@ I.B. For katten, dét lyder til at have været en vinmæssigt misundelsesværdig weekend!
Mens vi venter på Seiferts beretning fra El Bulli og Costers del Siurana, kan jeg som lovet fortælle lidt mere om Mosel mv.
Der er skrevet meget om den tyske 1971-vinlovs uhensigtsmæssige indflydelse på kvalitetsniveauet, særligt anvendelsen af sukkerindhold som det primære kvalitetskriterium (en pervers incitamentsstruktur, som bl.a. førte til, at en masse rieslingstokke blev fjernet). Derimod kan jeg godt lide systemet, hvor alle Prädikatvine navngives med by og mark. Særligt når man har kørt rundt i området og set markerne (der ofte er navngivet på Hollywood-lignende skilte i terrænnet) er det en fin og konsekvent ordning – bortset fra én afgørende skavank, nemlig at der på etikketterne hverken kan eller må skelnes mellem enkeltmarker (Einzellagen) og Grosslagen (store områder, oftest mest det flade opland, hvor det er umuligt at lave ordentlig vin).
I Mosel er det for rieslingens vedkommende helt afgørende, at vinen vokser på stejle sydvendte skråninger, gerne i skifersten, der holder på varmen og samtidig tvinger vinstokkene til at lave omfattende rodnet (og i øvrigt er ret vanskelige at gå i). Det betyder ikke alene et begrænset antal egnede marker og en omkostningsfuld produktion, men også at det for forbrugeren er vigtigt at vide, hvorfra vinen kommer. Her er man simpelthen nødt til at kende de enkelte marker. At der ikke på etiketterne skelnes mellem Einzellagen og Grosslagen gør det endnu mere vigtigt: Man skal vide, at Piesporter Michelsberg er et tarveligt Grosslage med marker langt fra Piesport, mens Piesporter Goldtröpfchen er et Einzellage med en god placering lunt i svinget. Endnu værre er det i Saar, hvor Grosslaget Scharzberg åbenlyst forsøger at kapitalisere på Scharzhofbergs status.
Som så mange andre steder har de ambitiøse vinbønder dog indført deres egne kriterier. Fx anvender Zilliken et cru-lignende princip, hvor kun de bedre vine bærer navnet på den pågældende mark - også selvom der for alles vedkommende er tale om enkeltmarksvine.
Hvis man drager til Mosel, er det værd også at besøge de mindre bifloder Ruwer (knap en flod) og Saar. I Ruwertal smagte vi – på et kombineret hotel og vinbar i Mertesdorf – en herlig Spätlese Alte Reben fra Erben von Beulwitz (2003 Kaseler Nies’chen), som var rystende billig. I den finere ende var vi forbi Maximin Grünhaus (Schlosskellerei C. von Schubert), som bl.a. råder over Herrenberg og Abtsberg. For både Saar og Ruwer gælder det (modsat Mosel), at man typisk besøger mindre landsbyer, som ikke er synderligt instillede på turisme og måske ikke engang ligger langs floden. Det er mindre overrendt og giver gode muligheder for at snakke med vinbonden, hvis han da ikke er i marken. Mosel-Saar-Ruwer er vist et af de vinområder i verden med flest producenter i forhold til arealet. Mange er så små, at de kun sælger lokalt. Jeg lagde mærke til en interessant trend i prisstrukturen hos de små producenter over for de større og lidt mere kommercielt orienterede: Hvor de billigste kabinett’er kostede nogenlunde det samme, så steg priserne hos de større producenter meget kraftigere, når man gik op i kategorierne, mens man hos de mindre producenter stadig kunne få ausleser til rimelige penge.
Det var alt for nu - er på vej ud af døren.
Af læsestof støttede vi os bl.a. til:
* Weinwanderungen an der Mosel af Helmut Herrmann og Bernd Schulz
* Hugh Johnson’s World Atlas of Wine
* Finn Klysners Tyske vine (hans firma D.W.C.-vin forhandler i øvrigt bl.a. Zilliken)
I går aftes barnemord:
* Zilliken, Saarburger Rausch (Saar), Riesling Kabinett, 2007
* Baroncini, Brunello Il Bossi, 2003
* Cesari, Ripasso Bosan, 2006
Og i aften en anstændig teenager:
* Hoffmann-Denzer, Bernkastel-Kueser Weisenstein (Mosel), Riesling Auslese, 1995