Snak

Når vi nu er i gang med at psykoanalysere den amerikanske vælgermasse, burde "What´s the Matter with Kansas" bringes på banen. Bogen er en fascinerende indsigt i den proces, hvorved den hvide arbejderklasse får sine kulturelle frustrationer instrumentaliseret til at stemme imod egne interesser. De værdipolitiske emner, der beskrives, er daterede, men kernetesen lever i bedste velgående -- som det fremgår af retorikken i senatsvalget I Texas mellem Ken Paxton og James Talarico, hvor Paxtons veldokumenterede synderegister overskygges af Talaricos veganisme og holdninger til køn.

Hvorfor skulle man læse en bog, når man bare kan tage til thanksgiving dinner og få info om amerikanerne ad den vej?

Anyway, siger du, at hvis du havde læst Franks bog, da den udkom, ville du ikke have købt den tossede ide om om at Middle Americans ville kunne identificere sig med den Woke Elmer Fjot fra Minnesota?

Jeg er godt klar over at du og Frank vil mene, at Fjots (dvs. Demokraternes) politiske program med de-policing, åbenlys racediskrimination mod hvide, kastration af mindreårige og mere somalisk indvandring i virkeligheden er i den hvide arbejderklasses interesse.

Spider, du taler udenom. Det er en vanvittig påstand, at konservative amerikanere skulle forherlige det amerikanske skolesystem. De gør det stik modsatte.

Det svarer til at påstå, at Nye Borgerliges vælgere forherliger RUC og DR.

Kan du ikke lige finde et citat på den?

Et citat på at du støtter DEI-regimentet?

Du kastede sguda legetøjet ud af barnevognen, da SCOTUS nåede frem til, at det er forbudt at forfordele på baggrund af race i optag på universiteterne.

"Spider, du taler udenom. Det er en vanvittig påstand, at konservative amerikanere skulle forherlige det amerikanske skolesystem. De gør det stik modsatte."

Det kan være at BS fik forskrevet sig; dette sker for enhver i intensiv debat. Men han har vel en pointe i/om at amerikansk selvforståelse og kulturel idealisering opererer med at USA er den mest storslåede nation på kloden - og at dette giver identitetmæssig klangbund på tværs af de såkaldte ideologiske skel?

Jeg ser ikke en fælles klangbund.

MAGA mener, landet var great engang (der er en grund til, at "Keep America Great" ikke slog an). Anti-MAGA mener, at landet altid har været racistisk og tilbagestående.

Hmmm. Jeg har adskillige gange hørt både Trump, Biden, Obama, Clinton, Bush o.a. omtale USA som the greatest nation on earth. Men enig i at der partitaktisk/diskursivt modelleres med begrebet - som rationelt set er varm luft til folket.

Tom,

Jeg skrev tidligere at der er tale om et spektrum af entiteter, herunder politiske, institutionelle, økonomiske og diskursive magthavere (dvs. parlamentarikere, lovgivere, regeringer, monarker m.m. - domstole, politi/militær, ministerier/embedsværker m.m. - erhvervsliv, kapitalhavere, organisationer m.m. - medier, eksperter, opinionsdannere m.m.).

Jeg havde det svært med, at du definerede dem som et spektrum, men i dine eksempler, f.eks. Irak-krigen, fremstillede dem som en enhed. Den her nye beskrivelse af et altomfattende politisk/militært/finansielt netværk er så ordrig, at den mister sin empiriske mening.

Det underliggende rammeværk bør efter min mening også opdateres. Du antyder nationalstater, der koordinerer flere sammenhængende dele, arbejdende mod de samme geopolitiske interesser. Men den verden har ændret sig markant over det seneste årti. Rollebesætningen ændrer sig konstant, nye aktører er transnationale og grænseløse med egne dagsordener, og selve magtbegrebet ser ud til at udvide sig fra den traditionelle struktur af personer og organisationer til platforme, algoritmer og decentraliserede netværk. Endvidere er der kræfter, selv dem på toppen af dit spektrum ikke kan ignorere. Obligationsmarkedet har disciplineret enhver amerikansk administration i årtier, og når positive udviklinger i Iran-konflikten annonceres i samme øjeblik, som renten på den 10-årige statsobligation nærmer sig ubehagelige niveauer, er det tydeligt, at den nuværende administration ikke er nogen undtagelse. Spørgsmålet er, om en magthaver i dag overhovedet behøver at være en person, eller for den sags skyld, amerikansk?

