Snak

@Repos

Har læst den første Staalesen; Morgenrøde. Rigtig spændende og godt fortalt. Er lige begyndt på High Noon og den fortsætter, hvor den anden slap. Det sidste afsnit omkring teatret og ytringsfrihed, var dog en smule langtrukkent. Men alt i alt en rigtig spændende historie, og jeg er spændt på at høre mere om hvad der historisk sker i Bergen.

Lyder godt. Niveauet holdes hele vejen igennem, og der er nogle triste skæbner undervejs.

Overordnet ville man aldrig have kædet disse bøger sammen med manden der har skrevet Varg Veum bøgerne. Han er en ægte Bergenser og excentrisk som sådan. Når han snakker om Veum-bøgerne og hvordan de intuitivt balancerer på grænsen til en åbenbaring, giver han mig lange løg. Bergen-serien er dog imponerende og kunne vel kun skrives af en, som elsker byen og den spændende historie som følger med.

Enig, Bosse.

Der er niveauforskel på Bergenstrilogien og så Veumkrimierne. Sidstnævnte bruger jeg ind i mellem som lydbøger på landevejen, og det fungerer fint nok. Men det lander blødt, trygt og sikkert i dyngen af nordisk krimilitteratur.

Bergenstrilogien er til gengæld rasende god læsning, og det kan være jeg snupper den på originalsproget en dag, hvis jeg kan læse mig gennem dialekterne.

Er Veum bøgerne noget værd? Ja man tager personerne tæt ind til kroppen, og føler med deres tab. Helgesens søn er jo gennemført ond.

Synes måden han springer i historien på fungere rigtig godt. Imponerende han får fortalt så meget og så over 33 år, på sølle 580 sider.

Så fik jeg mit svar, Hvad er egentlig eliten i krimier efter jeres mening? Nesbø er godt, og Mankell. Men hvad ellers, jeg har givet Peter Robinson en chance nogle gange, det også godt men alt for meget krimi. Har stadig nogle stykker af ham stående på min hylde. Har lånt et par stykker af Fred Vargas, som af anmelderne bliver rust til skyerne.

Jeg har set mig lidt sur på de nye kriminalromaner, med de superopdagere og karikerede personligheder som hører med. Jeg har gravet lidt og fundet "The Suspicions of Mr Whicher, Or the murder at Road Hill House", som er en langt hen ad vejen autentisk bog, hvor hændelserne den beskriver tilskrives en stor del af æren, for de første deciderede detektiv-romaner. De mange fakta og personrelaterede fodnoter gør, at den ikke er helt så flydende som en "normal" krimi, men jeg synes helt klart at den er indsatsen værd. Det makabre ved at man ved den er autentisk, gør at den er svær at lægge fra sig.

Agatha Christies krimier med Hercule Poiret er fine i den helt klassiske krimigenre.

Blandt de nordiske, så er islandske Arnaldur Indridarsson min favorit, ligesom Arne Dahls bøger om A-gruppen er god læsning.
Nesbøs synes jeg er blandet læsning, og Jussi Adler er jeg ikke imponeret af.

Ellers vil jeg anbefale amerikanske John Hart. Jeg har dog kun læst Det sidste barn, og den var fremragende. Har planer om at kaste mig over hans romaner snarest.

Okay, jeg søger her lidt en anbefaling. Da jeg så småt er færdig med "Shakespeares Hemmelighed", mangler jeg en ny bog at supplere eksamenslæsningen med.

Jeg er åben for alle genrer. Senest har jeg læst en del Dan Brown, og Ib Michaels ældre værker.

"Det sidste barn" er rigtig god. Virker godt at hovedpersonen er et barn. Men hvor er der mange onde mennesker i den by. Vil se om jeg kan få en af de to andre John Hart bøger lånt til charterferien i uge 12.