Snak

Kan gå begge veje.

Bot

(med fare for at indlægget går tabt i friendly og KPs tomsnak)

Jamen det der så er tilbage er blot tanken om at der i samfundet findes forskellige magtstrukturer og spændinger i mellem dem. Det er jo ret åbenlyst tilfældet og ukontroversielt, selvom man så kan være uenige i hvem der reelt set undertrykker hvem.

Men nu er vi bare mile vidt fra det budskab JP forsøger at udbrede om at en konspirationslignende bevægelse der vil gøre os alle til (scary scary) Marxister, og som han mener skal bekæmpes på alle fronter. "Don´t give them an inch!".

Det afhænger så af, hvor succesfuld man hver især mener, denne "marxisme" har været. Hvor mange af fx de utallige akademiske afdelinger for gender studies bygger *ikke* på den grundlæggende antagelse om patriarkatet, kvinden som offer, manden som undertrykker, om at statistiske forskelle skyldes sexisme og implicit bias og må nedbrydes osv.? Tilsvarende med de andre offer-undertrykker-dikotomier m dertilhørende institutioner.

Jeg har ikke hørt JP tale om en konspiration. Frankfurterskolen var jo btw også ret åbne om at målet var at omstyrte burgøjserkulturen og den borgelige orden, hvis ikke med en revolution så vha social engineering.

Man kunne selvfølgelig sige, JP blot indsætter sig og sine i samme system, altså som endnu et offer. Men omvendt viser det måske kun, hvor svært det er at gøre sig fri af det kulturelle hegemoni.

Herunder at han, indrømmet, fungerer godt på en scene og rent faktisk nyder, at stå foran folket og modtage deres hyldest. Så der er da helt sikkert noget til det, at han, hvor bizart det så end lyder, var en mere jordnær kandidat.

Helt sikkert. Men det gælder vel stort set alle valgsejrherre. Personligt tror jeg ikke, at Trump havde haft en chance mod evigt karismatiske Obama og Clinton, eller for den sags skyld Bush Jr., McCain og Romney.

Problemet (eller, Trumps fordel) var, at 2016 valget bød på et enormt svagt felt. På Republikansk side havde et par kandidater, der bare fremstod enormt underlige, som Cruz, Carson og Christie, mens Jeb Bush og Kasich manglede al karisma. Rubio kunne være et bud på en ung, karismatisk kandidat, men han var ikke hurtig nok i sin respons til Trumps vedvarende hetz. Desuden har en idé om, at Trumps karakterisering af latinamerikanske immigranter også spillede Rubio et puds.

Trump valsede jo over hans Republikanske konkurrenter, fordi der ikke var én reel stærk kandidat iblandt dem.

På Demokratisk side, havde reelt set kun Sanders taleevnerne og karismaen til at kunne stå Trump imod, men han var og er nok lige yderligtgående nok til Demokraterne. Clinton favnede mange på Demokratisk side, men den kvinde har for det første for mange skeletter i skabet og virker for det andet også en smule utilpas på den store scene.

Trump vandt i allerhøjeste grad på baggrund af sine konkurrenter - hvilket også ses nu; han dyster ikke mod nogen lige nu, og falder komplet igennem.

Jeg forstår hvad du mener, men jeg tror desværre ikke, at man på den anden side af Trump vil opleve en kollektiv åbenbaring i den amerikanske befolkning.

Jeg formulerede mig også enormt skævt. Jeg mente ikke så meget, at folk samles i flok, krammer og synge Kumbaya, på tværs over de politiske skel. Jeg mente, at folk bliver mere politisk bevidste over deres valg og begynder at interesse sig for deres personlige parti og kandidater igen.

Tværtimod splitter han langt mere, fordi folks stolthed tvinger dem til at slutte ring om præsidenten, og kalde al kritik for fake news.

Jo, men når han bliver stemt ud i 2020, så skal du se, hvor hurtig den ring brydes. Jeg er relativt sikker på, at post-Trump perioden vil byde på en koloenorm mænge rygcrawl, krydret med en god sjat relativering og genopfindelse.

Ang. Paul Ryan, så tog han, inden radiostilheden, jo et mere og mere anti-Trumpsk standpunkt. Jeg mener, han var én af de første, hvis ikke den første førende Republikaner, der offentligt kritiserede præsidenten. At det er too little, much too late er vi for så vidt enige i, men jeg tror nu nok, at mange, lidt mere moderate Republikaner, skeler hen mod Ryan lige nu.

