Snak

Tom,

Der var/er ikke tale om nogen ’ny’ beskrivelse, jeg gav dig en (klassisk) rammedefinition, givet din efterspørgsel på hvad jeg refererede til.

Jeg var mere interesseret i din egen definition, og om den er/var mere specifik. Mit eget indtryk er, at det er en bevægelig, eller rettere skrumpende, måltavle. Hvor min umiddelbare definition mindede om din -- de afgørende beslutningstagere og deres respektive administrative bagland/stab -- så antyder den stigende opbakning til unitary executive-teorien samt Curtis Yarvins voksende popularitet over de seneste år, at selv inden for elite klassen bliver magten mere og mere centraliseret. For slet ikke at tale om, at embedsmænd bliver udskiftet med forretningsforbindelser.

Jeg omtalte den underliggende strategiske sigtelinje (regimefald i bl.a. Irak, Syrien, Libyen, Somalia og Iran), og denne blev ikke droppet; Obama-administrationen realiserede tilmed nogle af disse regimekollaps-manøvrer/krigsaktioner - trods dens proklamerede anti-krigsfilosofi. Skrinlægningen fandt altså ikke rigtigt sted i praksis, selvom Obama-administrationen formelt ændrede kurs

Jeg køber præmissen om, at regeringer, ligesom store organisationer, har en iboende træghed; delvis på grund af den personlige interesse, som karriereansatte har i status quo. Jo længere en vane har eksisteret, jo længere tid vil det tage at bryde den. Og en nationalstat vil naturligt have et ønske om at have venligtsindede regeringer i regioner af særlig interesse. Når det er sagt, vil enhver overordnet strategi til tider være tvunget til at være reaktiv frem for proaktiv samt forholde sig til virkeligheden fremfor tænketanksskriverier.

De begrænsede luftangreb i Libyen var drevet af en kombination af eksterne faktorer, herunder Det Arabiske Forår (en sort svane-begivenhed, som ingen tænketank havde forudset), samt pres fra europæiske magthavere, der appellerede til de (in)famøse menneskerettigheder. Obamas tilgang til Syrien var mildest talt forvirrende: Adskillige røde linjer blev trukket tilbage, støtten til oprørerne var begrænset, og man undgik afgørende militær handling netop på grund af det magtvakuum, et regimekollaps ville skabe. Iran fremstår som et tilfælde af proaktivt engagement, og det var gennem diplomati og inddæmning. Jeg ved ikke, hvor meget vi kan spekulere i, hvorvidt det var en forsinkelsestaktik med henblik på et eventuelt regimeskifte, uden at have dybere indsigt i selve overvejelses- og forhandlingsprocessen. Og som en fejlslagen stat havde Somalia ikke rigtigt et regime, der kunne ændres.

En læring for Obama-administrationen kunne vel være befolkningens svindende appetit på indsatser med "boots on the ground", set i lyset af den markante forskel i dens anvendelse af militær magt i forhold til forgængerne.

I øvrigt er det vel slående at hverken Obama eller Trump, seriøse stilforskelle og motiver til trods, lykkedes med at realisere dén anti-interventionistiske dagsorden, de begge gik til valg på. Eller også var de selv, pænt formuleret, helt indforståede med at ét er tiden før et valg, noget andet er tiden efter.

Den amerikanske offentlighed kan med andre ord ikke ignoreres; man er i det mindste nødt til at tale den efter munden.

og de seneste dekaders konsensus om at USA er/bør være den globalt ledende magt ikke synes svækket.

Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan du forener denne udmelding, samt din udmelding om USA´s selvskabte, hegemoniske behov og ambitioner, med indholdet i både Project 2025 og NSS-dokumentet du tidligere har bragt på banen her i tråden, som indikerer det stik modsatte.

Tak på forhånd.

Pibe,

Før var din påstand, at den hvide arbejderklasse ville kunne identificere sig med Tim Waltz

Nej, det er den stråmand du har kogt suppe på i årevis.

Jeg kom ikke med en forudsigelse, men med den observation at Walz, givet hans biografi, var den af samtlige kandidater i præsidentvalgkampen, der var tættest på den gennemsnitlige amerikaner.

Nu er påstanden så - jf. en bog fra 2003 skrevet af en, som deler dit ideologiske ståsted - at den hvide arbejderklasse nok ikke vil kunne støtte Texas´ svar på Tim Waltz, men at det skyldes, at de lider af en vrangforestilling / falsk bevidsthed om at Demokraternes politik ikke er i deres interesse.

Hvordan er ideologiske ståsteder endvidere relevante?

