Snak

Tag "Skandinavisk Misantropi" med dig næste gang. Kværulant? Det var groft nok.

Måske var det et tegn at indbindingen på hans første to var gjort så elendigt, jeg listede i hvert fald med mistænksom mine ud af butikken tomhændet...

Min misundelse skyldes din nærmest grobrianske livskraft. Min misantropi er afstedkommet af en slendriansk apati og kommer efterhånden til udtryk ved uoverskueligheden ved barbering og generel glæde ved overspringshandlinger (jvf. Dovenskabsmanifestet jeg og en kammerat i studietiden forfattede, netop på en bodega vi havde fået os kæmpet hen på).

Grobiansk er uden tvivl det bedste tillægsord jeg til dato har fået kastet efter mig, især grundet tvetydigheden som hænger med. Jeg er af en midt/sydjysk håndværkerfamilie, hvor min far døde da jeg var 5 og min mor endte som bitter førtidspensionist. Overordnet havde folk travlt med at forklare hvad man ikke kunne tillade sig at gøre i henhold til den sociale arv. Jeg blev dog taget hånd om af en kammerats såkaldt intellektuelle forældre, så da det blev for meget og det lokale bibliotek blev for småt, fyldte jeg mine wellingtons med nogle skovlfulde god jysk muld og begav mig ud i verden.

Vores barndomskår ligner sågar også hinandens. De udviklingsromanske træk; Søn af trivelig sønderjysk murermester i lokalsamfundet og mor af misantropisk hjemmegående husmor, min patriarkalske far døde dog først da jeg var 22 - hvilket ledte til mange kvaler. Jeg nåede dog kun til Aarhus inden småborgerlighedens hygge indfangede mig og langsomt har spoleret mine ungdommelige sværmerier.

Jeg er splittet imellem min vrantne misantropi og grundlæggende joviale natur...

Jovialiteten er den sande jyske arv. Den hænger også stadig i hos mig, omend den, for den uindvigede, er svær at skelne fra galgenhumoren.

Jeg startede mit ydmyge liv i Egtved, men flyttede til Kolding da de gav mere i boligsikring. Min Mor bor nu med en hyggelig, men enfoldig mandsling, som ikke forventer jeg kalder ham andet end ved fornavn og alene derfor synes jeg han er OK. Jeg ringer et par gange i måneden, sender min søster nogle penge og betaler for lidt ferier, hvilket fungerer. Jeg er snobben i højlandet, en sand Erasmus Montanus.

Jeg bor her:

http://static.panoramio.…2554355.jpg

Bebrejd mig endelig.

Det ser nydeligt ud, dit norske røvhul

Herligt billede.

PS: "Forsvaret" får også tommel op herfra.

Det er taget fra Arnanipa og jeg bor lidt bag ug "under" kameraet, men har udsigt til hele vågen. Jeg har en kajak til at ligge og fjeldet i baghaven, bogstaveligt talt. At vade rundt og pruste er som at filosofere med hammeren for mig.

Hvordan går det med de keramiske udfoldelser? Jeg skulle gerne se nogle billeder. Hvad angår udviklingsromanerne, arbejder jeg i øvrigt på noget om min morfar. Hans forældre var tyske dagarbejdere, som fik et frimærke at bo på af en sønderjysk storbonde i sin tid. Min morfar lød et uhyggeligt tysk navn og boede i Danmark som ung "tysk" familiestifter under 2. verdenskrig. Jeg har dagbøger liggende og snakker lidt med familie som husker ham. Det kan være det bliver noget, hvis jeg ikke laver en "Drengene fra Skt. Petri" på den. Han var en umådelig cool mand, så jeg ved ikke rigtig.

Macho viser sig, at være en litterær højpande, eller skyldes det delemnet som den kredser omkring?

Et par gode krimier til dig: Carlos Ruiz Zafón "Englens Spil" og "Mørk Kyst" af Peter Temple.

Tænkte også på din skakpassion mht. "Forsvaret"-snakken, macho.

Man skal ikke undervurdere at vade. Jeg vil ikke kalde mig en seriøs vader, og så alligevel... Men Norge har sgu det hele, nu også Thor i bjergene...

Det går fint med keramikken - dvs. produktiviteten er lidt i stå for tiden, men det skyldes sæsonen og andre sysler - har dog fået lavet en ny Poe, som er den, jeg er mest tilfreds med indtil videre (den mangler dog den sidste finish; grafitpolituren). Billeder har jeg ikke fået taget endnu, men "kommer tid, kommer båd".