@ Tom
Trump-administrationen og dele af MAGA betjente sig af diskursen om narkoterrorisme fra/i Venezuela, hvilket banede vejen for arrestationen af Maduro og forsøget på at dirigere venzuelansk (energi)politik m.m. Hvordan er det gået med sidstnævnte, for øvrigt?
Nu er jeg ikke ekspert, men sådan som jeg tolker det, så er udviklingen lidt i tomgang. Det er grundlæggende en penge-betragtning. Olieselskaberne vil i princippet godt støtte projektet, men profitten for dem er for lille i forhold til investeringen, og for langt væk, til at de rigtigt brænder for ideen. Medmindre de kan få nogle sikkerhedsgarantier.
Diktaturet er villige til at lege med, hvis de dels får deres bid af profitten og dels får lov til at blive ved magten. Det er ret uklart for mig, hvilket incitament diktaturet har til at afholde demokratiske valg, der kan vælte dem, og eventuelt få dem alle sammen sat i fængsel eller henrettet.
Og den amerikanske regering har kun trukket lidt på skulderen i forhold til faktisk genindførelse af demokrati. Officielt skal der ske et eller andet, specielt i forhold til olien, men at få noget til at ske er svært, og det er meget nemmere at flytte fokus over til noget andet.
Men mon ikke USA tilbyder sikkerhed i form af amerikanske tropper og evt. nogle økonomiske garantier, og mon ikke diktaturet spiller bold og høfligt inviterer amerikanske tropper og/eller private sikkerhedsudbydere, så længe de vel at mærke får deres bid af kagen.
De højere oliepriser nu gør selvfølgelig hele projektet lidt sjovere, men der er jo bare ikke rigtigt nogen af olieselskaberne, der for alvor køber ind på, at priserne bliver ved med at være så høje. Akkurat som resten af det økonomiske USA heller ikke gør det. Hvis man gjorde, så ville aktiemarkedet være voldsomt meget mere udfordret.
Måske vil det være rimeligt at inddrage Israel som med-forårsager af den igangværende quagmire i Iran?
Det er ikke forkert, at Israel (eller måske nærmere Bibi og vennekredsen samt pro-israelske organisationer) har skubbet gevaldigt meget på, men det gør de jo altid. Det er ikke dem, der betaler regningen, så hvorfor skulle de ikke? Men det er stadigvæk den amerikanske præsident, der træffer valget. Og det er stadigvæk den amerikanske befolkning, der vælger præsidenten.
Så ret beset mener jeg ikke, det er forkert at påstå, at det er USA og kun USA, der reelt har ansvaret for den her situation.
Mener du ikke de amerikanske magthavere?
I den her sammenhæng, nej. De amerikanske magthavere er en anden størrelse, og de skal nok lære før eller siden. Det sagt er det uklart, om de amerikanske magthavere overhovedet har et problem med udviklingen?
For at være ærlig ved jeg ikke helt, hvordan vi definerer "magthavere" i den her kontekst, jeg ved ikke hvem de alle sammen er, og jeg ved ikke, hvad de hver især har af mål endvidere hvordan de vurderer udviklingen i forhold til disse mål.
Det er nemt at gruppere dem som en stor grim klump, men det er i min optik bare ikke retvisende for, hvordan den dynamik faktisk fungerer.
At beskrive amerikanere, eller for dén sags skyld russere, som værende ude af stand til at (tage ved) lære, giver os et indskrænket perspektiv på disse befolkningsgrupper.
Eller for den sags skyld israelere. Men virkeligheden er, at det er næsten utænkeligt, at de amerikanske konservative, som er sure på Trump lige nu, fordi deres benzinpris er for høj, vil kunne huske hvor utilfredse de var, når vi kommer nogle år frem i tiden, og de vælge, om de fortsat støtter de senatorer, der pt støtter op om Trumps kurs?
Amerikanere er ikke mindre i stand til at lære, men viljen til at gøre det bliver pillet ud af dem af samfundet, og det hjælper ikke, at samfundsmodellen samtidigt skriger højlydt propaganda efter dem, indtil enhver selvstændig tanke er blæst ud af hovedet.
Og vi danskere er jo ikke nødvendigvis afsindigt meget bedre på den konto. Hvor mange kan huske, at Mette hader privatskoler til andre end lige præcis hendes egne guldklumper, og at hun går ind for at ministre skal sparkes ud af folketinget hvis de begår lovbrud, lige undtaget når den nævnte minister er hende selv?