Påstanden er nu rettere, at substantielle emner bliver erstattet af engagement bait, og at det, der plejede at være et regionalt fænomen, nu er et globalt et af slagsen. Takket være sociale medier kan enhver blande sig i den amerikanske kulturkrig, selv når den ikke vedkommer dem

"Jeg var mere interesseret i din egen definition, og om den er/var mere specifik."

Jeg opererer nødigt med definitioner, jeg selv opfinder frit - men selvfølgelig er der, som nævnt, visse magter som i givne epoker/sammenhænge dominerer andre ... og massen er, som du skriver, både bevægelig, knopskydende og internt konfliktende etc.

"Mit eget indtryk er, at det er en bevægelig, eller rettere skrumpende, måltavle. Hvor min umiddelbare definition mindede om din -- de afgørende beslutningstagere og deres respektive administrative bagland/stab"

Jeg indregnede også økonomiske og diskursive magthavere, for netop at indkredse det brede spektrum af entiteter, jeg refererede til. Og jeg er enig i at bl.a. deregulering styrker økonomiske magthavere, som i stigende omfang er transnationale, uafhængige af stater og giver businessfordele, så at sige - hvilket vi jo (som ét blandt flere) har set ekstreme eksempler på ved Trump-administrationens brug af diplomatisk inkompetente forretningsdrenge i forhandlinger med komplicerede modparter i både Mellemøsten og Asien – foruden de kontinuerlige kapitalgevinster, der løbende søges indhøstet. Og det forcerede tech-kompleks, der har fået en del nøgler. Jeg er selvfølgelig også enig i at forandringer ikke er undgåelige, og at vi i medfør af den komplekse, hastige udvikling kan iagttage mindre stabilitet og stigende uigennemsigtighed, foruden en fortsat centralisering af magt, hvor det muligt er.

Man kan, jf. dine kommentarer, anlægge varierende perspektiver på regimekollaps-krigene i medfør af omtalte sigtelinje; eksempelvis disse:
Libyen; NATO-styrkerne, ledet af amerikanerne, sikrede med bombardementer o.a. oprørsstyrkerne fremdrift mod Tripoli, som man tillige bombede (hvilket stred mod den givne FN-resolution). Regimefaldet i Libyen var realpolitisk drevet af ønsket om at eliminere en politisk modstander, som bl.a. havde erklæret krig mod dollaren og i øvrigt modsatte sig vestlig influens på mellemøstlige/arabiske/afrikanske anliggender - og stod på god fod med BRICS/Rusland og Kina. Coveret var fortællingen om menneskerettigheder og en kontroversiel påstand om at Gadaffi ville udrydde civilbefolkningen i Benghazi (aka sende sine voldtagende Viagra-kadrer ind til fri leg).

Syrien blev ligeledes lanceret som en kritisk sag om menneskerettigheder, der hurtigt gik over til et krav om Assad-styrets fald, hvilket man, lex bl.a. den uforlignelige Kerry’s melding til den provisoriske syriske ’eksilregering’, forventede kunne ske via de arabiske partneres boosting af ISIS, som imidlertid blev bremset af den russiske intervention. USA bistod med våben, finanser, facilitering af bl.a. islamistiske krigere fra Libyen og eksekverede Timber Sycamore - foruden diplomatisk og økonomisk krigsførelse. Processen blev mere end ti år lang og indebar en vis sekvensering, før man i samarbejde med tyrkerne, israelerne og tidligere Al Qaeda-affilierede terroreftersøgte militser lykkedes med at kyle et Assad-styre, som delvist var nedbrudt af omfattende sanktionering, på den russiske port. Med manøvren fik man fjernet endnu en politisk modstander, som bl.a. var knyttet til Iran/Rusland, kritisk overfor Israel og gav basis for stærke kommunikationslinjer i den IRGC-supporterede modstandsakse.

Nu vi så springer Iran over, så lad os ligeledes lade Somalia ligge; der er tale om et mere komplekst forløb, som ikke desto mindre også har medført amerikansk intervention, og indebærer fortsat (USAFRICOM) militær tilstedeværelse i landet den dag idag.

"Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan du forener denne udmelding, samt din udmelding om USA´s selvskabte, hegemoniske behov og ambitioner, med indholdet i både Project 2025 og NSS-dokumentet du tidligere har bragt på banen her i tråden, som indikerer det stik modsatte."

Project 2005 og NSS sigter begge mod at bevare det globale lederskab via indramning af Kina, konfrontation af Iran og parering af BRICS-udfordringen ved at gøre det muligt for Rusland at ´skifte side´. Rusland skal bestikkes med økonomiske deals og motiveres af udsigten til et oprustende europæisk NATO og et Ukraine, som ikke giver sig og kan blive rigtigt bøvlet - og dette indebærer at nogle alvorlige kameler skal sluges af de russiske magthavere, herunder nedgradering af samarbejdet med Kina, hvilket i sig selv er en vanskelig og højrisikabel øvelse. Samtidig skal pseudo-idealismen hos EU/europæiske ledere, foruden disses energiøkonomiske og politiske investeringer i en forceret anti-russisk sigtelinje, masseres på plads - hvilket også er temmeligt problematisk.

