Snak

Pibe, jeg regnede ikke umiddelbart Trump blandt de rabiate kræfter på amerikansk side, hvor vi skal lidt længere ud på linjen (Graham, Kristol o.a.) - mens Netanyahu og mange andre rabiate israelere jævnligt har oplyst os om at Israel kæmper Vestens kamp for demokrati mod mørkets kræfter; Netanyahu gjorde det igen forleden. Men helt enig i at vi ikke ser den sædvanlige neoliberale make-up blandt hovedparten af de amerikanske bannerførere; der er mest fokus på det nukleare drama/international sikkerhed, at få Iran til at folde og at ´skabe velstand´.

Han er vist snart lige så sur på Bibi som på Zelenskij.

Mad dogs on leach, kalder nogen dem. Dog ofrede Bibi den årlige pride parade i Tel Aviv til fordel for overraskelsesmomentet. https://www.ynetnews.com/article/rkw3irf7lg

Fair nok Tom. Stadig lidt svært at finde ud af, hvad deres egentlige intention er. Men det er måske heller ikke meningen at normalt mennesker skal vide det. Måske fjerne fokus fra Gaza, så man kan bombe videre der?

BP, fik du læst afsnittet i ´Which path to Persia´ om at lade Bibi gøre det beskidte arbejde, mens man forinden havde rystet den nødvendige diplomatiske cocktail af plausible deniability og strategic ambiguity? Du bad jo om bud på, hvilke sigtelinjer krigsudbruddet mellem Iran og Israel følger - og folkene på bl.a. Brookings er højtbetalte eksperter/notabiliteter, som typisk har (haft) deres gang i både statsmagten og private strategiinstitutter. Som skrevet er målet med anstrengelserne egentligt ret banalt; mest mulig politisk, militær og økonomisk vinding ... og Iran anskues som fjendtlig overfor ambitionerne.

Afledningerne fra bl.a. krigsførelsen i Gaza er der mange af, og når det betænkes hvordan skiftende amerikanske administrationer og kongresser har negligeret bl.a. palæstinensernes høje civile omkostninger med henvisninger til svært fejlbehæftede fortællinger, bør kynismen vel næppe undervurderes.

Lidt status,

Åh ja, everybody wants to rule the world, journalister, politikere og meningsmand en bloc.

Det er komisk at høre den officielle debat lige nu, hvis det ikke var på baggrund af tragiske krige.

Trump bad Rusland afvæbne Irans atomprogram og da Rusland ikke opfyldte, gav man Iran en frist på 60 dage. Dagen efter at den udløb bombede Israel anlæggene.

Iran er en brik i Trumps stort anlagte fredspuslespil, for at give Israel ro og dermed anledning til at kunne søge varig fred i krigshærgede Gaza.

Journalister taler om et valg for Trump, men de aner ikke selv hvad det er for et valg de taler om. De får hallucinationer tilbage til Shahfamilien og tror USA vil omstyrte det iranske regime, når man bare vil have berigelsesgraden på uran ned for at berolige Israel. Israels bombning (med amerikansk accept) var et signal til Rusland og Kina om at man må presse Iran endnu mere til at opgive programmet. Hvad der følger kan være flere bombetogter, i hvert fald indtil Israel er tilfreds. Deraf de 14 dage for Trump skal ikke have noget klinket med Iran på den store klinge.

Iran er formentlig sidste brik i spillet og kommer Iran på plads, må relationen til Kina forventes at kunne løses efter den seneste aftale. Og derefter Ukraine som også reelt er på plads men bare afventer, trods Europas forsøg på at sabotere denne ene brik i spillet.

Imens taler Løkke jovialt om "Bibi" som en anden frisk fyr i Nyhavn i forsøget på at signalere et bekendtskab der ikke er dækning for. Det bliver næppe mere revyagtigt.

Selv Lippert har erkendt at dansk politik er dødt, så længe vi vil redde verden og bliver rådgiver for alle de mange dejlige penge hos de forskellige interesse-lejre, der kan fortsætte deres indholdsløse plapren op om skinscenarier og latterliggørelse af Trumps forsøg på at sikre en bedre verden med mindst mulige tab.

Alt under Riskærs tavshed.

Og nej, Mette, verden bliver ikke den samme igen. Heldigvis.

"Åh ja, everybody wants to rule the world, journalister, politikere og meningsmand en bloc."

