele, mens vi tilvænnes stanken.
Begge parter udnytter bestemte minoriteter, pynter vinduerne med opportunistisk klientilisme, og begge parter forvrænger diskurserne mest muligt. Det er et, demokratisk set, nulsum-spil. Men enig i Pibes påpegninger af at der, realpolitisk set, gives lidt forskellige bud på fremtidens hyperkapitalisme og på hvordan det skinnende lys på bakken skal befæste sit globale magtrevir - men på de store skinner er man enige om at Kina er fjenden, Rusland er et problem ... og alle andre (få undtaget) i princippet disposables. Verden skal kontrolleres, magten præserveres. Selv en flyvende fredssælger som Obama beundrede Brzezinski og undgik en del kritik fra boblens såkaldt højre side ved bl.a. at italesætte amerikansk exceptionalisme positivt adskillige gange.