Tom,
Ang. etnisk udrensning blev det nævnet én gang tidligt i krigen, fejet under bordet, og senere opremset som et eksempel på den fortælling Kirk bad Netanyahu om at imødegå. Epstein-diskussionerne var spekulationer -- Mossad, MI6, Saudi-Arabien og CIA var alle på bordet -- omend Kirk korrekt pegede på risikoen ved udenlandsk indflydelse via kompromitterende materiale. Og hans kritik af lobbyindflydelse handlede mere om, hvorvidt amerikanske politikere kan købes.
At give Carlson m.fl. mikrofonen passer fint med hans tilgang til ytringsfrihed og skal ikke nødvendigvis fortolkes et politisk signal. Kirk brugte jo TPUSA som PR-maskine for Israel til sin sidste dag.
Det forekommer mig, at Kirk personligt var pro-israelsk, selvom han ikke kunne lide eller stole på Bibi. Hans forretningsside var for debat blandt de unge, og da holdningerne hos hans målgruppe ændrede sig, afspejlede hans forretning disse ændringer. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at hans personlige synspunkter gjorde det.
Har du lyttet til Megyn Kellys udsagn?
Det har jeg ikke, men jeg er bekendt med adfærden hos folk som Bill Ackman, så jeg betvivler ikke din beskrivelse.
Der gøres meget ud af de posthume WhatsApp-beskeder, og jeg frygter at vi er gledet fra Miss Marple over i Gossip Girls. Jeg vil advare mod den falske ekvivalens, hvori det at klage over den (ufatteligt tarvelige) adfærd hos israelske millionær-donorer er det samme som at kritisere Israel. Et andet medlem af gruppechatten udtalte senere, at Charlie "bare lukkede damp ud" -- forståeligt nok, hvis man lige har set 2 mio. dollars ryge ud af vinduet, mens man fik sit livssyn angrebet -- og kaldte idéen om, at Kirk var ved at vende sig mod Israel, for en uhørt løgn. For slet ikke at tale om, at Kirk få timer efter beskederne blev skrevet, var tilbage ved at lægge strategier for, hvordan man bedst forsvarede Israel over for skeptiske Gen Z´ere.
I sidste ende overrasker det mig ikke, at der er delte meninger om Kirks forhold til (og holdning til) Israel efter hans død. Uden hovedpersonen selv er vi efterladt med andenhåndsfortolkninger og historier konstrueret af folk, der kappes om arven efter en død mand.
Mht. gennemslagskraft, så er jeg ikke med på at give æren for Trump-administrationens Iran-politikker til Levin, men han er, enig, en aktiv netværker og mangeårigt dominerende influencer i den kristen-evangeliske/zionistiske garde, som i stigende grad har haft måske afgørende indflydelse på den forcerede radikalisering af Trump-administrationens Mellemøst-tilgang.
Jeg tvivler også at man forhører sig hos talk show hosts når der skal lægges langvarig strategi, men det er ikke desto mindre sandsynligt, at han puffede til Trump mht. timingen af angrebet. Han har trods alt et tv-show på præsidentens yndlingskanal. Men da jeg refererede til vægtklasser tidligere, kiggede jeg ikke kun på de respektive personers rolle i det konservative underholdningskompleks. Levin har, udover sin tv/radio karriere, også skrevet bøger der har populariseret den originalistiske retsfilosofi (som Federalist Society har brugt til at evaluere højesteretsdommere i årtier), og gjorde ham til en af de mest indflydelsesrige stemmer i Te Parti-bevægelsen.
Som Morisot er inde på, måles reel indflydelse ikke på seer/lyttertal, men på konkrete resultater. Måske er det ikke fair at sammenligne Kirk med Levin, der har været på banen i årtier. Men selv blandt samtidige er der figurer der har efterladt et større aftryk. F.eks har Christopher Rufo ikke Kirks følgertal, men hans effekt på lovgivning overgår med længder hvad Kirk og TPUSA kan fremvise, og på kortere tid.
Jeg tror i øvrigt også at Kirk med TP USA-græsrodsstrategien bidrog mere til Trump´s genvalg end Levin gjorde.
Måske, måske ikke. TPUSAs indsats i Arizonas 2022-midtvejsvalg var lidt af en fiasko, og i 2024 var de blot én stemme i MAGA-koret. Og selvom Trump fik en højere andel af ungdomsstemmer, var de samlede tal lavere, og blegner i sammenligning med Levins boomer-kontingent. Men det er en anden snak.