Et interessant perspektiv på Charlie Kirk-skyderiet:
https://www.garbageday.email/p/charlie-kirk-was-killed-by-a-memeMan kan konstatere, at de seneste højprofilerede tilfælde af politisk vold eller masseskyderier ikke altid passer ind i en typisk ideologisk kasse.
Thomas Crooks var registreret republikaner, og hans formodede profiler på sociale medier viser antisemitisk og hvid-nationalistisk indhold. Alligevel donerede han også penge til demokratiske organisationer.
Luigi Mangione beskrives som libertarianer og modstander af “woke”-ideologi, men han blev radikaliseret på baggrund af sine egne erfaringer med det amerikanske sundhedssystem og for-profit forsikringer.
Solomon Henderson var en sort dreng, som havde en ekstrem hvid-nationalistisk ideologi.
Den nuværende mentale ramme for at forstå gerningsmændene virker utilstrækkelig. Det ses fx i debatten om “Bella Ciao” -- en gammel antifascistisk italiensk sang, som blev genfortolket i gamingmiljøet og senere optrådte på Nick Fuentes’ Groyper-playliste. Ville en 20-årig i USA’s “heartland” se sangen på samme måde som en italiensk boomer?
Noget, der ofte overses, er den nihilisme, som unge mænd føler i dag. I onlinekulturen findes der en udbredt opfattelse af, at teenagere/unge mænd kun har et par år til at hyper-gamble sig til rigdom eller berømmelse, før vinduet lukker, og de reelt er henvist til en permanent underklasse. Disse mænd er ofte fortabt i en hyper-ironisk online-memekultur og er sårbare over for den konstante strøm af “rage bait” på deres sociale medie-feeds.
Det mere ubehagelige er, at radikalisering ganske enkelt er god forretning -- måske endda den mest profitable forretning i verden. Det er tydeligt, at online-massernes psykologi udnyttes efter hver offentlig, traumatisk hændelse, hvad enten det er af stater, virksomheder eller gammeldags vredes-profiteurer. Vi så det efter attentatforsøget mod Trump såvel som denne uge, hvor misinformation om en venstreorienteret ideologi florerede i umiddelbar forlængelse af skyderierne, og hvor anonyme SoMe profiler overalt opfordrede til borgerkrig (eller i det mindste voldelig gengældelse). Vrede fører til vedvarende engagement, og vedvarende engagement fører til annonceindtægter. Always follow the money.
Jeg læste for nylig et interessant opslag fra en, der havde en samtale med en bekendt om Charlie Kirk. Forfatteren var rystet over, at bekendten mente, Kirk var en mild og venlig person, der brugte sin kristne tro til at løfte og motivere unge mennesker. Omvendt kunne bekendten ikke tro på nogle af hans kontroversielle eller provokerende udtalelser. De to havde simpelthen vidt forskellige opfattelser af manden, sandsynligvis påvirket af deres SoMe-algoritmer. Denne forvirring er ikke hjulpet af MAGA-intern splid og det faktum, at Laura Loomer stærkt har kritiseret Kirk, og at Fuentes har haft en langvarig fejde med ham (endda kaldt ham en fascist). Det mudrer vandene og bør tjene som en advarsel til enhver, der forsøger at basere deres mening på et enkelt datapunkt.
Vi får på et tidspunkt et klart billede af Robertsons motiver, men når sandheden endelig kommer frem, er det ligegyldigt, for folk har allerede dannet deres mening og handlet derefter. Søgningen efter sandhed bliver sekundær til narrativ-dannelse og jagten på politisk gevinst. Som man siger i Washington DC: never let a tragedy go to waste.