Hvor mange kan huske, at Løkke gladeligt skubber personlige regninger over på skatteydere? At Vanopslagh som en i forvejen overbetalt folketingspolitiker alligevel valgte at luske med den boligstøtte, som folketingspolitikere også kan få? At Morten med MELD/FELD skandalen er en fanatisk fortaler for dansk exit af EU, og at han var ovre og hygge sig med MAGA-slænget sidste år?
De detaljer forsvinder i fortidens tåger, og så husker man bare, at de der folk lød dumme, hende der lignede en tysk-lærer man hadede i folkeskolen, og ham der så da egentlig meget velsoigneret ud og lød egentlig også nogenlunde velforberedt.
I forlængelse af ovenstående tror jeg ikke, man skal overse at krigene i både Ukraine og Iran indgår i et geostrategisk opgør med Kina, Rusland og BRICS-konstruktionen, som udfordrer det amerikanske hegemoni og influerer betragteligt på den globale orden - og på sigt evt. vil kunne dominere den.
Jeg tror, vi er nødt til at tænke over det i flere spor. Der skal nok være en gruppe af folk, der tænker i de baner, du ridser op, men jeg tvivler kraftigt på, at Trump ikke er en af dem. Jeg tror ikke på, han har kapaciteten til det.
Og selv om Trump bliver påvirket en del af forskellige grupperinger, så er det stadigvæk Trump, der har magten til at træffe diverse beslutninger. Altså er vi nok nødt til at skilne mellem hvad Trump gør og hvorfor, og hvad specielt pengemændene og de ideologiske tænkere bag MAGA bevægelsen gør. Man kunne også overveje, om alle pengemændene er på samme linje? For det tror jeg egentlig heller ikke er tilfældet.
Hvis vi lægger bl.a. strategipapirer som ´Overextending and unbalancing Russia´ (RAND), ´Project 2025´ (Heritage Foundation), ´Strategic sequensing, revisited´ (Marathon Initiative), ´Which path to Persia´ (Brookings) og ´Dilemmas of deterrence´ (CSIS) til grund, kunne Trump-administrationens acceleration af hard power-politikker godt anskues som en reaktion på at foregående administrationers slow walk af bl.a. militære angreb, proxykrige, destabiliseringer og soft power-programmer, der blev hyllet i moralske floskler, ikke har været tilstrækkelige til at sikre det globale lederskab.
Det kunne man godt, men pt giver den her "hard power" tilgang jo heller ikke en brugbar vej til globalt lederskab. Der er ingen som helst pression imod Kina, USA er ved at kollapse, og alle allierede er skubbet væk. Bortset fra Israel, som hænger på som en igle, så længe der er noget at tage, uden at der skal gives noget den anden vej.
Og så skal det måske også tages i betragtning, at USA ikke startede Ruslands angreb på Ukraine. Det gjorde Rusland. Hvis du (igen-igen) vil snakke Maidan, så skal du også huske hvad Maidan var en reaktion på. Putin forsøgte at tage Ukraine fredeligt, det fejlede. Så prøvede han lidt mere voldeligt og det fejlede. Og nu forsøger han med en invasion, som også kommer til at fejle.
Jeg er fint med på, at der er lavet en strategisk vurdering, som kommer frem til, at det er en fordel, hvis Rusland bløder rigtigt meget i den krig. Og det er ligegyldigt, hvor mange ukrainere, der ender med at dø. Og det jo også tydeligvis den tilgang, USA har nu. Hvorfor bidrage, når det ikke er strategisk nyttigt og det meste af omkostningen kan flyttes over på Europa? For at beskytte ukrainere? Som man siger på moderne dansk, lol. Eller egentlig er det vel "græde-emoji dødningehoved-emoji", efterhånden.
Det man så ikke har taget med i vurderingen, er hvordan allierede har det med, at USA åbenlyst ikke prioriterer at hjælpe allierede, som USA egentlig har lovet at hjælpe. Det har pudsigt nok en lidt negativ effekt på, hvordan allierede opfatter relationen "at være allieret med USA". Hvem skulle have troet det?
Og hvor meget gør det her reelt for at stoppe Kina? For det er jo reelt der, truslen mod amerikansk dominans ligger. Og så selvfølgelig engang ude i fremtiden EU, hvis Europa opruster og begynder at agere samlet, hvilket er årsagen til, at MAGA støtter europæiske højre-ekstremister, der er imod samling.