Snak

Uanset hvor meget krigen i Ukraine fylder i europæernes hverdag, er det fortsat Kina, der er USA´s primære bekymring, både militært og teknologisk. Derfor er det fremspirende amerikansk-ukrainske partnerskab vedrørende drone- og softwareudvikling iøjenfaldende, da det antyder, at Ukraine bliver en værdifuld leverandør, hvis/når det begynder at spidse til omkring Taiwan.

Helt enig omkring Kina. Kina er en direkte konkurrent ift. global hegemoni som er det USA desværre efterstræber. USA kunne ikke være mere ligeglade med Ukraine undtagen som et forsøgslokale ift. fremtidens krigsførelse. Det sidste du skriver omkring Taiwan er dog det jeg frygter mest for Kina er også verdens fabrik, og det nytter ikke noget at indføre økonomiske sanktioner mod Kina da det rammer os selv tifoldigt. Man må bare håbe på at NATO besinder sig, og lærer af Ukraine og Georgien, og dermed ikke kommer med løfter om optagelse af Taiwan i alliancen.

"Men substansen er vi vist enige om: influencere efterplaprer administrationens talepunkter, så når den strategiske sigtelinje flytter sig, viser det sig i deres retorik. Ikke den store uenighed her."

Som Highway var inde på, kan influencere også tænkes at løbe i forvejen, men i indeværende tilfælde kan jeg se at vi er enige om at der har været indikationer på et politisk kursskifte gennem nogle mdr. Men ellers var min vinkel et politikskifte; den strategiske sigtelinje er formentlig uforandret - og denne er jo ikke udstukket af Trump-admininistrationen, men af republikkens/hegemoniets centrale interesse, nemlig opretholdelse af det globale lederskab (som Highway i øvrigt efter en del omtanke kaldte et ´balance through dominance´ paradigme, fremfor det hidtidige ´full spectrum dominance´).

Som tidligere nævnt er der grundlag for at antage at Trump-administrationen opererer med sekvensering af de militære anslag/indsatser og arbejdsdeling med den europæiske del af Vesten, kaldet det europæiske NATO, når det kommer til Rusland. Dette udgør et taktisk skifte fra Biden-administrationen, som eksplicit forfulgte full spectrum dominance (og erklærede sig klar til militært at gå i lag med Kina, hvis Taiwan blev antastet). At Rusland siden 00´erne har været anskuet som en strategisk kombattant er hævet over enhver tvivl, givet udviklingen af BRICS, som sammenvæver en del af de russiske og kinesiske interesser. Derfor kan hverken Iran (del af BRICS) eller Taiwan (efter kinesernes opfattelse del af Kina) tages ud af makroligningen, og det er åbenlyst at amerikanernes massive problemer med at få den iranske manøvre til at klikke har skærpet modsætningsforholdet. Man skal se for sig at amerikanerne og israelerne var lykkedes med at skabe regimekollaps i Iran - som russerne dels er blevet hjulpet af og dels selv har hjulpet. Jeg vil slet ikke udelukke at Trump et al tænkte at eliminering af den iranske modstandsakse ville have blødgjort russerne, ligesom tanken oplagt er at de ukrainsk/vestlige droneangreb dybt i Rusland skulle have samme effekt.

I øvrigt enig i at Ukraine kan være en værdifuld proxy for amerikanske interesser, ikke blot i den direkte konfrontation med Rusland, men også i Mellemøsten, hvor Ukraine for længe siden (med dronekrigsekspertise) bistod med at etablere de tidligere Al Qaeda affilierede terrorister i Damaskus, siden har indgået kontrakter om droneproduktioner med en række golfstater og nu senest har angrebet iransk skibstrafik i det Kaspiske Hav.

Det såkaldt fremspirende partnerskab mellem USA og Ukraine har længe været et solidt partnerskab med USA som storebror. Læs gerne f.eks. NYT-artiklerne om den skjulte/hemmeligholdte udvikling af dette. Hér er én af dem: https://www.nytimes.com/2025/03/30/world/europe/us-ukraine-military-war-takeaways.html

KomNu har selvfølgelig ret i at Luhansk længe har været under russisk kontrol - og aktuelt ser det ud til at russerne sætter kraft på territorieerobringer nord for Sumy og Kharkiv. Russernes taktiske mål har også ændret sig i konsekvens af krigsudviklingen; Nova Russia kan være i sigtelinjen - men strategisk forfølger russerne fortsat ambitionen om at lukke for NATO´s open door politikker, sikre landets energi-/ressourcespand og sikkerhedssfære samt facilitere en såkaldt multipolar verdensorden.

Måske bør det tilføjes at iranerne muligvis har fået ambitioner om at realisere et mindre hegemoni i Mellemøsten - med base i kontrollen over de logistiske knudepunkter (Hormuz, det Røde Hav). Et perspektiv, som for de fleste vestlige interesser nok er tæt på uantageligt.

"Man må bare håbe på at NATO besinder sig, og lærer af Ukraine og Georgien, og dermed ikke kommer med løfter om optagelse af Taiwan i alliancen."

Umiddelbart ser læringskurven ret flad ud, desværre. Men du har en væsentlig pointe vedr. mønstergenkendelsen (Georgien og Ukraine-historikken). Der råder jo i Vestens parnasser en grænsende til megaloman opfattelse af at Vesten er bedst, Vesten er stærkest. Og det kan der være noget om, spørgsmålet er blot hvem der er klogest.

USA kunne ikke være mere ligeglade med Ukraine undtagen som et forsøgslokale ift. fremtidens krigsførelse.

Det kommer an på, hvad du mener med USA. Trump er all over the place, men i think tank world er de fleste stadig besat af tanken om liberalt hegemoni.

En undergruppe (dine Anne Applebaums og Robert Kagans) er desuden flasket op med Spillemand på en tagryg og Rejsen til Amerika og vil have hævn for kosakkernes pogromer.