En af landets fremmeste Obama-elskere David Trads har skiftet mening.
"Er Obama lige så slem som Nixon?
Nej, det er han selvfølgelig ikke - for Watergate-skandalen, hvor Nixon beordrede aflytning af sine politiske modstandere, var (heldigvis) i særklasse slem!
Men: Obama bevæger sig i to slemme sager - en skattesag og en aflytningssag - der trækker store overskrifter i Amerika netop nu, desværre i den helt, helt forkerte retning. Han ligner en præsident, der står for en kultur, hvor magtmisbrug drives til det yderste for at opnå politiske mål:
1) SKATTE-SAGEN:
Det amerikanske skattevæsen, der ledes af en gruppe, som Obama egenhændigt har udpeget, har opført sig skandaløst politisk under opløbet til sidste valgkamp. Højreorienterede grupper, der søgte om at blive skattefritaget (præcist som tusindvis af andre ikke-profitbærende foretagender), blev jagtet rundt i manegen, mens venstreorienterede grupper slap. Særligt grupper, hvor navnene ´Tea Party´ og ´Patriots´ indgik, blev udsat for chikane af Obamas skatte-kommissærer.
2) AFLYTNINGS-SAGEN:
Det amerikanske Justitsministerium, hvis ledelse selvsagt er udpeget af Obama, har på skandaløs vis aflyttet en meget stor gruppe af journalister og redaktører på Associated Press, et af verdens største nyhedsbureauer. Begrundelsen var, at man ville finde en kilde til lækage i en sag om national sikkerhed, men den holder ikke - for der er slet og ret tale om et ubehageligt overgreb, der er værre end, hvad Bush-regeringen stod for.
Er Obama ansvarlig for alt dette?
Måske ikke direkte - ja, formodentligt og forhåbentligt slet ikke - men som en præsident, der har udpeget tusindvis af politiske embedsmænd (fra ministre til selv ret lavtstående kontorfolk), er han ansvarlig for de normer og værdier, der driver embedsapparatet.
De to sager - og de står ikke alene - tegner et billede af Obama som alt andet end ædel - ja, han fremstår faktisk ret ubehagelig."
Mvh.