@ I.B.
Nu har jeg efterhånden smagt de fleste af de vine, du anbefalede mig på side 1601 & 1605f.
De blev sgu noget af en åbenbaring (og lidt af en udskrivning). Det skal måske lige nævnes, at jeg ikke har drukket dem til mad, men småpimpet i sofaen.
Din primære anbefaling i form af Ziereisen Hard Chardonnay unfiltriert 2012 var for mig uovertruffen, forstået på den måde at den står for mig som den bedste hvidvin, jeg har smagt. Eller i det mindst selv har købt, da der har været nogle restaurantoplevelser. Og faktisk delte min bedre halvdel, som jeg ellers har yderst vanskeligt ved at finde fælles fodslag med, når det kommer til hvidvin, denne opfattelse.
Det har været ret sparsomt, hvor mange tyske vin, jeg har stiftet bekendskab med. Det har så mest været riesling til den lidt søde side, som jeg tilsyneladende er den eneste i min omgangskreds, der sætter pris på.
Jeg har enkelte gange købt amerikanske Chardonnayer til 2-400 kr. Men disse har i reglen forekommet vel voldsomme og påtrængende på en næsten vulgær måde. (En enkelt pegede nærmest i retning af sherry).
Men denne Chardonnay havde på een gang en ærefrygtindgydende stor fylde og smagsintensitet, der aldrig blev for meget. Så nu går jeg mestendels og venter på at mit overjeg kommer så meget under pres, at jeg kan overtale mig selv til ikke at vente med at supplere mit sparsomme lager af denne vin.
Ovennævntes lillebror Ziereisen Steingrüble Gutedel 2012, var der kun en enkelt tilbage af på lageret. Og jeg begik nok den bommert at drikke den umiddelbart efter den ufiltrerede Hard. Det kunne den naturligvis ikke leve op til. Der blev kastet en gevaldig lang skygge. Som afstanden blev større kom den dog mere til sin ret. Meget intens og stringent, og den virkede som et ret så fint køb til prisen. Jeg ser ret meget frem til at få smagt de ekstra flasker af denne, jeg har bestilt.
Den sydafrikanske Paul Cluver Chardonnay 2013 var i en lidt anden boldgade. Min første indskydelse var, at den mindede mere om en viognier. Og at den måske var lidt rigelig kraftig til min smag. Men da jeg efterfølgende åbnede en italiensk Sauvignon blanc, der koster i underkanten af en hund, og som jeg normalt finder ok udemærket, smagte denne nærmest grimt. Og jeg er ikke mere velbevandret eller ganetrænet, end at det er den slags tiltag, der nogen gange skal til, for at jeg kan spotte en vins kvalitet.
Hamilton-Russell Chardonnay 2013 fremstod som en så ganske anderledes sydafrikaner. Stilren og afdæmpet på en næste diskret måde. Da den er i samme prisklasse som Zeireisen Hard, havde jeg måske forventet mig noget mere markant. Ikke synderligt rimeligt, da det egentlig var denne forfinede stil, jeg oprindelig havde søgt efter. Jeg havde forgæves ledt efter oplysninger om vinens lagringsmetode, og antog derfor at den var unoaked. Men da jeg prøvede den i det mere kugleformede oaked-glas (frem for det mere cylendriske) forekom det mig at aromaen og smagsintensiteten øgedes mærkbart. Jeg er lidt usikker på, om den måske ikke vil have godt af at ligge lidt.
De to flasker Kumeu River Mate´s Vineyard Chardonnay 2012 har jeg fredet, indtil verdens fortrædeligheder synes at berettige en høj grad af selvforkælelse.
Det er ligeledes første gang, jeg kan mindes at have smagt hvid bordeaux af en vis kvalitet. Det skete så her i form af Clos Floridene blanc 10 & 11. (Mit forsøg på at sammenligne 08 & 11 gik i fisk). Jeg synes ikke, der var nogen markant forskel på de to årgange. Der var for mig tale om en virkelig dejlig hvidvin. På en gang masser af smagfulde nuancer og samtidig fraværet af noget anmassende.
Jeg var nødt til at lade en halv flaske stå til næste dag, og havd den lidt pudsige oplevelse, at den forekom mig endnu bedre da.
Endnu en gang tak for anbefalingerne, I.B. (Og også til jer andre, der har været behjælpelige).
Det har været en smagsåbner.
Bitre Nord