Snak

"Det vil da overraske mig, hvis der ikke kommer en analyse fra Steve Highway, som konkluderer, at det er endnu en diplomatisk genistreg fra Trump"

Sarkasmen og navlepilleriet iht. Steves kommentar er som vanligt noget malplaceret, afsporende og barnlig. Udover at Steve plantede flere ensidige/overfladiske bemærkninger, står hans beskrivelse af Donald´s fredspuslespil ikke i kontrast til de seneste par døgns hændelser ... medmindre man ikke forstår at (kanonbåds)diplomatiet for Trump-administrationen sagtens kan indebære enkeltaktioner (som så i dette tilfælde blev til tre, af muligvis primært symbolsk karakter). Trump har endnu ikke investeret på ´den store klinge´, men spørgsmålet er om han ikke før eller siden kommer til det - eller om han forsøger en Libyen-model (mellemstor klinge), hvilket af flere analytikere anses som en mulighed ... såfremt man ikke får iranerne til at folde på et stykke papir (der nok vil være billigt til salg).

Derfor står og falder meget umiddelbart med hvad iranerne gør ... og indtil videre fortsætter de beskydningerne af Israel, mens de forbeholder sig retten til at reagere på amerikanernes direkte angreb - og landets parlament har ifølge Press TV opfordret det nationale sikkerhedsråd og Khameni til at lukke Hormuz-strædet. Hvilket amerikanerne helt som forventet forsøger at få kineserne til at bremse.

TUW

Vance har gjort en del ud af at forklare, at der er ikke er tale om en krig bare fordi man gennemfører nogle enkeltstående målrette bombninger. Mig bekendt har heller ikke hverken Iran eller Israel erklæret krig mod nogen.

Ja, Wanks der kom nok lidt ekstra flødeskum på toppen. Men makronerne var dér. Iran er totalt no go for Trump lige nu i forhold til et regimeskifte. Det er slet ikke det han vil. Han vil bare please israelerne. Jeg tvivler faktisk på at han selv frygter Iran. Det ville også tage alt fokus fra hans andre dagsordner at skulle engagere sig i omstyrtningen af the ayatollahs i Iran. Landet er næsten dobbelt så stort befolkningsmæssigt som problembarnet Irak og 10 gange Libyen, hvor man i forvejen havde en vis gensidig interesse-infiltration. Særligt nu, hvor USA ikke har Europas opbakning som man fx. havde i Libyen.

Steve: Men Israel ønsker et regime skifte i Iran, det er der ingen tvivl om. Når USA så har deponeret sin Mellemøsten politik i Jerusalem, så er det ikke svært at regne ud hvad der kommer til at ske. Så må vi andre bare håbe på at det ikke ender i ragnarok dernede.

Vance har gjort en del ud af at forklare, at der er ikke er tale om en krig bare fordi man gennemfører nogle enkeltstående målrette bombninger.

Vance forsøger vist at forklare os, at det her er en “Special Military Operation” og ikke en krig.

Der er vist også værd at erindre, at Putins Ukraine-projekt jo kun er en “Special Military Operation” og ikke en egentlig krig, hvis nogle skulle have glemt denne vigtige forskel.

Steve, jeg tror du skal være opmærksom på, at politikkere har en ganske enestående kapacitet til at definere sig ud af problemer ved at anvende semantisk bullshit.

Flot diskursanalyse, Morisot.

Vance vil vel sammenligne angrebet med drabet på Soleimani eller Operation Praying Mantis i 1988, hvor USA bombede iranske skibe i Den persiske golf, hvilket ikke førte til en egentlig krig mellem de to lande.

Man kan kun håbe, at det bliver ved det, men who knows.

"Der er vist også værd at erindre, at Putins Ukraine-projekt jo kun er en “Special Military Operation” og ikke en egentlig krig, hvis nogle skulle have glemt denne vigtige forskel."

Det er nok også værd at have et lidt bredere og langtrækkende historisk perspektiv end Trump/Putin-affærerne og forstå at både Biden/Obama, Bush, Clinton, Brezhnev/Andropov og mange andre historiske lederskaber har anført diverse ’operationer’, som de facto udgjorde krige, men blev ferniseret som (humanitære/sikkerhedsmæssige) indgreb. Lakeringen er en integreret del af både Vestens og ´de andres´ magtpolitikker, og har været det meget længe – ligesom de angrebne parters oplevelse af situationen både er blevet ignoreret og undervurderet.

"Steve, jeg tror du skal være opmærksom på, at politikkere har en ganske enestående kapacitet til at definere sig ud af problemer ved at anvende semantisk bullshit."

Det er jo ikke politikerne, som opfinder fortællingerne og snitter semantikken på plads; det gør deres rådgivende systemer og etatens eksperter - hvormed der er tale om en systemisk indsats. Men lad os da bare blive på overfladen, sætte den korte historiske kikkert for øjet og tale bs om Trump og Putin; det producerer jo retfærdig harme, tilpas indskrænkning og brugbar emotionel selvstimulering.