Anyway.

Det, der beskrives som passivitet i den amerikanske befolkning, er efter min mening snarere en forsinket reaktion, hvilket ikke gør den mindre konsekvent. Din opsummering af Irak-krigen 2.0 udelader, at den ændrede folkestemning førte til, at republikanerne fik tæsk ved midtvejsvalget i 2006, hvorefter krigens arkitekt fik sparket, og det underbyggende strategipapir stille og roligt blev skrinlagt. Optrapningen skete ikke kun hen over hovedet på offentligheden, men også hen over den tværpolitiske Iraq Study Group og de amerikanske forsvarschefer. Et besynderligt tilfælde af magthavere, der ignorerede selv deres egne. Blot for at blive erstattet, da Obama vandt præsidentvalget to år senere på en anti-krigsplatform.

De seneste 15 år har budt på flere forskellige konstellationer af magthavere, hvor hver enkelt var et opgør med den forrige. Ser man på Demokraternes markante fremgang ved de seneste særvalg og prognoserne for dette års kommende midtvejsvalg, ligner det, at pendulet er begyndt at svinge den anden vej. Dette fokus på gerrymandering og underminering af Voting Rights Act vidner om en administration, der -- igen, igen -- skal tage stilling til folkets modreaktion på deres storstrategi. Man prøver ikke at pille ved et valg på forhånd, hvis man forventer, at vælgerne er føjelige.

Forskellen på nu og 2006/2008/2016 er, at alle i dag render rundt med en personligt tilpasset distraktionsmaskine i lommen. Informationsmængden vokser, opmærksomheden skrumper, og på en fire- (eller selv to-) årig valgcyklus kan det være nok til at folk simpelthen bare glemmer. Det kan også være, at de i stedet for at tænke i store armbevægelser om demokrati og andre dyder fokuserer på håndgribelige, lokale sager. Der bruges masser af energi i byrådsmøder over hele landet på at bekæmpe opførelsen af datacentre.

Del & hersk, mej & tærsk - en oldgammel metodik, som naturligvis ikke er en amerikansk opfindelse, og forudsætter alskens kapital for at kunne eksekveres.

Det var dog en amerikansk opfindelse -- ideen at penge er ytringsfrihed og virksomheder er mennesker -- der lod den kapital flyde frit.

Hvorfor skulle man læse en bog, når man bare kan tage til thanksgiving dinner og få info om amerikanerne ad den vej?

Anyway, siger du, at hvis du havde læst Franks bog, da den udkom, ville du ikke have købt den tossede ide om om at Middle Americans ville kunne identificere sig med den Woke Elmer Fjot fra Minnesota?

Jeg er godt klar over at du og Frank vil mene, at Fjots (dvs. Demokraternes) politiske program med de-policing, åbenlys racediskrimination mod hvide, kastration af mindreårige og mere somalisk indvandring i virkeligheden er i den hvide arbejderklasses interesse.

Jeg ved oprigtigt ikke, om der er noget her, du vil have at jeg skal forholde mig til, eller om hele den her svada bare er dig, der ubevidst beviser min pointe.

"Jeg havde det svært med, at du definerede dem som et spektrum, men i dine eksempler, f.eks. Irak-krigen, fremstillede dem som en enhed. Den her nye beskrivelse af et altomfattende politisk/militært/finansielt netværk er så ordrig, at den mister sin empiriske mening."

