Biden er absolut favorit, men man kan ikke afskrive Trumps muligheder.
Trump tror jeg, får svært ved igen at vinde Wisconsin og Michigan, men man kan absolut ikke udelukke at Trump kan vinde Pennsylvania. I forhold til landsgennemsnittet er der faktisk forholdsvis få, som har stemt før tid i Pennsylvania (under 40%), hvilet må være en smule bekymrende for demokraterne, for det kunne tyde på problemer med at mobilisere vælgerbasen i Pennsylvania i forhold til det øvrige USA. Langt flere republikanere må forventes at stemme i morgen.
Florida betyder langt mindre end tidligere i den forstand, at Biden sagtens kan vinde uden at vinde Florida. Den er alene vigtig i den forstand, at Trump ikke kan tåle at tabe Florida, hvis han overhovedet skal have en chance. En sejr i Florida er langt fra nok til en sejr for Trump.
Til forskel fra 2016, er en lang række stater som Trump vandt forholdsvist klart i 2016 helt åbne i år. Det drejer sig først og fremmest om Texas, Georgia, Iowa, Ohio og Arizona. Her skal Trump jo egentligt vinde samtlige stater, for overhovedet at holde sig inde i kampen. Specielt Georgia og Arizona ser i øjeblikket ud til at gå til demokraterne i år.
Taber Trump i blot en af staterne Texas, Georgia, Florida, Ohio eller North Carolina, så er løbet jo egentlig kørt for Trump. Så Trumps udgangspunkt er langt skrøbeligere end i 2016, men det vil være dumt at afskrive muligheden for en sejr i valgmandssystemet til Trump.
Trump kommer til at tabe den populære afstemning forholdsvis klart - også med en del mere end han tabte til Clinton i 2016. Et slag på tasken er vel, at Biden skal have mindst 5% flere stemmer end Trump, for at han kan føle sig nogenlunde sikker på at vinde i valgmandssystemet.
Man kan nok også være ret sikker på, at demokraterne får flertal i Repræsentanternes Hus og republikanernes i forvejen beskedne flertal i Senatet bliver reduceret og meget sandsynligt helt forsvinder.
Skulle Trump vinde, er det derfor ikke usandsynligt , at det bliver med et demokratisk flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Det skal man altså ikke glemme. Den politiske magt i USA ligger primært i Kongressen på det indenrigspolitiske område.