En del tyder på at Trump gerne vil regere verden med kanonbådsdiplomati - men en del tyder også på at opgaven er yderst vanskelig at løse. Forventningen om at Iran folder og adlyder kravet om betingelsesløs overgivelse, opgivelse af enhver berigelsesaktivitet og indleder et loyalt samarbejde med Israel bliver svær at indfri ... ligesom en diplomatisk løsning, hvor iranerne tør stole på amerikanske garantier, synes ret langt væk.

Sagen er jo at Trump-administrationen har ført en sløret dialog med iranerne, hvor man skiftevis har meldt ud at iranerne gerne må berige en smule og at der slet ingen berigelse må finde sted, for siden at understøtte et voldsomt angreb på Iran, mens forhandlingsprocessen kører. Dette bevirker at iranerne ikke aner hvor de har Trump-administrationen - og når israelerne omtaler regimeskifte, når shahen vol 2 offentligt opfordrer til revolte i Iran mens Trump truer med at ombringe Khameni, forekommer det ikke specielt fredsorienteret - og iranerne oplever med rette at de har ryggen mod muren. Hvis vi oveni lægger at visse Trump-støtter udpeger Donald som en Messias, der bør erindre hvad Truman i sin tid gjorde (Hiroshima og Nagasaki), bliver iranerne næppe mindre paranoide - specielt hvis det iagttages at der skal massiv sprængkraft til at eliminere Fordow-komplekset, som er centralt for iranernes berigelsesaktiviteter.

Trump ville meget gerne have Putin (og Kina) til at presse/motivere Iran til at folde, men Trump har jo ikke selv kunnet levere, hverken i Ukraine-spørgsmålet eller ift. Taiwan-problematikken. Hvis han havde forventet at dén slags går, må han helt åbenbart tro om igen ... hvilket muligvis har presset ham ud i overvejelserne om at medvirke direkte i angrebene på Iran. Men forståeligt at han har sat dette skridt på pause, dels under indtryk af russernes og kinesernes advarsler - og dels under indtryk af at iranerne ikke er helt uden midler når det kommer til gensvar på angreb.

Fredspuslespillet ligner endnu en omgang RISK, og både russerne og kineserne udtaler da også at det er positivt at Trump-administrationen er langt mere indstillet på at samtale om konflikterne end Biden-administrationen var - men at der er lang vej til etablering af et fredeligt samarbejde. De er jo også på det rene med at Trump har udtalt sig meget lidt fredeligt om BRICS, som Iran jo er part i (han er nok blevet fortalt at Spanien ikke er).

Ambitionen om at skabe en såkaldt bedre verden ligner dermed fortsat et skinscenario - mens virkeligheden peger mod at Vestbredden og Gaza vil blive annekteret af Israel, Syrien vil blive et vestligt domineret Balkan, Ukraine-krigen vil fortsætte mod en mulig bitter ende, mens Taiwan-konflikten trappes op (jvf. den fortsatte amerikanske mobilisering i området). Men hvis Trump har nogle diplomatiske genialiteter oppe i ærmet, er de naturligvis mere end velkomne - hvilket nok også ville bringe lidt ro i hans vælgerbase, som sandt at sige er præget af indre splid over især udenrigspolitikkerne.

Det er USA der er på tale, så en B2 sortie tælles sandsynligvis som en diplomatisk genistreg.

Et sjovt lille tankeeksperiment, mens vi venter på, at hele spin- og propaganda-cyklussen får lov at rulle:
Prøv at finde ud af, hvor mange gange Trump tweetede, at Obama ville angribe Iran for at kompensere for sin svage og ineffektive forhandlingsevne.

Nå nu har USA så angrebet Iran som forventet. I første omgang blev det deres atomprogram de gik efter. Det næste spørgsmål er om de også vil gå efter den øverste ledelse, og et regime skifte. Det tror jeg er meget sandsynligt.

Det er USA der er på tale, så en B2 sortie tælles sandsynligvis som en diplomatisk genistreg.

Det vil da overraske mig, hvis der ikke kommer en analyse fra Steve Highway, som konkluderer, at det er endnu en diplomatisk genistreg fra Trump, hvis kompleksitet vi andre almindelige dødelige bare ikke er i stand til at gennemskue.

For os andre almindelige dødelige kunne det jo på overfladen godt se ud til, at Trump bliver kørt rundt i manegen af Netanyahu