"Tag eksempelvis Sartre-bølgen som startede i Frankrig, men endte som pocketversion i enhver frittænkende ung amerikaners baglomme efter andens verdenskrig"
- Det er nok fordi vi to har forskellige holdninger til mainstream. Jeg accepterer mainstream, fordi jeg tror, at mennesker er så forskellige (og under alle omstændigheder bevæger sig i forskellige faser i livet), at dybde ikke altid er det eneste svar. Eller det bedste svar, for den sags skyld.
"Anarkisme, socialisme og andre afarter har betydet en masse for musikken og kulturen, men er heller ikke just amerikanske i deres ophav"
- Det musikalske udtryk ikke? Det er jeg uenig med dig i.
Snakken om i hvilken retning vi skal kigge og gå, er for mig ikke et spørgsmål om at spejle sig 100% i en anden kultur. Det er derimod at vedkende sig sin egen kultur. Og derfor synes jeg heller ikke, at det giver mening at argumentere for, at man aspirerer mod noget særligt, konkret og ufleksibelt. USA har som nation en masse gode egenskaber, som kulturen derovre har givet bedre forudsætninger for, end andre steder, men det betyder jo ikke, at andre, herunder os selv, skal være som dem (hvis man overhovedet kan generalisere amerikanere). Heller ikke selvom man er fascineret af dele af landets samfund, dets politiske udvikling eller noget helt tredje. Det giver dog heller ikke mening, at anse USA for at være en nation beboet af dumme, overvægtige (hvad er i øvrigt det for et tåbeligt ideologisk tema?) og fattige, som man nødvendigvis intet positivt kan hente i.