"Vance vil vel sammenligne angrebet med drabet på Soleimani eller Operation Praying Mantis i 1988, hvor USA bombede iranske skibe i Den persiske golf, hvilket ikke førte til en egentlig krig mellem de to lande."

Det vil han da - eller med Biden-administrationens missilangreb i Syrien, Obama-administrationens Timber Sycamore og meget andet fra godteposen.

.

Det er ikke kun lakering, for der er reel forskel på 1) at rydde en terrorist-redde i Afghanistan og 2) holde landet besat i 20 år for at indføre Demokrati og Menneskerettigheder (c).

Ikke desto mindre harmonerer angrebet forleden dårligt med Vances grundlæggende non-interventionism, så han er også ude i lidt damage control.

"Landet er næsten dobbelt så stort befolkningsmæssigt som problembarnet Irak og 10 gange Libyen, hvor man i forvejen havde en vis gensidig interesse-infiltration. Særligt nu, hvor USA ikke har Europas opbakning som man fx. havde i Libyen."

Faktisk havde amerikanerne og briterne i 2011 hverken Tysklands eller Frankrigs opbakning til at bruge NATO mod Libyen, men det endte jo med en FN-resolution, som blev misbrugt til at lave regimeskiftet - hvilket bl.a. Sarkozy godt kunne leve med (og deltog i). Det bør i parantes bemærkes at Libyen nogle år forinden havde ladet sig presse til at opgive landets kernevåbenprogrammer.

Som det er nu, og demonstreret ved EU´s miserable dialogmøde med iranerne i forgangne uge, er EU helt på linje med at iranerne end ikke må berige uran, dvs. landet må slet ikke have en fuldbyrdet civil nuklear energiinfrastruktur - hvilket i sig selv er konfrontationsbefordrende. EU vil imidlertid gerne bevare et humanistisk, ansvarligt og stabiliserende ansigt, samt udgøre en opposition til Trump-administrationen, men hvis iranerne fortsætter træfningerne i Israel - hvis luftforsvar snart mangler ammunition - og supplerer med anslag mod amerikanske aktiver i området, vil Trump-administrationen formentligt være tvunget til at øge den militære intervention, hvormed man kan trille baglæns ind i en quagmire, som truer med at opsluge de amerikanske politikker. Med andre ord er det afgjort muligt at Trump´s fredspuslespil hviler på en utilstrækkelig og temmeligt naiv analyse, som kan give seriøst blowback - hvilket bestemt ikke vil være første gang i amerikansk udenrigspolitiks historie ... men med en forceret krigsudvikling vil især briterne og tyskerne stå last og brast med amerikanerne, hvilket flere andre europæiske magter kan blive tvunget til - fordi kampen mellem det civiliserede Vesten og ´de andre´ bliver den dominerende diskurs.

Referencen til en såkaldt deponering af den amerikanske Mellemøst-politik i Jerusalem (lex bl.a. den til tider frit svævende Mearsheimer) hviler på antagelsen om at magthaverne i Israel og USA er to adskilte entiteter, som de facto har nævneværdige modsatrettede interesser - men hvis man trækker de historiske linjer op, tyder en hel del på at det er de samme interess(ent)er, som driver landenes udenrigspolitikker - blot sløret af good cop/bad cop-teatre. Vi kunne bl.a. skrue tiden tilbage til USS Liberty-affæren eller til farcerne i Oslo nogle årtier senere; hele vejen igennem har amerikanske og israelske magter på bundlinjerne arbejdet i samme retning, mens diverse Washington-aktører har blæst flødeskum ud over de problemer, dette har resulteret i. Og som flere gange oplyst, foreligger der adskillige amerikanske strategipapirer, som tager udgangspunkt i Israels funktion som frontrunner/rambuk i bestræbelserne på at bevare og forcere det amerikanske hegemoni/globale lederskab, herunder petrodollaren, men det lader til at den kognitive dissonans bliver for høj for de fleste vesterlændinge til at iagttage dette, bl.a. fordi de for længst har købt idéen om at Israel hører til den såkaldt frie verden og kan føre suveræne udenrigspolitikker.

Hér er Unherd med et dugfrisk interview af en såkaldt Pentagon-insider, som just er blevet kylet ud af det flotte selskab - og med en del nuancering argumenterer for at Trump risikerer at blive trukket baglæns ind i en krigsudvikling, som ønskes af høgene i det amerikansk-israelske magtkonglomerat, men som meget vel kan give blowbacks på flere niveauer – bl.a. fordi man (igenigenigen) opererer uden et tilstrækkeligt bredt og dybt udsyn til fjenden, dennes kapaciteter og strategiske handlemuligheder: https://www.youtube.com/watch?v=GmmB4UFek0Y

Faktisk havde amerikanerne og briterne i 2011 hverken Tysklands eller Frankrigs opbakning til at bruge NATO mod Libyen, men det endte jo med en FN-resolution, som blev misbrugt til at lave regimeskiftet - hvilket bl.a. Sarkozy godt kunne leve med (og deltog i).

Sarkozy var den mest proaktive, når det gjaldt om at fjerne Gaddafi. Han ville blot foretrække en franskledet coalition of the willing fremfor en indsats i NATO-regi.