@ John De Wolf
Stadig danser du lystigt rundt i din egen apologetiske fortolkning af fortolkningerne af de fortolkede mundtlige overleveringer fra bronzealderen.
Gør nu dig selv og din tro den ære at erkende, hvad kristendom rent faktisk er, istedet for alle disse kunstige krumspring.
Men videnskaben har derimod givet os et endegyldigt svar på alle livets afgørende spørgsmål?
Nej, men den har påvist hvorledes universet opstod, hvordan jorden og vores solsystem opstod, hvordan livet har udviklet sig på jorden og at vi er pattedyr som så mange andre arter på jorden.
Hvilke svar er det som du mener at biblen kan give svar på som videnskaben ikke kan? Er vi tilbage til at finde forklaringsmodeller hos gedehyrderne i bronzealderen der hverken kunne læse eller skrive og som var overbevist om at jorden var centrum i universet og at gud straffede dem med tørke, orkaner og sygdom når de ikke opførte sig i overensstemmelse med foreskrifterne?
1. Ikke syge - uperfekte. Selv du Viola laver vel fejl af og til.
2. Ikke gøre sig fortjent til at være skyldig. Jesus døde er ifølge kristendommen det eneste perfekte menneske der har levet - derfor kunne han forsone os med Gud.
Mere vrøvl.
1 - Fordi jeg laver fejl betyder det ikke at jeg accepterer begreb som "synd". Det er stadig en dybt umoralsk doktrin at jeg skulle være født "fejlagtig" eller "uperfekt" og kun gennem obligatorisk at elske og lefle for en skabning som angiveligt skulle have skabt mig i min fejlagtige tilstand kan jeg håbe på at undgå ubegribelige pinsler og rædsler i evigheden. Jo tak, her har vi sandelig moralen i højsædet.
Obligatorisk kærlighed - hvilket afskyeligt begreb.
2 - Igen, det er umoralsk at føre sit eget ansvar over på andre, særligt når det pågældende menneske (dit eget ordvalg), skal betale for dit ansvar med sit liv.
Fordi det er evident som jeg ser det at alle mennesker laver fejl af og til. Dem der forstår Adam og Eva historien som en myte ser den som en symbolsk beskrivelse af alle menneskers tilstand, en tilstand hvor de er på afstand af Gud.
Så du kan både tale om "arv" sådan at den er nedarvet fra Adam og Eva. Men du kan også tale om "arv" sådan at den er nedarvet fra menneske til menneske på den måde at intet menneske er perfekte.
Mere vås fra samme skuffe.
Er det umoralsk at man beder om tilgivelse? For mig viser det netop ansvarlighed.
Hvem har sagt at det er umoralsk at bede om tilgivelse hvis man begår noget forkert? Der hvor problemet opstår, er at jeg ikke har noget valg - Den frie vilje, som din apologetiske tradition er så begejstret for og ikke mener at den ellers, på alle andre områder så almægtige skaber, kunne slippe for at indpode i os alle sammen, er jo lige præcis sat ud af kraft allerede inden jeg overhovedet kom til verden, for allerede der er jo en skyldig synder.
Den apologetiske tanke om "Den frie vilje" er så banal og pinlig at det gør helt ondt at se voksne mennesker der sluger den slags råt for usødet.
Intellektuelt selvmord kunne man med rette kalde det.
Hvis jeg klapper min bedste ven en på siden af hovedet(det gør jeg nu ikke) så nytter det ikke noget at jeg bare siger "undskyld Gud" og så lader min ven være. Jeg har stadig et ansvar for et genoprette vores venskab.
Eller hvis jeg begår røveri og skyder 5 mennesker. Det kan godt være jeg så i fængslet beder om tilgivelse til Gud. Men jeg skal stadig sidde i fængsel og jeg har stadig et ansvar.
Det er et par komplet latterlige paraleller du drager til begrebet synd og at jeg, og alle andre, skulle være født, eller skabt for at blive i din terminologi, som en ussel synder hvis formål i livet er at få tilgivelse, i øvrigt af ham der skabte mig sådan, netop fordi jeg er skabt som sådan.