Trump dræbte de andre pga udlændingepolitikken, protektionismen og isolationismen. Ryans gren af partiet kommer ikke til fadet, medmindre de overtager de punkter, navnlig udlændingepolitikken, hvilket de næppe vil gøre, for "that´s not who we are" og donorerne vil ikke finansiere det.

Pibe
Endelig lidt fra dig, der ikke bare handler om tomsnak og om, hvordan en tysk jøde fra 1800-tallet forestillede sig et drømmesamfund uden krig, uden penge, og hvor alle bare arbejdede ligeligt for at hjælpe hinanden af kærlighed. Samt hvordan vi idag kan filosofere videre om dette utopiske drømmesamfund.

Trump dræbte de andre pga udlændingepolitikken, protektionismen og isolationismen. Ryans gren af partiet kommer ikke til fadet, medmindre de overtager de punkter, navnlig udlændingepolitikken, hvilket de næppe vil gøre, for "that´s not who we are" og donorerne vil ikke finansiere det.

Trump dræbte de andre, fordi han jo kunne skaffe de ekstra stemmer fra de (for det meste) lavt uddannede, der ikke forstod politikernes filosofiske snak om internationalt samarbejde mm., men frygtede (især) mexicanske indvandrere, der kunne komme og stjæle arbejdspladser og andet fra dem. Han behøvede ingen til at finansiere sin valgkamp, fordi han jo havde råd til at gøre det selv. Han talte “pøbelens” sprog, og derfor vandt han til alles overraskelse først primærvalgene og derefter også selve præsidentvalget. De øvrige republikanske politikere brød sig ikke specielt meget om ham. Men når så mange alligevel foretrak ham, så var han jo alligevel deres bedste chance for at få en republikansk præsident. Så stort set alle endte alligevel med bare at støtte ham, og det vil de med altovervejende sandsynlighed også gøre igen i 2020.

Han vandt ikke alle disse valg, fordi samtlige hans modkandidater var dårlige. Men ganske enkelt, fordi han talte folkets sprog, og ingen kunne finde et modtræk mod dette, fordi han jo bare ekstremt dygtigt udnyttede befolkningens almindelige politikerlede til sin egen fordel.

Trump er farlig, fordi vi igen lever i en tid, hvor folk har forladt jordoverfladen for at drømme om Utopia og ikke ligesom i mellemkrigstiden ikke mere tror på, at en ny storkrig overhovedet kan lade sig gøre, selvom både Kina, Rusland og USA jo har brugt uhyrlige summer for at forberede sig netop på en ny storkrig, som de forventer muligvis vil blive udkæmpet med atomvåben.

Hvordan den næste store krig vil blive, er det formentlig umuligt at forudsige. For det har man jo aldrig kunnet. Første verdenskrig havde man på en måde dog forudset, da krig dengang virkede uundgåeligt. Så man benyttede jo bare lejligheden til at starte den efter mordet i Sarajevo. Men man troede, at krigen bare ville blive kortvarig og havde overhovedet ikke forestillet sig, at den kunne køre fast i nogle skyttegrave. I mellemkrigstiden bedrustede man så, fordi man lidt ligesom idag ikke troede, at en ny storkrig kunne lade sig gøre. I årtierne efter 2. verdenskrig troede man så, at der ville komme en 3. verdenskrig med atomvåben, og førende amerikanere regnede på, hvor stor en del af sin befolkning USA kunne tåle at tabe i en sådan atomkrig. Man nåede frem til, at hvis man ikke ville tabe mere end 20% af sin befolkning, så kunne man godt overveje at starte atomkrigen, da det amerikanske samfund så stadig (i modsætning til modstanderens samfund) stadig ville kunne fungere.

Men den altødelæggende atomkrig kom jo aldrig. Så nu tror man så, at risikoen for, at den nogensinde kommer, er drevet over og hengiver sig derfor igen i stedet til drømme om Utopia. Netop dette er imidlertid farligt, fordi man nu ikke længere tager sig i agt for de andre atommagter og derfor heller ikke mere forsøger at undgå at provokere dem. Dette ser vi jo ekstra tydeligt med Trump, der nu starter handelskrige og truer med alt muligt bare for at opnå lidt bedre handelsaftaler og indgyde mere frygt for USA. Problemet er bare, at heller ikke Kina, Rusland, Pakistan, Indien eller andre magter mere frygter atomkrig eller USA. Så i stedet format give efter svarer de bare igen med samme midler. Vi er altså på vej ind i en verden, hvor stormagterne igen spiller med musklerne over for hinanden, og ingen ved, hvad Trumps handelskrigene i sidste ende vil føre til.