Der var/er ikke tale om nogen ’ny’ beskrivelse, jeg gav dig en (klassisk) rammedefinition, givet din efterspørgsel på hvad jeg refererede til. Og velbekomme. Naturligvis er der mange komplekse dynamikker i spil – og naturligvis arbejder ikke alle de nævnte magthavere sammen som en enhed; konsensus blandt de til enhver tid toneangivende er mig bekendt normalen – og det er ikke en konsensus, der betyder at alle er enige eller at konflikter mellem konstellationer, eller grupperinger, indenfor magthaverspektret undgås. I øvrigt enig i at kompleksiteten er stigende – og at især den politiske magtforvaltning påvirkes af kræfter (markedet, konjunkturer, teknologiudvikling o.a.), som influerer, indimellem dominerer, politiske beslutningstagere, hvilket bl.a. de seneste årtiers deregulering har forstærket.

"Din opsummering af Irak-krigen 2.0 udelader, at den ændrede folkestemning førte til, at republikanerne fik tæsk ved midtvejsvalget i 2006, hvorefter krigens arkitekt fik sparket, og det underbyggende strategipapir stille og roligt blev skrinlagt. Optrapningen skete ikke kun hen over hovedet på offentligheden, men også hen over den tværpolitiske Iraq Study Group og de amerikanske forsvarschefer. Et besynderligt tilfælde af magthavere, der ignorerede selv deres egne. Blot for at blive erstattet, da Obama vandt præsidentvalget to år senere på en anti-krigsplatform."

Jeg omtalte den underliggende strategiske sigtelinje (regimefald i bl.a. Irak, Syrien, Libyen, Somalia og Iran), og denne blev ikke droppet; Obama-administrationen realiserede tilmed nogle af disse regimekollaps-manøvrer/krigsaktioner - trods dens proklamerede anti-krigsfilosofi. Skrinlægningen fandt altså ikke rigtigt sted i praksis, selvom Obama-administrationen formelt ændrede kurs – men med skabelsen af JCPOA (som Trump-administrationen imidlertid tog trussen af) kunne man undlade at angribe Iran militært (hvilket indlysende nok ville kræve en ekstraordinær halsløshed, vi først i 2025/26 så udfoldet).

I øvrigt er det vel slående at hverken Obama eller Trump, seriøse stilforskelle og motiver til trods, lykkedes med at realisere dén anti-interventionistiske dagsorden, de begge gik til valg på. Eller også var de selv, pænt formuleret, helt indforståede med at ét er tiden før et valg, noget andet er tiden efter.

”De seneste 15 år har budt på flere forskellige konstellationer af magthavere, hvor hver enkelt var et opgør med den forrige.”

Hvilken definition af magthavere gælder i denne sammenhæng? De formelle politiske aktører, eller? Naturligvis helt enig i at skiftende ansigter beklæder de politiske embeder i USA, selvom en del aktører og disses efterkommere/relaterede forbliver nærværende i årtier - og de seneste dekaders konsensus om at USA er/bør være den globalt ledende magt ikke synes svækket.

"Det var dog en amerikansk opfindelse -- ideen at penge er ytringsfrihed og virksomheder er mennesker -- der lod den kapital flyde frit."

Enig - min kommentar rettede sig mod din omtale af at politiske/institutionelle magthavere (hvis du altså overhovedet kan/vil anerkende begrebet) i dag kan nå meget langt ved at holde kulturkrigen varm og vælgernes blikke rettet nedad og udad fremfor opad.

Jeg ved oprigtigt ikke, om der er noget her, du vil have at jeg skal forholde mig til, eller om hele den her svada bare er dig, der ubevidst beviser min pointe.

Før var din påstand, at den hvide arbejderklasse ville kunne identificere sig med Tim Waltz (folk der modsagde dig, havde ikke været til thanksgiving dinner for at høre hvad der rørte sig).

Nu er påstanden så - jf. en bog fra 2003 skrevet af en, som deler dit ideologiske ståsted - at den hvide arbejderklasse nok ikke vil kunne støtte Texas´ svar på Tim Waltz, men at det skyldes, at de lider af en vrangforestilling / falsk bevidsthed om at Demokraternes politik ikke er i deres interesse.