Men den dybe sigtelinje er fortsat at det amerikanske hegemoni skal bevares, blot på nogle forandrede konditioner, jf. den forfejlede, idealismepyntede softpower-blæser fra Biden-administrationen, som drev russerne i armene på kineserne (før Putin døde/blev kuppet, militæret kollapsede og økonomien gik i sort).

"Den amerikanske offentlighed kan med andre ord ikke ignoreres; man er i det mindste nødt til at tale den efter munden."

Jo, kort sagt efter bedste evne påvirke/regulere hvad der kommer ud af folkemunden - og finde de nødvendige/mest funktionelle talepunkter, når der skal høstes stemmer. Men det skal der heldigvis ikke alt for ofte.

Uden at jeg anser dem som nogen naturlov, tror jeg ikke at Emma Goldman´s legendariske ord, “If voting changed anything, they´d make it illegal”, helt kan ignoreres.

En af de mest skamfulde dage i Amerikansk historie er dagen hvor der er gladiator kampe uden foran det hvide hus. Dybt pinligt.

Brød og cirkus-legene blev som ventet et drama; bortvisning af Strickland, reklamer for en masse Trump-business, slagsmål på plænen og en vinder, som råbte at Michelle Obama er født som en mand. Trump´s talent er indiskutabelt.

LOL, det lyder som noget af en begivenhed.

Jep, en super underholdende regression - hvis patos vel stemmer lidt dårligt med dén politiske situation, der udfoldes i den såkaldt virkelige verden. Trump-administrationen vil sent blive glemt.

Godt for verdensøkonomien at Trump har fået sit Memorandum for fred med Iran.

Så må vi bare håbe at Iran fremadrettet bruger de mange penge på fredelige formål og ikke ny terror støtte, missiler og droner.

Det er desværre nok tvivlsomt, men med den situation han havde fået sat sig selv, verden og USA i, så kunne aftalen måske ikke blive bedre. Iran havde godt fat om bollerne på ham.

"Så må vi bare håbe at Iran fremadrettet bruger de mange penge på fredelige formål og ikke ny terror støtte, missiler og droner.

Det er desværre nok tvivlsomt"

Jeg tror, de fleste stater ovenpå så massive angreb vil investere i et styrket forsvar, inklusive øget afskrækkelse. Det er elementært logisk, specielt i et land som i forvejen har et pænt ekstremistisk politisk miljø og har fået tilført en betydelig sum af revanchisme. Internt i Iran findes der mange kræfter, som er skeptiske overfor mou´en - og de kan jo fremhæve empiri for at modparten gerne likviderer forhandlere, angriber under fredsforhandlinger o.a.

Jeg tvivler på at sagen er ret ligetil for de iranske beslutningstagere, selvom de angiveligt er begyndt at få udlæg fra golflandene, og det bliver næppe mere fremkommeligt af at Trump dels har truet den iranske delegation i Schweiz på livet og dels sagt at de rehabiliterede terrorister i Damaskus kan tage sig af Hezbollah-problemet. Trump´s håndtering af balanceakten, som aktuelt indebærer at hans accept af mou´ens indhold kritiseres og smædes fra flere sider i det amerikanske etablishment, bliver uhyre interessant at følge.

Iran har ret til at forsvare sig selv, har Trump udtalt. Landet har ret til deres indefrosne midler - og USA står sig bedst ved ikke at stjæle andre staters midler, har Trump udtalt. Vi skal handle frit med dem, og ophæve sanktionerne m.m., har Trump udtalt. Israel må besinde sig, har han tilføjet.

Og det lyder jo både fornuftigt og surrealistisk - samt nødvendigt for at få en pause fra den efterhånden lidt ufede fest (som trods alt kastede en del spekulationskasse og nogle energimarkeder af sig).

Personligt tror jeg dog at der er større chancer for at amerikanerne vinder FIFA´s fantastiske fodboldshow end for at den aftalte mou, inklusive alle dennes knaster, holder kursen og kommer til at danne grundlag for en bæredygtig fredsaftale (som efter planen også skal FN-sanktioneres).

Dét her var gået min næse forbi. Det kan blive virkeligt sjovt at følge med i!

https://www.washingtonpost.com/business/2026/06/28/inside-onions-quest-turn-infowars-into-comedic-revenge-story/

Det går live i morgen.