"Da man talte om at boykotte VM i Qatar talte jeg om, at man i lige så høj grad burde boykotte VM i USA. Den holdning er kun blevet stærkere med tiden."
Hvis fodboldforbundene rent faktisk var kompetente til at bedømme medlemslandes politikker, burde en lang stribe lande være udelukket qua deres problemer med at overholde folkeretten. Saudi-Arabien begik muligvis et folkedrab i Yemen for få år siden, bistået af bl.a. USA og UK. Israel har krænket og invaderet andre lande, Rusland har angrebet Ukraine, Belarus har bistået - og amerikanerne har bl.a. angrebet Iran og Venezuela. Men ligesom FN har svært ved at holde sig fri af politisk misbrug af organet, har fodboldforbundene ikke en jordisk chance for at undgå dette, givet de enorme summer, der knytter sig til sporten.
Jeg gentager lige at det mest geostrategisk oplagte for Europa fortsat er at danne handelspartnerskaber med russerne (som jo er del af kontinentet) - så umuligt dette end kunne synes. Alternativet er vel at gå sammen med bl.a. kineserne og true amerikanerne med at droppe bonds i hobetal, hvilket naturligvis ville få adskillige blowbacks, såfremt noget sådant blev eksekveret. Desuden ville det indirekte betyde at vi delvist kom på hold med russerne.
Europæerne vil imidlertid næppe kunne se sig fri af at føje amerikanerne, dels fordi vi militært og økonomisk er så tæt forbundne og afhængige – og dels fordi vi med vore Rusland-politikker har anbragt os i amerikanernes lomme på energisiden (hvilket bl.a. var dét, bl.a. tyskerne førhen – og klogt nok - gerne ville undgå). Oveni kunne man lægge at Trump-administrationen har demonstreret en uforudsigelig aktionshabitus; adskillige gange har man enten forsøgt, eller er lykkedes med, at tage andre med både bukser og parader nede. Det kommer bare ikke uden blowbacks og til tider tårnhøj risiko.
Europa har dummet sig; EU har ført an. Samtidig har beslutningskompetencerne fået endnu et centraliserende nøk opad. Det er ret vigtigt at man ikke dummer sig yderligere – men man skal huske på at vores afhængighed af amerikanerne øges, såfremt Grønland går til Hollywood (hvilket nok er endnu en grund til at store dele af det europæiske NATO stejler og atter er selektivt optaget af suverænitetsspørgsmålet, fremfor at prioritere mest mulig indre stabilitet i det transatlantiske selskab).