Ikke kun USA spiller med musklerne. For det gør f. eks. Israel jo også. Så sent som igår så jeg en nyheds TV-udsendelse om, at Israel havde beordret en palæstinensisk landsby på Vestbredden rømmet, fordi Israel ønsker at jævne alle husene i byen med jorden for at få plads til endnu en ulovlig bosættelse. Palæstinenserne havde forsamlet sig talrigt for at stille sig i vejen for bulldozerne, som de forventede snart ville ankomme. Jeg har endnu ikke set fortsættelsen. Men det vil overraske mig, hvis Israel bare opgiver. I stedet ankommer de sikkert med vandkanoner samt rigtige våben for at fjerne de beboere, som de vil have smidt ud. Dette kan Israel jo også stadig tillade sig bl. a. pga Trump. Men hvad vil der mon ske, når Kinas økonomi i løbet af et par årtier bliver dobbelt så stor som USA’s, og det måske i stedet bliver Kina, der allierer sig med både Iran og palæstinenserne og kommer til at bestemme i området?

Konklusion: Verden er ikke blevet nær så fredelig som I drømmere tror. 3. verdenskrig kommer dog næppe i den form, som man frygtede i 1950-1980. Men endnu engang vil der desværre sandsynligt komme krig i en form (eller i former), som ingen har forudset, - og jeres lykkelige Utopia kommer desværre næppe nogensinde!

Hvilket privilegium det må have været at skulle rette Friendlys fristile.

Trump er som nævnt atypisk, fordi han jo er populist, og sikkert i Danmark ville have stillet op for DF

Efter at have hjulpet en ung Peter Kofod med at finde vej i Trump Towers lobby i Min Søsters Børn i New York. Den direkte vej til magten.

I 30´ernes Tyskland ville han garanteret have været Hitler.

I 30´ernes Tyskland ville han garanteret have været Hitler.

Ja, noget i den retning, hvis omstændighederne havde flasket sig.

Det farlige ved ham netop nu er som nævnt hans egenrådighed og manglende respekt for, hvad der er politisk kutyme eller internationale aftaler.

Atomvåbnene lurer i baggrunden, og jeg tror ikke på, at de aldrig vil blive brugt. Frygten går nu efterhånden kun på, at små lande som Nordkorea eller Iran måske kunne finde på at bruge dem. Men det tror jeg heller ikke på, fordi det jo ville være det rene selvmord for dem. USA ville simpelthen udslette dem fra verdenskortet, hvis Nordkorea sendte en atombombe mod Sydkorea eller Japan. Det samme ville selvfølgelig ske, hvis Iran sendte en atombombe mod Israel.

Så politikernes frygt for, at sådanne lande får atomvåben finder jeg stort set ubegrundet. Den virkelige fare er derimod, at stormagter måske kan finde på at bruge atomvåben mod mindre lande for st løse et eller andet problem. Kina ville f. eks. næppe blive udsat for et modangreb, hvis de sendte en atombombe mod Taiwan. USA og Israel kunne måske også slippe godt fra at sende en atombombe af sted for at forhindre et af Israels nabolande i også at få atomvåben. Den slags kunne friste svage sjæle, og med en så utilregnelig person som Trump ved man aldrig, hvad han kan finde på for at løse et problem i en speciel situation. For han accepterer ikke bare uden videre, at USA aldrig må bruge sine kraftigste våben. Dette er faren ved ham.

God analyse igen. Særligt når det går på Trumps personlighed, er du skarp. Det er som at sidde med i inderkredsen i det ovale kontor.

Som jeg ser det, kan vi både risikere, at Trump udløser en atomkrig og vi kan risikere at han ikke gør det. Det kan gå begge veje, og det er den virkelige fare ved ham. Han er som en populistisk Hitler, og ville Hitler måske ikke have brugt atomvåben, hvis han havde haft muligheden? Måske, måske ikke. Men DF ville i hvert fald, fordi de er stærkt nationalistiske og henter kun stemmer på at så frygt for alt fremmed. Så min konklusion må være, at det er godt, at DF ikke sidder med hænderne på atomfodbolden. For verdensfredens skyld.

To journalist-diskussioner der lige skal lægges død i usandsynlighedens navn.

Demokraterne kan ikke vinde flertal i Senatet ved midtvejsvalget. Det kræver sejr i Tennessee eller Texas.

Senatet kan ikke afsætte Kavanaugh igen. Det kræver 2/3 flertal.