Snak

Npl2, min pointe om vestlig finansiering var ikke at ukrainske droner er et vestligt produkt, eller at Ukraine er selvforsynende med komponenter – men at omtalen af Ukraine som en selvstændigt krigsførende entitet er analytisk temmelig utilstrækkelig, og at et betydeligt, stigende omfang af kapital og ressourcer fra Vesten og private aktører driver værket. Oveni er den kinesiske komponentafhængighed (endnu) et ganske godt eksempel på, hvor vanskeligt det er at adskille moderne krigsproduktion fra den globale industrielle infrastruktur.

Men helt generelt er det vel relevant kritisk at overveje hvor meget det betyder at kineserne sælger dele o.a. til ukrainske/internationale droneproducenter, hvis de dybe angreb på russisk territorium ikke kan eksekveres og skaleres uden den vestlige kapitaldybde og militærteknologi (jamming, AI, måldata og penetrationsanalyser, realtid via satellit m.m.).

Min videre pointe er at den ukrainske dronekrigsførelse er blevet et transnationalt udviklings- og innovationsanliggende, hvor ukrainsk kamperfaring, vestlig finansiering/teknologi, kinesisk komponentproduktion (samt russisk innovation indenfor droner og elektronisk krigsførelse) – indgår i samme globale produktions- og innovationsøkologi. Samtidig kan vi også i denne henseende iagttage at Vesten strukturelt har en betydelig downside, når det kommer til produktionskapacitet, men betydelige fortrin når det kommer til bl.a. kapitaldybde og teknologisk innovation. Endnu da. De tektoniske plader er som ofte nævnt i bevægelse – og de fremvoksende akser i stormagtskonfrontationen brydes i en stadig mere kompleks kontekst (vi skal måske snart have en Luhmann’sk modellering på bordet).

”Man kan vende det om og spørge: hvis både ensidig militær dominans og selektiv afskrækkelse gennem allierede er FSD, hvilken amerikansk politik ville så ikke være det?”

Du har en pointe i at FSD analytisk udvandes, hvis begrebet udvides til blot at betyde amerikansk global dominans. Min pointe var imidlertid ikke at ID er lig FSD som militær doktrin, men at ID (ligesom de lette fodtrin og den strategiske tvetydighed) kan forstås som en institutionel og metodisk tilpasning af den samme overordnede hegemoniske sigtelinje til en begyndende multipolar virkelighed, hvor USA ikke længere ubetinget kan omsætte sin relative militære overmagt til unilateral dominans. Derfor mener jeg fortsat, at det er mere interessant at skelne mellem strategisk sigtelinje og metode end at lade FSD bære begge betydninger - og af samme årsag har jeg flere gange henvist til det paradigme (globalt lederskab/dominans) der ligger til grund for de strategiske sigtelinjer. Vores uenighed er derfor ikke primært terminologisk, men handler om hvorvidt en ændring i doktrinen bedst forstås som udtryk for ændrede strategiske sigtelinjer/forandret paradigme eller som en metodisk tilpasning til ændrede politisk/strukturelle vilkår. Og mit udgangspunkt er at amerikansk udenrigspolitik, med afsæt i bl.a. post WW2-identiteten, den kolde krigs udvikling og afvikling samt the greatest nation-selvforståelsen, i snart et halvt århundrede har haft tydelig retning mod global dominans/kontrol – og af bl.a. makroøkonomiske, institutionelle og politiske årsager ikke rigtigt kan ændre kurs.

”Selvom jeg er enig i, at kontrollen over trafikken gennem Hormuzstrædet er et geopolitisk værktøj, der både fungerer som afskrækkelse og som et forhandlingskort, køber jeg ikke præmissen om, at Iran befinder sig i en eksistentiel inddæmning som tvinger dem til at handle eller søge et regionalt hegemoni. I det mindste ikke på den korte bane.”

Min pointe var ikke at Iran på kort sigt er tvunget til at realisere et regionalt hegemoni, men at regimet på længere sigt har stærke incitamenter til at søge en regional position, som gør det vanskeligt at inddæmme eller eliminere det (fremtidssikring skrev jeg vist). Det behøver ikke at betyde et klassisk regionalt hegemoni; den regionale vetomagt, du selv beskriver, kan være en beslægtet version af samme strategiske ambition. Og derfor er den aktuelle smertetærskel og den nuværende magtbalance ikke i sig selv det væsentlige.

” Tværtimod har analytikere som Pape påpeget, at Iran har øget sin strategiske indflydelse og står i en bedre forhandlingsposition end før krigen begyndte. Krigen har lagt yderligere pres på et i forvejen anstrengt amerikansk obligationsmarked, og stigende energipriser samt inflation udgør en betydelig politisk sårbarhed for Trump og Republikanerne frem mod midtvejsvalget. ”

Ja, alle disse faktorer lægger (som flere gange nævnt) pres på den amerikanske politik og bevarelsen af dollaren som verdens reservevaluta - hvormed den strategiske sigtelinje (global dominans ved egen og andres hjælp) udfordres. Og nu du selv også omtaler Pape, så er han jo blandt de analytikere, der peger på at ambitionen om et regionalt iransk hegemoni synes at være blandt de stærkeste strukturelle overlevelsesstrategier for iranerne, som ideelt indebærer en projektion af militær/asymmetrisk magt, der bl.a. kan gøre det vanskeligere for alternative energiruter i regionen på sigt at undergrave den iranske styrkeposition.

Om Iran faktisk har kapacitet til at realisere en sådan position, er naturligvis et andet spørgsmål end om regimet har strategiske incitamenter til at søge den. Og vi bør vel skelne mellem ambition, kapacitet, strategi og faktisk realisering - foruden erindre os hvor mange relativt uventede krigsudviklinger, vi gennem de seneste år har bevidnet.

Jeg er i øvrigt ikke overbevist om at de iranske angreb blot har bragt Golfstaterne tættere på Washington. De kan tværtimod have kompliceret relationen og skabt et dobbelt incitament (behovet for fortsat amerikansk sikkerhedsgaranti kombineret med en voksende erkendelse af, at man ikke kan basere sin sikkerhed eksklusivt på en sådan). Den tyrkisk-pakistanske dimension og saudiernes bestræbelser på øvrig diversificering af sikkerhedsrelationerne er i den sammenhæng væsentlige – ligesom det er væsentligt at iagttage hvilken rolle Rusland og Kina på længere sigt vil spille i den iranske sikkerhedssituation og eventuelle (regimets kollaps er vel fortsat ikke umuligt at forestille sig) magtprojektion.

Det interessante ved Ukraine er ikke nødvendigvis at Iran hér har lært en helt ny lektie, men at det russiske angreb kan have forstærket en allerede eksisterende nuklear lærdom: Stater uden nuklear afskrækkelse (e.g. Irak og Libyen) har vist sig svært udsatte for militær intervention, mens nukleart bevæbnede magter (e.g. Nordkorea) historisk har haft en betydeligt stærkere afskrækkelse mod sligt.

Tak i øvrigt for din kritiske respons; selvom det kan være irriterende og stiller høje, til tider måske lidt bagstræberiske, krav til begrebsanvendelsen, er det givende at få informeret mod- og medspil. Selv på en søndag.