Snak

Tom,

Fair nok. Debatindlæg er jo ofte skarpere i kanten, ikke mindst fordi det er sådan, man får nogen til at bide på. Min kritik har heller ikke været ment som et forsøg på at gå dig på klingen for sportens skyld. Det var snarere ambitionsniveauet i nogle af de oprindelige indlæg, der gjorde dem interessante at udfordre. Så tak for tålmodigheden, hvis der skulle være gået lidt for meget pedantik i den fra min side.

Din sidste pointe synes jeg er interessant. Altså at man ikke uden videre bør forveksle en aktørs egen fortælling om sin strategi med den strategi, der kan rekonstrueres ud fra dens faktiske adfærd. Den præmis køber jeg.

Men her er vi igen nødt til at skelne mellem hegemoniske ambitioner, en mere overordnet strategisk sigtelinje og de konkrete strategier, der faktisk føres. Nina Silove har formuleret det lidt skarpere, end jeg gjorde: Et vedvarende mønster i amerikansk hegemonisk adfærd betyder ikke nødvendigvis, at de enkelte handlinger er dele af én sammenhængende strategi. Det, man retrospektivt kan læse som én strategisk sigtelinje, kan også være resultatet af institutionel træghed, overlappende interesser og successive tilpasninger.

Men den diskussion er vist løbet videre.

Hvis vi bliver i metodikhjørnet, mener jeg, at ligesom man skal sondre mellem “salience” og “framing”, bør man også sondre mellem efterfølgende selvrapportering og faktisk kausal effekt. De 67 %, du henviser til mht. Blueprint, sagde ikke, at identitetspolitik var hovedårsagen til deres Trump-stemme. De vurderede beskrivelsen af Demokraterne som for fokuserede på identitetspolitik som præcis. Dine eksempler illustrerer, at kritikken af Harris for at fokusere på kulturkrigsemner frem for middelklassen testede godt blandt de svingvælgere, der endte hos Trump. Og det er selvfølgelig plausibelt, at anti-trans-reklamerne har påvirket nogle vælgere. Det er dog noget andet end at konkludere, at identitetspolitik “fyldte mest” for dem.

Bevægelsen mod Trump ved valget ikke var begrænset til svingstaterne, men kunne ses på tværs af landet og blandt mange forskellige vælgergrupper. Når en trend er så bred, bør man nok lede efter brede forklaringer frem for snævre forklaringer knyttet til bestemte kampagnebudskaber. Både før og efter valget viste de fleste målinger, herunder Blueprints egne, at inflation og immigration var blandt de emner, der stod højest på vælgernes dagsorden. Eller som så ofte: It´s the economy, stupid.

Hvis vi iøvrigt skal kigge nærmere på interesser med meget lav vælgermæssig "salience," som alligevel fik stor politisk gennemslagskraft gennem målrettede, lokalt tilpassede kampagner, så må Fairshake vel stå som skoleeksemplet. Crypto fyldte meget lidt hos den brede vælgerbefolkning, men crypto-lobbyen havde ikke desto mindre enorm succes med de kandidater, den støttede. Og interessant nok, når den faktisk skulle tale til vælgerne, handlede reklamerne stort set aldrig om crypto selv, men om jobs, inflation, immigration og sundhedsudgifter.

Det siger ikke, at kulturkrigsbudskaber ikke kunne virke, men det er vel værd at bemærke, at når en særdeles målrettet kampagne faktisk skulle flytte marginale stemmer, valgte den primært de emner, vælgerne selv sagde fyldte mest.

Steve,

Tror du seriøst det var sket hvis ikke man havde været nødt til at sige håndfast fra overfor venstrefløjens absurde gendergalej

Don´t know, don´t care.

Med den udvikling, vi har set mod stadig mere personlig og fjendtlig retorik, forstærket af algoritmer, der belønner engagement, er det vel næppe overraskende, at en offentlig person igen blev offer for vold, især hvis vedkommende var synlig og konfrontatorisk. Som Jodie Foster vel ved, kan folk have mærkelige motiver til at begå attentater.