Snak

"Så blev jeg færdig med den nye oversættelse af Forbrydelse og Straf. I følge oversætteren er den mere tro mod originalen, og der er ikke foretaget ændringer i selve historien. Den er bestemt værd at læse, men den bærer selvfølgelig præg af at have 150 år på bagen, men detaljerigdommen er stor, og jeg læste den i mindre doser end normalt."

Cool!

Efter at have set filmen The Road, og egentlig syntes ganske godt om den, så investerede jeg 95,- i bogen på engelsk. Det jeg synes der manglede i filmen var, at de ikke rigtig fik hele essensen frem, da handlingen er meget baseret på følelser.

Så når sommerferien starter på tirsdag, så starter jeg på den

Jeg vil da klart anbefale såvel Brødrene Karamazov, som især lever, ikke ulig Forbrydelse og Straf, på personskildringerne. Min favorit, om ikke andet for tiden, er dog Idioten.
Jeg synes egentlig ikke han skriver så tungt. Sproget og formuleringerne er relativt tidløse, uden at det også bliver kønsløst.

For et par år siden gav jeg mig i kast med en engelsk udgave af "Idioten".
Det var sgu lige ambitiøst nok, så må hellere få anskaffet mig en på dansk.

Har også Idioten på engelsk, og har planer om at læse den til vinter

Hvis du skal have den på dansk, vil jeg anbefale Jan Hansen´s oversættelse. I Sarauw´s er der pyntet digtet og lavet en del underligheder og irriterende fejl.

@MrDemus
I salute you, good sir. :-)

Edit: Takker bosse. Ham skriver jeg mig lige bag øret.

Da jeg gik i gymnasiet og var mere romantisk anlagt, gik jeg altid efter den ældst mulige oversættelse, foretrak f.eks. Wilsters Homer frem for Otto Steen Dues (sidstnævnte skriver bl.a. om "kebab i kæmpeportioner").

Jeg var i øvrigt glimrende tilfreds med Sarauws udgave af Idioten, men han havde vel også de der altmodische træk, og jeg vidste jo heller ikke bedre.

Nu tilslutter jeg mig som udgangspunkt det dictum, at enhver generation bør have "sin" oversættelse af en klassiker. Det skægge er jo, at originalen som regel bevarer sin kvalitet, mens oversættelsen forældes.

Der udkommer sikkert stadig "skæverter", men de oversættere, der får lov at arbejde med klassikerne, er efterhånden så dygtige eller specialiserede, at man sjældent går helt galt i byen.

Thomassen er vel den ældste oversættelse. Jeg har ikke læst hans, så den kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om. Sarauw er blevet beskyldt for at pynte på værket, hvilket, ud over at være ekstremt prætentiøst, i mine øjne er lidt af en dødssynd som oversætter.

Jan Hansen har haft adgang til en del mere materiale, samt andre oversætteres teorier mv. og jeg synes at det mærkes.

Er også meget begejstret for Jan Hansens oversættelse, men han er også på en velsignet opgave.

Jeg er enig med Bosse - litteratur-, musik- og fodboldmæssigt ikke nogen overraskelse (vel nærmest kun politisk uenige efterhånden) - i anbefalingen af brdr. Karamazov. Tematisk ligger den meget(!) tæt op ad Idioten, jeg foretrækker dog personligt førstnævnte. Karakteristikkerne af de to ældre brødre er simpelthen geniale, og storinkvisitorsamtalen er uforglemmelig.

Dødens Hus er i øvrigt heller ikke at kimse af.